’Cassandro’: Man kunne sagtens have klippet Bad Bunny ud af wrestlingfilm med imponerende Gael García Bernal
Wrestling er en simpel sport. Der er helte, og der er skurke. Og som i de fleste gode historier er det helten, der vinder til sidst.
Den mexicanske wrestlingtradition Lucha Libre har i mange år dyrket en mere kompleks persona i ringen: en såkaldt exotico, der introducerede en mere flamboyant og provokerende optræden ved at bære farverige dragter, makeup og udtrykke mere feminine eller androgyne karaktertræk. Med andre ord antitesen til det maskuline macho-ideal, som i høj grad stadig findes i det mellemamerikanske land i dag.
Exoticos var skabt med ét formål: at tabe. At absorbere den homofobiske stemning fra publikum, så de kunne juble, når den onde drag queens bjerg af en modstander tilintetgjorde dem.
Men det var før drag-wrestleren Cassandro trådte ind i ringen. Han var den første åbent homoseksuelle exotico, der nægtede at gå i gulvet.
Cassandros historie er nu blevet fortalt i en biopic på Prime Video, hvor Gael García Bernal spiller den indflydelsesrige LGBTQ+-legende.
Af en historie om en flamboyant professionel wrestler at være er filmen dog endt lige så konventionel og melankolsk som så mange andre film af sin genre.
Selvom Cassandro, hvis rigtige navn var Saul Armendariz, uden tvivl levede et inspirerende liv, var det måske ikke spændende eller konfliktfyldt nok til at retfærdiggøre en hel spillefilm. Der er ikke mange trafikkegler i vejen på hans rejse mod at blive en bryderstjerne. Og dem, der er – særligt homofobi – fremstår forholdsvist nemme at hoppe over.
Man tror først, at filmen kommer til at handle om hans gradvise færd mod at nå til tops i wrestlingverdenen, men ved hans anden kamp virker han allerede til at være godt på vej. Det eneste, der skal til, er åbenbart, at en hans venner starter et støttende tilråb fra publikumsrækkerne, og pludselig er alle de grimme ord om Saúls seksualitet fra de resterende tilskuere forduftet.
Kunne det så være historien om, hvordan han skal udtrykke sin seksuelle identitet? Nej, det finder han ud af i løbet af det første kvarter.
Mange af de emner og temaer, der bringes på banen – som fattigdom, berømmelse, familie, kærlighed –bliver alle fodnoter i en Wikipedia-artikel forklædt som en film. Og det gælder desværre også i dens stil, der favoriserer det kedelige og mørke over det levende og farverige, som både emnet og hovedrollen ellers lægger op til.
Affæren, som Saúl har med en gift mand, der ikke er kommet ud af skabet endnu, når aldrig en tilfredsstillende afslutning, og det samme gælder det kokainmisbrug, som bliver personliggjort af karakteren Felipe, spillet af Bad Bunny. Denne sidehistorie leder absolut ingen steder hen, og den puertoricanske rapper kunne være taget ud af filmen, uden at det havde gjort en forskel.
Heldigvis er Saúl underholdende nok til, at man aldrig keder sig i hans selskab. Det skyldes Gael García Bernal, hvis udtryk og talent udgør et perfekt match af skuespiller og rolle.
Bernal er utroligt dygtig til at gøre det tydeligt med få ord, at han mest af alt wrestler med sig selv. Samtidig virker han hjemme i selve ringen, hvor han bringer de teatralske og akrobatiske numre fyldt med pranks og åbenlyse seksuelle antydninger til live.
Hvis man intet ved om wrestling, er det en interessant oplevelse, når filmen endelig fokuserer på den skøre verden fyldt med store muskler og fjollede masker. Den stemning burde gennemsyre hele filmen, men i stedet føles det, som om den har været en komedie på papiret, men et seriøst sportsdrama under optagelserne.
Cassandro fortjener noget andet end en simpel klassisk biopic. Men det er desværre, hvad vi har fået.
Kort sagt:
Af en film om en flamboyant professionel wrestler, der var med til at bryde en queer skurke-stereotyp i et macho-besat land, at være, er ’Cassandro’ overraskende tam og tandløs.