’Lupin’ sæson 3: Netflix’ populære gentlemantyv skraber bunden
Hele verden kom på fornavn med gentlemantyven Lupin efter Netflix-hittet af samme navn fra 2021 med ‘Intouchables’-stjernen Omar Sy i hovedrollen som antihelten.
Hypen dalede noget med anden sæson, og nu er tredje ombæring så landet på Netflix.
Serien følger Assane Diop (Omar Sy), der migrerer fra Senegal til Frankrig med sin far (Fargass Assandé). På tragisk vis bliver faren stemplet som tyv og myrdet af et forbryderisk komplot orkestreret af rigmanden Hubert Pellegrini (Hervé Pierre).
En skæbnesvanger begivenhed, der efterlader Diop forældreløs og indigneret, men et enkeltstående minde fra sin far baner vejen for ham: Maurice Leblancs roman om gentlemantyven Lupin.
Sæson tre starter i kølvandet på Diops og Pellegrinis standoff i Louvre, hvor Pellegrinis hvidvask og kriminelle aktiviteter afsløres, og Diop endelig får renset sin fars navn. Men retfærdigheden kommer med en høj pris. Diops kriminelle levevej har indhentet ham, og han er på flugt fra ordensmagten. En tilværelse, som ekskonen Claire (Ludivine Sagnier) ikke er villig til at udsætte sig selv og sønnen Raoul (Etan Simon) for.
Fra sin ensomme og anonyme eksil i Marseille bliver Diop opmærksom på prisen, hans familie stadig betaler for hans gerninger. Hans status som den berygtede tyv kaster et uønsket rampelys på hans efterladte familie, der nu jages vildt af fotografer og medier. Så Diop udtænker et sidste kup for at få fat i en værdifuld sort perle, der kan købe hans frihed og genforening med familien.
Men intet går som planlagt, for flere genfærd fra Diops fortid dukker op, vender alt på hovedet og sætter drømmen om den lykkelige slutning alvorligt i fare.
Noget af det bedste ved ’Lupin’ er udgangspunktet i migrantoplevelsen for tilflyttere fra de tidligere franske kolonier. Det giver et spændende synspunkt i skæringspunktet for nogle svære samtaler om usynliggørelse af minoriteter og racialiserede grupper.
En pointe, der fint bliver iscenesat i en samtale mellem Diop og hans mor: »Der er ikke noget så usynligt som en sort mand i 40’erne – jo, den sorte kvinde«.
Denne blinde vinkel udnytter Diop som sin ultimative superkraft til at åbne ellers lukkede døre, selskaber, pengeskabe og sympatier. Det er en emotionelt mættet tematik, der bliver udfoldet bedst i tilbageblikket til Diops ungdom i 1998, hvor han i teenagealderen spilles af Mamadou Haidara, som sammen med resten af ensemblet leverer solide præstationer.
Men det er ikke nok til at løfte en fodslæbende sæson.
Den syv afsnit lange omgang føles fire afsnit for lang med flere overflødige plotlinjer: Den fortænkte konkurrence om forsiden på avisen Liberté med de ikke så kritiske graverjournalister Fleur Belanger (Martha Canga Antonio) og Arnold de Garmeux (Julien Pestel). Politimanden Youssef Guediras (Soufiane Guerrab) akavet romantiske trekantsdrama. Og de utallige kup, som virker som blege afglanser af røverierne i de to foregående sæsoner.
Diop går fra at stjæle Marie Antoinettes arvesmykker i Louvre til at satse hele butikken på en sort perle hos en unavngiven smykkeforhandler bevogtet af et laseralarmsystem, der forældet minder om 90’ernes actionfilm som ’Lokkeduen’ eller den første ’Mission Impossible’.
Det store skuestykke i gentlemantyvens masterplan er at fake sin egen død. En udvikling, der udføres så sjusket og med en så nonchalant selvfølgelighed, at man næsten skulle tro, at serieskaber George Kay havde hentet inspiration i daytime-tv-serier som ’Horton-sagaen’.
Denne fantasifattigdom går også ud over Diops ekskone Claire og sønnen Raoul, der meget hurtigt glemmer alle deres kvaler med Diops kriminelle liv og pludselig kastes ud i et detektiv-plot for at opklare Diops død, som de mistænker for at være forfalsket.
Værst af alt gør sæsonen den ellers charmerende Diop til lidt af en stalker, der hjemsøger sin familie i en uigenkendelig forklædning som Raouls nye basketballtræner.
George Kay skulle nok have ladet tredje sæson forblive på tegnebordet lidt længere, hvis ikke bestandigt. Det mesterlige kupdrama fra de første to sæsoner bliver desværre tilsmudset af kedeligt og ligegyldigt fabriksarbejde.
Kort sagt:
Sæson tre med den franske gentlemantyv er en langsommelig og repetitiv affære, hvor den eneste formildende omstændighed er et rørende tilbageblik på Diops barndom.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 3.