‘Flora and Son’: Gajolpakke-citater skæmmer ’Once’-instruktørs rørende nye musikfilm
Du kan godt være en god mor, selvom du ikke altid magter dine børn, ikke?
Det overvejes og udforskes i ’Once’-instruktøren John Carneys nyeste semi-musical ’Flora and Son’, der er et sarkastisk, charmerende og socialrealistisk komediedrama fra den dublinske betonblok fuld af originalmusik, irsk accent og selverklærede fortabte skæbner og mødre.
Titelkarakteren og filmens vigtigste mor Flora (Eve Hewson) er ung, sejlivet, pengepresset og med hang til store mængder hvidvin og fabriksrullede smøger. Hun fester i weekenderne, passer andres børn i hverdagen, men kæmper hårdt med at tage sig af sin egen søn – og endnu hårdere med rollen som altopofrende forælder.
For Flora har ikke blot født i smerte, men også i forbandet vrede. Hun ønskede aldrig den gravide mave, hun anskaffede sig som teenager, og hun har derfor et anstrengt forhold til den i dag 14-årige søn Max (Orén Kinlan).
Så nu er også han vred, rebelsk og bevæger sig på kanten af loven og ungdomsfængslet. Vil han undgå en fremtid bag tremmer, beordrer politiet, at han må finde sig en hobby.
Max virker ikke umiddelbart som typen, der gider klassikere som pælesidning eller Mikado, så i et forsøg på at holde sin cunt-råbende søn ude af fangedragten kaster Flora derfor ikke bare skældsord og fuckfingre efter ham, men også en guitar fra storskrald.
Hun ved dog ikke, at Max gennem selvproduceret elektronisk musik allerede er i fuld gang med at rappe sig igennem livet og dets problemer, hvorfor han arrigt kaster hobbyguitaren tilbage i hovedet på sin øretæveindbydende mor – hvilket viser sig at være godt.
For med et ønske om at bryde sin fortabte tilværelse som sur og fordrukken alenemor begynder hun pludselig at udfolde sit uudforskede sangskrivningstalent. Spørger du John Carney, er musik nemlig den sociale underdogs hellige middel til livsændrende succes.
Dog skiller ’Flora and Son’ sig ud fra sine forløbere ’Once’ og ’Sing Street’ ved denne ualmindeligt kloge læresætning: Ikke alle med whiskystemmer, sørgelige historier eller ripped jeans kan blive den næste Joni Mitchell eller Eddie Skoller, men alle skal have adgang til musik. Den kan nemlig optø selv et kummefryserhjerte.
Ovenstående pointer lærer både Flora og hendes L.A.-baserede guitarunderviser (Joseph Gordon-Levitt), som hun finder gennem en stærk internetforbindelse og en Googlesøgning – og i dette møde lærer publikum, at det værste ved Flora ikke er den indendørs rygning eller den noget alternative (læs: voldlige) børneopdragelse, men derimod hendes forkærlighed for James Blunts ulidelige ’hit’ ’You’re Beautiful’.
James Blunt forpurrer heldigvis ikke de to zoomeres aftenlige guitarlektioner, ej heller deres pillow talks om (knuste) drømme eller deres spirende forelskelse, der er stærk nok til at forene L.A. og Dublin via en skærm. Det er godt, for denne forelskelse og forbindelse giver adgang til en mere sårbar side af Flora, der afslører, at hun ikke er rendyrket superbitch.
Eve Hewson er nu ellers særligt fantastisk og underligt elskværdig, når hun er den rapkæftede og sarkastiske version af Flora. Publikum både griner og græder sig igennem den absurd grove jargon, der er mellem hende og hendes søn.
Men Orén Kinlan og hans karakter Max er meget mere end beskidte rim, unoder og den fashionable kombination af dunjakke og slips – det er åbenbart sådan, irske gangsterrappere ser ud i dag. Med en naiv og rørende sødme viser han glimt af et uønsket og forsømt barns smerte.
Joseph Gordon-Levitt er ligeledes sød som den selvmedlidende ’hjælp-jeg-blev-aldrig-rockstjerne’-guitarlærer, men alle hans replikker lyder som et citat fra en motivational quote-plakat fra IKEA. Hans største forbrydelse er dog at maltraktere Tom Waits’ ’I Hope That I Don’t Fall in Love With You’ – og filmens største forbrydelse er at lade, som om denne fremførelse er en musikalsk genistreg og ikke kunstnerisk blasfemi.
Herefter er det faktisk svært ikke at forholde sig en smule mistroisk over for ’Flora and Son’s æstetiske valg, greb og generelle smag. Mistroen berettiges af nogle virkelig platte kamerapanoreringer og en halv-kvalmende kærlighedssang på en tagterrasse, hvor der er urealistisk ’akustisk’ belysning og playback.
Filmens berøring med den ambivalente og konfliktfulde relation, der kan være mellem et barn og dets forælder, er til gengæld umådelig fin og vellykket, og ’Flora and Son’ ramler lige ind i de heftigt diskuterede spørgsmål: Må en kvinde fortryde sit moderskab? Må man vælge sig selv frem for sine børn? Må man afvise dem? Nedprioritere dem? Sommetider forbande dem?
Måske. Men kun hvis du også kan forbinde dig til dem.
Det gør hovedpersonen gennem filmens halvanden time og dens fusion af humor, alvor, folk og rap.
Se dét er beautiful, James Blunt.
Kort sagt:
’Flora and Son’ er en sjov og rørende fortælling om både musikkens og moderskabets mangefacetterede væsen, men skæmmes af gajolpakke-replikker og tvivlsom æstetik.