’A Murder at the End of the World’: Jeg blev hooked af ny krimiserie på Disney+ – men endte med at føle mig snøret
Weekendavisens Johannes Fogtmann introducerede sidste år et meget rammende begreb i forbindelse med sin anmeldelse af ’Borgen: Riget, Magten og Æren’: Mindmaprealisme. En metode, som formentlig foregår således:
En række kreative auteur-bananer stimler sammen foran et whiteboard og kradser aktuelle tematikker ned på den blanke overflade. For det Disney+-aktuelle krimidrama ’A Murder at the End of The World’ er det: Kunstig intelligens, Fremmedgørelse, Kvindehad, Sociale medier – godt/dårligt, Giftig maskulinitet, Vækstparadigmets absurditet, Klimakatastrofen, Psykiske lidelser og lidt mere hist og pist.
Man omslutter begreberne med en oval boble og begynder at trække streger. Stregerne er fortællingen. For at lande perfekt på slutfeltet må alle boblerne forbindes.
Under den konceptuelle dyne er handlingen således: Den smarte og smukke og unge Darby Hart (Emma Corrin) slår sig sammen med den smarte og smukke og unge Bill Farrah (Harris Dickinson) i forsøget på at finde en morder, der har dræbt et mindre dusin uidentificerede kvinder. De lykkes med forehavendet og går hver til sit.
Darby skriver en bog om forløbet. Bogen bringer hende i søgelyset hos den excentriske multimilliardær Andy (Clive Owen), der inviterer hende til sit private ferieresort på Island. Her skal hun – sammen med en nøjere selekteret skare af innovatører, skabere og visionære ’genier’ – være med i en forlænget kursusweekend, der skal redde verden fra den forestående klimakrise.
Andys kone er i øvrigt Darbys store idol: Den kvindelige hacker Lee. Bill er også inviteret. Om 40 minutter er der nogen, der dør. Så har vi balladen.
Og sikke en velkomponeret ballade det er. Ikke så snart mistænker man den ene, før mistilliden skydes over på den anden. Det er fint. Det er genrens bindevæv: tvivlen og uransageligheden. Publikums spænding skal fastholdes.
Det problematiske er, at koncepterne også svinger rundt i alle verdenshjørner.
Serien er skabt af Britt Marling og Zal Batmanglij, der tidligere stod bag den mystiske Netflix-serie ’The OA’. Deres nye serie vil helt klart sige noget. Det er mindmaprealismens ypperste kendetegn. Du kan mærke den prædikende pegefinger snige sig op i det usigelige afløb, mens du strammer ballerne for at hindre, at moralen punkterer fiktionens nødvendige integritet:
At du overværer levende mennesker og ikke et hav af figurer i en orkestreret 5. klasses-teaterforestilling, der afslutter hele herligheden med at holde et papskilt op over hovedet, hvor budskabet er fingermalet med tiloversblivende farver fra billedskunstlokalet.
»Heal the World«/»Be kind«/»We are one«.
Det underlige ved ’A Murder at the End of the World’ er, at jeg kan se skiltet og farverne. Men jeg forstår ikke teksten. Jeg er i tvivl om, hvorvidt den selv forstår det. Yderligere mystifistisk/mistrøstigt bliver det, når serien samtidig formår at fastholde min opmærksomhed alene ved at være teknisk overlegen.
Der er nemlig ikke en finger at sætte på scenografien, lydsiden eller kameraarbejdet. Dialogen er spændende nok til at drage mig tættere. Skuespillet vakler få steder, men står stærkt, når særligt Emma Corrin, Harris Dickinson, Alice Braga og Clive Owen er på skærmen. Det hele lyder godt, ser godt ud og glider nemt ned. Og eftersom identitetsforvirringen først indfinder sig omkring tredje afsnit, sad jeg vitterligt og frydede mig efter de første to.
»Det her er originalt«, tænkte jeg. Særligt kunne jeg lide tempoet. Langsommeligt. Kameraet bliver i scenerne. I en af de første sidder Bill og synger i en bil, mens Darby langsomt tør op og stemmer i. Stille og roligt. Sårbart og ægte. Jeg var hooked.
Og jeg blev ved med at være ’hooked’, men snarere som en fisk, der giver op og lader sig trække i land af de veltilrettelagte omdrejninger med fokus på udmattelse og timing. Giv line, rul ind. Giv line, rul ind. Og som fisken sagde til sig selv, før skæftet på opsprætterkniven dejsede ned mod dens skælblanke isse:
»Jeg bed på og føler mig snøret – men det føltes vigtigt undervejs«.
Fisken dør. Vi lever videre. Kendsgerningen består: Hvis jeg havde hængt vasketøj op i stedet for at se ’A Murder at the End of the World’, ville jeg have haft tørt vasketøj.
Kort sagt:
’A Murder at the End of the World’ er en ok serie om alt muligt, der efterlod mig med en ok fornemmelse af ikke så meget.
Anmeldt på baggrund af hele serien.