Hvad er opskriften på et godt realityprogram?
Engang var svaret nok sex, drugs and rock’n’roll (og overvågningskameraer), men efterhånden kan det fængende format rumme alt fra dealbreaker-diskussioner om opvasketeknikker til fritidsbukser og vakkelvorne bivuakker.
Over sommeren har TV 2 haft en hitfabrik kørende med en decideret dagsordensættende sæson af datingprogrammet ‘Bachelorette’ og manipulationsøvelsen ‘Forræder’, der gjorde befolkningen uforholdsmæssigt investeret i nyhedsvært Tine Gøtzsches gaslighting-evner.
Det nye adventure-sats ‘Flokken’ skal til gengæld »vende reality på hovedet« ifølge kanalen.
Derfor handler det ikke om at være ‘alene i vildmarken’, men om at være … sammen i vildmarken.
Vi er godt nok kun to afsnit inde, men som det ofte sker med selvudnævnt grænsesprængende koncepter, føles det ikke særlig banebrydende at gøre det omvendte af noget velkendt.
Især ikke når det føles som lånte fjer. Et sammensurium af isolationsdelen af ‘Alene i vildmarken’, Amazon-formatet ‘The Bridge’s pengeorienterede brobygningsøvelse og ikke mindst DR’s Robinson’ske ‘Øen’, der faktisk var så fællesskabsorienteret, at oplevelsen i sig selv var præmien.
I ‘Flokken’ er der derimod én million til deling på højkant, som dingler rundt i små outdoor-flakoner, som hver enkelt deltager bærer rundt på. Når en af dem forlader programmet, mister gruppen et ukendt beløb.
Så når TV 2 melder ud i pressematerialet, at de vil starte en »samtale om fællesskabets vigtighed og betydning«, er det ikke helt ulig sammenhængskraften i det trashy Netflix-format ’Too Hot to Handle’, hvor deltagerne kan vinde en pengepræmie, hvis de kan lade være med at knalde hinanden.
I stedet for libido er det bare psyke, fysik og det mest røvsyge i verden – det »forpligtende fællesskab« – ‘Flokken’ bliver udfordret på.
En kedelig flok fritidsbukser
I det første afsnit møder vi halvdelen af programmets i alt ti deltagere, der bliver dumpet ned i den rå bulgarske natur helt i alene.
De aner tilsyneladende ikke, hvad de skal, men de vil gerne smide de byrder fra hverdagslivet, de har med i blazerlommerne og det upraktiske fodtøj.
Så småt skal de finde hinanden, blive en flok, finde ud af vildmarken, og til sidst skal de vist bruge en »meget tung redningsflåde« til at komme med den »uhåndterlige bagage gennem det farlige terræn«.
I hvert fald hvis man skal tro programmets plan og pr-materiale, der også oplister programmets tre »faser«, hvilket får ‘Flokken’ til at virke mere som en både ubehagelig og fortænkt teambuilding-øvelse end en underholdende reality-konkurrence.
Den højstemte præmis om, at de bliver overladt til elementerne helt business casual, dysses også ekstremt hurtigt ned igen, da deltagerne bliver udstyret med økser, et nødforråd af linser og dåsefisk og ikke mindst matchende lortebrune vandrebukser.
Snart ligner de alle hinanden i det samme gorpcore-kluns, og det er ærlig talt svært at vide, hvorfor vi skal kære os om lige præcis de her menneskers skævthængende presseninger, når de – som vi kender det fra andre programmer – improviserer shelters (‘Alene i vildmarken’, er det dig?).
Selvom en af deltagerne på et tidspunkt bare løber rundt og næsten ulvehyler »flokken«, er de også udstyret med walkie-talkier, som giver dem mulighed for at kommunikere og finde hinanden på tværs af de forladte 40 kvadratkilometers rå terræn.
Skvattende cast
Den helt store charmescoring i karaktergalleriet er 50-årige Hanne, der stolt bærer kælenavnet Quark, som hun fik af sin kone, fordi hun tidligt i deres forhold begyndte at prutte, når de lå sammen.
Vi møder også den »selvstændige forsikringsformidler« Amalie på 26, der hurtigt bliver udfordret, fordi der er myrer i hendes ‘Blair Witch Project’-lignende sovekammer af pinde.
Da hun ovenikøbet snubler, er hun meget tæt på at tage hjem. På dag tre har hun dog fundet fællesskabsgejsten og »lidt på en eller anden måde fundet ud af altså, at livet – det er sgu faktisk ikke ret meget værd (…), hvis ikke man deler det med andre«.
Et udsagn der er cirka lige så koncist som ‘Flokken’s altfavnende Guldlok-tilgang til at afprøve hele reality-landskabets udbud af naturformater og koge dem sammen til en grød af vildgæret ensomhed.
Den 31-årige ironman-dyrker Jan vil gerne befries fra sit »hamsterhjul«, der ekstremt urelaterbart består af at træne nonstop, gå tidligt i seng og ikke at kunne gå på McDonalds med familien. Man skal passe på med, hvad man ønsker sig. Han når knap nok at lægge sig til at sove i en uhyggelig bjørnehule, før han falder og river sin skulder af led og må hjem til Danmark igen.
Reality skal ikke redde verden
Her i den spæde start drukner ‘Flokken’s underholdningspotentiale i uldne ambitioner og metasnak rundt om de mennesker, der faktisk er i gang med et ganske imponerende projekt.
TV 2 lægger med deres selvrosende branding af programmet tydeligvis i ovnen til endnu en stor samlende samfundskommentar a la deres hit ‘Balladen om kolonihaven’, men misforstår, at det fede ved den dokumentar jo netop var det ekstreme i det normale.
I deres andre hitformater opstår magien netop inden for reality-rammernes falskhed. Som det brillante castingarbejde i ‘Bachelorette’, der skabte debat om mandeidealet. Rejseformatet ‘Først til verdens ende’, der leverede rendyrket backpacker-underholdning på godt og ondt.
‘Flokken’ begår samme fejl som DR’s ‘Vild kærlighed’, der tangerede ‘Paradise Hotel’, selvom det foregik i en svensk skov og på en tømmerflåde.
Det samlede reality-landskabs slamsugende forelskelse i adventure-underholdning vil hele tiden udstille 9-17-tilværelse som et fangenskab, der kan reddes med natur på recept.
Hvilket i længden føles lige så trættende frelst, som når man skal høre om nogens livsændrende Camino-tur, maratontræning eller totalt normale Pas Normal-bærende cykelbesættelse.
Hvem har sagt, at reality skal redde verden? Lære os at leve vores liv bedre? Hvad hvis man bare gerne vil have en pause fra sit eget efterårsvåde hamsterhjul uden at skulle tudes ørene fulde med halvbagte ideer om samfundets tiltagende individualisering?
Selvom der uden tvivl er enorm interesse for reality med regnbukser, viser ‘Flokken’, at der er grænser for, hvor mange forskellige idéer der er plads til i et vellykket stykke udflugtsunderholdning.
For her har producenterne simpelthen formået at begå et koncept med så meget hult udviklingspotentiale, at det kræver en diplomuddannelse i lederskab at forstå, hvad der egentlig er pointen.
Ovenikøbet med så mange inspirationskilder, at man næsten skulle tro, det var opstået som en form for komisk pastiche over vildnis-reality som genre.
Det er muligvis bare første fase, men om det bliver bedre undervejs, er ‘Flokken’ simpelthen for kedeligt et selvrealiseringsseminar til at finde ud af.
‘Flokken’ kan ses på TV 2.