’Mordet i Venedig’: Kenneth Branaghs nye mordgåde skruer helt op for gyserstemningen
Den originale titel til Kenneth Branaghs nye film, ’A Haunting in Venice’, er mere velvalgt end den danske oversættelse.
For tredje kapitel af instruktørens Agatha Christie-nyfortolkninger er ikke bare en whodunit-krimi, det er faktisk også en gyserfilm.
I ’Mordet i Venedig’ er mesterdetektiven Hercule Poirot, nok en gang spillet af Branagh selv, gået på pension. Han er færdig med at opklare mord og bruger i stedet sine fredfyldte dage på at passe blomster og spise konditorkager på sin tagterrasse i Venedig.
En gammel ven, krimiforfatteren Ariadne Oliver (Tina Fey), formår dog at vække hans interesse. Hun fortæller om clairvoyante Mrs. Reynolds (Michelle Yeoh), der i anledning af Halloween skal tale med en afdød pige ved navn Alicia Drake, som efter sigende stadig hjemsøger sit barndomshjem i byen.
Poirot, der hverken tror på spøgelser eller åndemanere, tager med for at afsløre det potentielle fupnummer.
På aftenen bliver en person selvfølgelig myrdet, og Poirot må genfinde sin gamle detektivsans. Han låser alle gæsterne inde i huset for at opklare, hvem der står bag forbrydelsen.
Gæsterne tæller to af Alicias nærmeste, der ikke kan fordrage hinanden: hendes sørgende mor og hendes eksforlovede. Derudover er også den mentalt ustabile huslæge, Poirots bodyguard og Mrs. Reynolds’ to assistenter spærret inde i det gamle hus.
Rollerne indtages kompetent af blandt andre Kelly Reilly, Riccardo Scamarcio, Camille Cottin samt ’Belfast’-duoen Jamie Dornan og Jude Hill. Tina Feys krimiforfatter er særligt velfungerende som en karismatisk samtalepartner for Poirot. Alle spiller egentlig så godt, som det nu kan lade sig gøre, når replikkerne fremstår tunge og unaturlige af eksposition.
Realisme er dog næppe målet med Agatha Christies konstruerede mordplots – snarere tankespil og spænding. Det mærker man heldigvis meget af i ’Mordet i Venedig’, når Poirot forsøger at kontrollere sine nerver i det uhyggelige hus.
Modsat Branaghs to første, temmelig sløje detektivfilm, ’Mordet i Orientekspressen’ og ’Døden på Nilen’, er tredje film faktisk virkelig stemningsfuld. Flimrende lys fra fakler på væggene, lange skygger og gamle Halloween-masker vækker uro i seeren, og pludselige, høje lyde giver veritable chok.
Undervejs tager filmen desuden biografsalens surround sound-anlæg fornemt i brug, da Poirot hører en mystisk, syngende lillepigestemme et sted i huset.
Branaghs pompøse stil fra ’Døden på Nilen’ er ligeledes blevet udvekslet med mere klaustrofobisk kameraføring. En masse skæve kameravinkler og fremmedgørende vidvinkelobjektiver giver følelsen af, at nogen muligvis overvåger karaktererne. »De døde er så tæt på, som de kan komme«, siger en person meget passende undervejs i filmen.
’Mordet i Venedig’ viser sig i høj grad at handle om konkrete spøgelser i form af traumer. De fleste af bikaraktererne er fysisk eller mentalt på flugt fra hver deres smertefulde fortid, som detektiven stædigt må grave frem for at få klarhed i mordsagen.
Branagh forsøger også at gøre hovedkarakteren til en plaget sjæl, der døjer med sin egen personlige sorg. Det lykkes han mindre godt med.
Karakteren med det store overskæg (som fik sin egen ufrivilligt komiske origin story i ’Døden på Nilen’) og den påtagede franske accent er simpelthen stadig for fjollet til at føle det store for.
Som en underholdende forlystelsestur i spøgelseshuset fungerer ’Mordet i Venedig’ imidlertid rigtigt fint.
Kort sagt:
Med sin tredje film om mesterdetektiven Hercule Poirot har Kenneth Branagh skabt en velfungerende krimigyser, der gør større indtryk end de to første kapitler i serien.