For mange er det den sørgeligste bog, de nogensinde har læst. Men at læse den har enten været fantastisk eller forfærdeligt.
Der er ikke noget indifferent mellemstadie, når det handler om Hanya Yanigaras ‘A Little Life’, der siden udgivelsen i 2015 har ridset sig ind i læsernes hjerter og pisket øjenkroge verden over.
Jeg har endnu til gode at møde nogen ‘A Little Life’-læsere, der trak på skuldrene over det knap 800 siders møde med det ekstraordinære venskab mellem den übersympatiske skuespiller Willem, den excentriske maler JB, geniarkitekten Malcolm og den ekstremt uheldige (en underdrivelse), men også ekstremt fantastiske Jude.
Siden udgivelsen er bogen blevet kaldt alt fra en sensation til et rædderligt stykke traumeporno. Og det samme gælder for teaterversionen af stykket, hvis London-opsætning i disse dage kan opleves i Danmark som filmet biografoplevelse.
Et bedrøvet startskud til resten af biografåret, hvor ventede fænomener som Taylor Swift og Beyoncés filmede turnéer forventes at fylde sale verden over.
Da jeg var afsted på premiereaftenen, var Empires største sal propfuld af folk, der gerne ofrede små fire timer på at genopleve deres livs voldsommeste læseoplevelse.
Hvilket i sig selv er bevis på, at bogen stadig har fat i et meget dedikeret publikum otte år efter udgivelsen, selvom dens eftermæle er gået fra tårepersende must-read til decideret forhadt.
Men før det filmiske tæppefald er det værd at dykke ned i, hvordan ‘A Little Life’ på sin vej til teaterscenen og biografsale verden over blev et af nyere tids mest omdiskuterede og betændte bogfænomener.
Fra litterær sensation til…
På papiret handler ‘A Little Life’ om fire newyorker-venner:
JB, Malcolm, Willem og Jude, som vi følger fra deres universitetstid på Harvard, til de hver især forløser store drømme og ambitioner som malere, arkitekter, skuespillere og jurister.
I romanen følger vi dem fra teenageårene til deres død.
Derimellem handler det om den splittelse, årene fører med sig, hvilket især er centreret omkring den hemmelighedsfulde Jude St. Francis’, bogens egentlige hovedkarakter, og hans voldsomt traumatiske opvækst fuldt af vanrøgt og lidelse. Som seksuelt misbrugt adoptivbarn hos tre pædofile munke i et katolsk kloster og senere som børneprostitueret og fængslet hos en fremmed psykopat.
Men hvad er det egentlig for en bog. En sørgelig, men smuk vennekrønike? Eller en ensporet tragedie om fængslende ar på sjælen?
Det har været debatteret uden ende i de internationale medier såvel som på TikTok, hvor #alittlelife er en BookTok-genganger med over 336 millioner visninger og videoer af grædende læsere. Et scenarie, der nu spejles i anledning af teaterversionen.
I 2015 kom ‘A Little Life’ fra start med en blændende modtagelse i næsten alle toneangivende amerikanske medier.
Den blev kaldt »den store længe ventede homoroman« i det prestigefyldte amerikanske magasin The Atlantic, nomineret til prestigefyldte priser og det helt store gennembrud for dens forfatter Hanya Yanagihara.
I Danmark fik oversættelsen ‘Et lille liv’ seks hjerter i Politiken, hvor Kim Skotte fremhævede dens egenskaber som en både barsk og rørende kærlighedshistorie mellem fire venner.
I årene efter udgivelsen var ‘A Little Life’ på ingen måde blevet glemt, men nærmere et popkulturelt fænomen og en identitetsmarkør. ‘Queer Eye’-stjernen Antoni gik viralt for at være iført en t-shirt med romankarakterernes navne i Netflix-hittets første sæson og dedikerede som superfanboy en opskrift på Gougères til hovedpersonen Jude på sin Instagram-profil.
Hvis man var en del af fanskaren, gibbede det lidt, hver gang man så nogen med bogen, hvis karakteristiske fotoforside (‘Orgasmic Man’ af Peter Hujar). Det gav en ganske selvhøjtidelig spåkone-følelse af at kunne se ind i folks hulkende fremtid.
Et tv-serie-projekt var på tegnebrættet, men blev aldrig til noget.
Romanen blev i stedet vakt til live som teaterstykke i Amsterdam dramatiseret af den polariserende belgiske Broadway-instruktør Ivo von Hove.
En opsætning, der gæstede New York i 2022 og tidligere i år blev genopsat i London, hvor det spillede for fulde sale. Men også med sin ankomst fik en gammel debat til at blusse op på ny.
…kritikernes mobbeobjekt
I 2015 var en sviner under titlen ‘A Striptease Among Pals’ i det prominente The New York Review of Books en relativt enlig svale. Men siden er romanens slagside blevet mere prominent.
I Vulture er Hanya Yanagihara blevet anklaget for at basere hele sin forfatterpraksis på at »torturere« sine mandlige homoseksuelle karakterer.
Ifølge Slate-skribent Andrew Kahn er det med tiden blevet til sin egen litterære mikrogenre at jorde ‘A Little Life’. Alt imens bogen stadig oversættes og dyrkes i dedikerede fanfællesskaber, som møder talstærkt op til teateropførelsen.
Samtalen om ‘A Little Life’ er blevet til en kritikerkamp, der udstiller en uløselig strid, om hvorvidt noget er godt, fordi det får mange mennesker til at græde. En debat, der i sig selv føles sært kulturradikal i sit forsøg på at adskille følelser og fornuft og opretholde et litterært hierarki.
