’Lessons in Chemistry’: Da hunden begynder at tale, går det helt galt for ny serie med Brie Larson
De sværeste film og serier at anmelde er dem, der hverken er vildt gode, vildt dårlige eller, ja, vildt noget som helst. I ved, værker, der egentlig handler om alt det rigtige og vigtige, men på en sådan overdreven måde, at de nærmest føles vægtløse.
Sådan et værk er ’Lessons of Chemistry’ – serieudgaven af Bonnie Garmus’ bestsellerroman med en quirky-charmerende (måske næsten for meget?) Brie Larson i hovedrollen.
Vi befinder os i et cremefarvet Pleasentville-lignende 1950’er-USA. Elizabeth Zott (Larson) er en ung, sær, smuk og genial kemiker i en hård mandsdomineret kemi-branche, der ihærdigt prøver at mobbe den vildledte kvinde ud af laboratoriet og tilbage til kødgryderne, hvor hun hører hjemme. Det lykkes – i bogstaveligste forstand – men ikke lige med det samme, for hør nu her:
Da Elizabeth uventet forelsker sig i laboratoriets store kemi-stjerne Calvin (Lewis Pullman), synes lykkes at vende. Endelig én, der anerkender hendes intellekt. Calvin er som ingen andre og næsten for god af sig. Han er villig til selv at stille sig i sin elskedes skygge for at få hendes originale idéer om livets opståen ud i verden.
Men åh nej, så går det helt galt. Pludselig er Elizabeth gravid, ugift, alene og smidt ud af laboratoriet. Det er jo1950’erne, og den slags klam, kvindelig utugt hører ikke hjemme på en arbejdsplads.
Heldigvis er vores hovedperson, der ellers har skærmet mod verden efter både en hård opvækst og et overgreb, ved at opbygge et lille netværk af støttepersoner. Hun har en sød hund Six thirty, som er opkaldt efter det tidspunkt, hvor Elizabeth bliver vækket om morgenen.
Six thirty vil gøre alt for sin ejer, fordi den er god og blid og meget samvittighedsfuld, og det finder man ud af, da dyret i afsnit tre pludselig får den indskydelse at tale til seerne via voice-over. I romanudgaven fungerer sådan et hunde-POV sikkert fint, men i en serie uden andre taledyr virker det altså temmelig kikset.
Men pyt! Talegaverne går heldigvis i sig selv igen i afsnit fire.
Og der er ikke kun gode, kærlige dyr i Elizabeths liv: Hun har også en sød, klog – og derudover sort – kvindelig nabo, der støtter Elizabeth i nøden og gør sin ven opmærksom på sine hvide blinde punkter. Harriet (Aja Naomi King) er lidt af en superkvinde: en genial, om end aldrig færdiguddannet (hun er jo kvinde forstås!) advokat og en næsten-alenemor til to børn.
Vi ser hende rocke et retorisk overskud som en anden Martin Luther King i det lokale rådhus, hvor hun kæmper for bevarelse af sit overvejende sorte nabolag.
Harriet og Elizabeth viser stort menneskeligt overskud i en ellers forstokket tid. Og det gør Elizabeths datter – der i mellemtiden er blevet syv – da forresten også! Madeleine er sin mor op ad dage. Trodsig, smuk, for klog til sin alder og kompromisløst sandhedssøgende. Sidstnævnte egenskab sender serien på træge, om end følsomme omveje i ledtog med en sort præst, der forresten også er et supergodt og rummeligt menneske. Amen og halleluja!
Og endelig er vi fremme ved det med kødgryderne! Ud over at være superklog kemiker er Elizabeth jo også vildt smuk og en fantastisk kok og har derfor – efter lang tids uforløst kamp for at komme tilbage til laboratoriet – fået job som værtinde på et madprogram.
Det er klichéfyldt, men dog fornøjeligt at se hende trodse sin superonde mandechefs chauvinistiske protester og bruge sin hurtigt voksende ikoniske status til – på en supersej og subversiv måde – at give landets husmødre troen på, at deres arbejde både i og uden for køkkenet er vigtigt og meningsfuldt.
Det er først i tv-køkkenet, at serien finder sin form. Klimaks rammer, da Zott på sin karakteristiske deadpan, ligefremme, videnskabelige måde forklarer menstruationscyklus for et måbende 1950’er-publikum i sidste afsnit.
Vejen derhen føles dog lang. Intet, på nær en talende hund, er helt vildt dårligt i ’Lessons of Chemistry’. Men der er ligesom for meget af det hele. Og didaktikken er på en måde for tydelig og karaktererne for gode eller for onde. Uden at have efterprøvet det tror jeg dog, at serien kunne gå rigtigt godt til strikketøj og mørke aftener med mentalt underskud på sofaen.
I ved, den slags, hvor grumhed og dramatik helst skal serveres varmt og pakket ind i blide cremefarver.
Kort sagt:
’Lessons of Chemistry’ er en overdidaktisk, hyggelig og kedelig serie med en charmende-quirky Brie Larson som formildende omstændighed.