‘The Killer’: David Fincher tager tykt pis på sig selv i sin konstant seværdige Netflix-thriller
Der løber en ambivalent fascination af mordere gennem David Finchers filmografi. Tænk bare på ’Seven’, ’Gone Girl’, ’Zodiac’ og ’Mindhunter’, hvor morderes lige dele grufulde og geniale ugerninger iscenesættes med et nærmest overmenneskeligt skær.
Indtil videre har Fincher primært observeret morderne på afstand gennem de besatte detektivtyper, der opsluges af de noget nær perfekte skaberværker, som udtænkes af de forskruede psyker.
Men i ’The Killer’ viser Fincher, at han faktisk har langt mere til fælles med morderne, end hans fokus på opklaringsarbejdet tidligere har foregivet.
Michael Fassbender har en af sine bedste roller længe som titlens fåmælte og anonyme lejemorder, der i filmens mesterlige åbningssekvens har etableret sig i et forladt WeWork-kontorområde i hjertet af Paris.
Dag og nat har han kikkertsigtet rettet mod en rigmands panoramavindue, hvor gardinerne når som helst kan gå fra. Ventetiden går med minutiøs forberedelse, yogaøvelser, meditation og skamlytning af ’The Smith’s musik.
Som genrekoderne foreskriver, lever den navnløse lejemorder en asketisk og disciplineret tilværelse med kedsomheden og en konstant indre tankestrøm, der i voiceover forklarer hans kyniske livsfilosofi, som sine eneste følgesvende.
Nogle af hans dogmer lyder: »Foregrib, undlad at improvisere«. »Spørg hele tiden dig selv: ’Hvad får jeg ud af det?’«. »Undgå at føle empati«.
Indimellem lirer han statistik af, som beskriver den globaliserede verdens eksistentielle modløshed. Eksemplificeret ved antallet af overvågningskameraer i Airbnb-lejligheder og den hastigt accelererede fødselsrate over for dødsrate.
Lejemorderens virkelighed er kogt ned til simpel mekanik og logistik. Han stiler efter at være et tomt hylster, blottet for følelser og holdninger. Men han længes efter at være kreativ, bedyrer han. At begå det perfekte mord uden at forfalde til rutiner.
Han fastslår, at vi alle sammen lever for at dø. Så hvad gør et menneskeliv fra eller til? Meget, skal det vise sig, da først hans nøje tilrettelagte mord slår fejl i et øjebliks uopmærksomhed og tvinger ham til at tænke kreativt. »Hvad ville John Wilkes Booth gøre?«, spørger han sig selv.
Resten af filmen må han rejse kloden tyndt for at rydde op efter sin fiasko, der får griske pengemænd til at sende lejemordere efter hans latinamerikanske kæreste.
’The Killer’ er opsat på ikke at stryge tilskueren med hårene. Spændingskurven bliver hyppigt opbrudt til fordel for episodeinddelte vignetter, der giver lejemorderen mulighed for at fremvise forskellige facetter af sit talent.
I stedet for at skabe (endnu) en overlegen thriller bekender Fincher sig her til en satirisk udstilling af, hvor tomme hovedkarakterens lommefilosofiske floskler om kontrol egentlig var, når han tvinges til at forbryde sig mod dem én efter én.
Jeg må indrømme, at jeg først var en smule undervældet. For en David Fincher-film føltes ’The Killer’ underligt afmålt og generisk. Men måske er det netop mesterinstruktørens mission: At lave en skarptskåret genrefilm, der ikke tager sig selv for alvorligt.
Det er nemlig svært ikke at se Fincher selv i hovedkarakteren. Den navnløse lejemorder er en kontrolfreak i samme liga som instruktøren, der er notorisk kendt for at optage enkelte indstillinger op mod 100 gange, før han ser sig tilfreds.
Hovedkarakteren bilder sig selv ind, at han står hævet over masserne. At han ser igennem det globale, storkapitalistiske system, der omslutter ham, og på en måde står uden for det. Indtil han indser, at han ikke er meget bedre end den tyske turist, han har modelleret sit undseelige udseende efter, fordi »ingen har lyst til at interagere med en tysk turist«.
Finchers film har altid forholdt sig kritisk over for senkapitalismen og den moderne medievirkelighed, og i ’The Killer’ udvider han kritikken til tidens identitetsløse gig-økonomi, styret af globale platforme. Der synes at ligge en oplagt parallel til Finchers parløb med Netflix, hvor selv en feteret auteur af hans kaliber ikke kan se sig fri af markedsdynamikkerne.
I ’The Killer’ skildrer Fincher denne vekselvirkning med et fokus på lejemorderens afhængighed af globale virksomheder. WeWork, McDonald’s, kontaktløse opbevaringsrum og Amazons pakkeservice spiller alle en afgørende rolle i hans modus operandi.
Spiller Fassbender i virkeligheden et kunstnerisk individ fanget i et forbrugersamfund, hvor kreative visioner undertvinges til fordel for det generiske? Undervejs i filmen begynder han i hvert fald at stille flere og flere spørgsmål til sig selv og sit virke. Penge har han jo nok af, så hvorfor bliver han ved med at leve for det næste job?
Sådan synes filmen på afstand at få mere tyngde som en slags uprætentiøs og humoristisk kulegravning af kunstnerens livsvilkår i streamingæraen.
Det er konstant seværdigt, men jeg savner nu alligevel Finchers velmagtsdage á la ’Zodiac’, ’The Social Network’ og ’Gone Girl’.
Kort sagt:
Som satire over kunstnerens livsvilkår i streamingæraen vinder David Finchers Netflix-film ’The Killer’ en del tyngde. Men som rendyrket spændingsfilm fra genrens mester er det svært ikke at blive en smule skuffet.