Diskussionen om ‘A Little Life’ som både bog og teater er blevet lidt som den virale internetkjole #TheDress (der også sjovt nok også er fra 2015), som ingen kunne blive enige om farven på. Nogle ser en problematisk 2010’er-version af Jobs bog, andre ser en rørende ensemble-fortælling.
Men set bliver det. I London har stykket været så stor en succes, at det fik to måneder mere på scenen og altså også en biografversion, der er solgt til lande i hele verden.
Før jeg satte mig i den stuvende fulde Empire-sal, var jeg blandt de troende i ‘A Little Life’-kulten. Det formåede et fire timer langt smertehelvede af lidelse og håbløshed at lave godt og grundigt om på.
Hvad er dommen?
Jeg har altid syntes, at »traumeporno«-anklagerne mod ‘A Little Life’ gav mening, selvom jeg ikke var enig i dem.
Der er ingen tvivl om, at det er en del af betagelsen, at historien sprænger rammerne for det værst tænkelige fra start til slut. Men samtidig udgør smerten kun rødderne i historiens virkelige tragedie, fordi de afholder Jude fra at få et lykkeligt liv, selvom det på mange måder føles inden for rækkevidde.
I teaterversionen føles det meningsløst at se ham pint fra start til slut.
Den nødvendige nedbarbering fra roman til scene zoomer endegyldigt ind på Jude som både Jesus og Jeanne D’arc, mens lykkestunderne i fortællingen er blevet til kommaer.
Hvilket egentlig er ærgerligt, for i sig selv er sceneopsætningen eminent teknisk forløst, og det tager intet fra oplevelsen, at man ikke sidder i scenerummet, for det er filmet, så man i stedet føler, at man sidder midt på scenen.
Vi lægger ud med de fire venner som unge drømmere i bogens berømte ramponerede lejlighed på Lispenard Street. Her ligger Jude først tavs på scenen og iagttager vennerne omkring sig, før han bliver revet ud af roen.
Som vennerne bliver ældre og mere etablerede tropper Judes traumer nemlig bogstaveligt talt op på scenen i form af hans pædofile plejefar og døde socialarbejder. Fortællingen springer fra samtaler og fester i nutiden til hans grimme opvækst hos tre munke i et katolsk kloster.
Hvor bogen tog sig tid til at male et komplet portræt, tager stykket hurtigt form af en klaustrofobisk ransagelse af Judes hemmelige historie, hvor han råber eller bliver råbt i hovedet af sine dårligdomme.
Det er både vildt og hårdt at sidde lige midt på scenen. Der er ingen steder at flygte hen – spillerne i baggrunden eller setvideoerne af New Yorks gader – når ensemblet fortrækker, og Jude falder til jorden for at skære i sig selv.
Gruppens unidage er strøget, og derudover har forlæggets kvartetkrønike fået amputeret to ben. JB og Malcolm er små biroller, der i lange sekvenser er nedkogt til småfigurer, der står ude i kanten af scenen og maler portrætter og bygger modelhuse, og historien om vennekærlighed drukner. Kun den ultrasympatiske og usikre Willem (‘Bridgerton’s Luke Thompson) får en tilnærmelsesvis lige så stor rolle i stykket som i bogen.
I stedet spiller Judes onde faderskikkelse fra barndommen Broder Luke og hans livs gode fe Harold, juraprofessoren der senere adopterer ham, en langt større rolle. Det bliver et faderbundet symbolshow mere end et banebrydende ensemble.
Det er svært at kritisere den britiske skuespiller James Norton, der leverer en imponerende teknisk bedrift i hele sin legemliggørelse af Jude med rampelys og traumer nok til alle. Men hvor man i bogen elskede ham gennem de andre karakterers fyldige kærlighed til ham, har man i stykket kun ondt af ham.
Da man går til pause midt i forestillingen, har Jude været en ydmygende død nær to gange på under en time. Vi efterlader ham nøgen og indsmurt i blod, vel vidende at der er mere død og voldtægt i vente.
For jeg tvivler på, at mange går ind for at se ‘A Little Life’ uden at have læst bogen. Og hvor bogens finale var et sønderlemmende klimaks på den gode måde, er sceneversionen en langsom død.
Som et dygtigt bogklubmedlem sætter man sig modvilligt tilbage i biografsædet og genoplever kun i et glimt romanens ultimative højdepunkt: kærlighedshistorien mellem Jude og Willem. Og de adskillige afgrundsdybe uheld, der kommer efter.
Men på det tidspunkt er man bare så uforelsket i hele universet, at det er ubehageligt på en måde, man bare gerne vil have skal overstås. Følelsesløshed på »dø nu bare«-måden. Jeg så flere, der gik før tid, end jeg hørte gråd og hulk.
Normalt kan en skuffende adaptation føles som et forræderi mod læseoplevelsen. ‘A Little Life’-teaterstykket føltes mere som fremkaldervæske. Romanens 2023-dommedag, der endegyldigt udstillede, at fortællingen måske aldrig havde andet formål end at lade os svælge i offergørelsen?
For otte år siden var ‘A Little Life’ bogen, man måtte og ville læse for at være med i samtalen.
Stykket er så udmattende tragisk, at hverken jeg eller mine veninder overhovedet orkede at snakke om det bagefter.
‘A Little Life’ kan ses i biografen.