EN CHANCE TIL. Buddy cop-filmen er en skabelondrevet størrelse.
Man ved, at filmens hovedpersoner starter som uvenner med forskellige perspektiver og psykologiske grundindstillinger. Man ved, at deres bånd vil blive styrket i løbet af filmen, at de tørner sammen i en konflikt i anden akt og genforenes forud for den tredje, hvor konflikten med filmens skurk forløses i dramaturgiens zenit, og fundamentet støbes for en ny installation.
Hvad dette angår, sår ’The Nice Guys’ fra 2016 ikke nye frø i genrens muldjord. Til gengæld er den, hvad buddy cop-film sjældent bliver: morsom. Dens originalitet består ikke i at fucke med formatet, men i at arbejde inden for rammen med en legesyg forkærlighed for det absurdkomiske.
Måske var det denne idiosynkrasi, der resulterede i filmens flop. Måske var det dårlig markedsføring. Måske var der for lidt Kevin Hart. Sikkert og vist er det, at en af nyere filmhistories bedste komedier blev overskygget af bipspils-filmatiseringen ’Angry Birds’, Seth Rogens ’Bad Neighbours 2’ og superheltefilmen ’Captain America: Civil War’, der stadig kørte på damp fra sin indledende succes.
En treenighed af franchising, der baserede sig på eksisterende koncepter.
På højde med ‘In Bruges’
Og det er nok den reelle årsag til problemet: ’The Nice Guys’ var skabt fra bunden. Et originalt manuskript med originale karakterer, der ikke havde figureret som tegneseriefigurer, pixelerede silhuetter eller madkasse-maskotter. Selvom den arbejdede inden for et kendt format, var Shane Blacks eksperiment grundlæggende en anonym pony i et væddeløb mellem sponsorerede fuldblodshingste.
Shane Black er manden, der debuterede med ’Kiss Kiss Bang Bang’ (2005), som er bredt anerkendt for at være en af de bedste buddy cop-krimikomedier nogensinde, og som desuden markerede Robert Downey Jr.’s reinkarnation fra misbruger til skuespiller og anlagde hans kurs mod Hollywoods øverste hylde, da han tre år senere trak i den ikoniske jerndragt.
Således skulle man tro, at publikums tiltro til Blacks evner ville resultere i en større succes for ’The Nice Guys’, der står som en spirituel efterfølger til hans første film. Men ak: Selvom det er tydeligt, at filmen lægger op til en efterfølger, var dens finansielle fiasko for graverende til, at pengemændene turde fortsætte fortællingen.
Og det er ikke fair. ’The Nice Guys’ er nemlig helt på højde med de moderne sværvægtere inden for kammesjuk-kanonen såsom ’Men in Black’ (1997), ’Hot Fuzz’ (2007) og ’In Bruges’ (2008). Den fortjener en chance til.
Komediespil i mesterklasse
Det er umuligt at lovprise De Rare Fyre uden at nævne fyrene selv og mændene bag: Ryan Gosling og Russell Crowe, der leverer komedieskuespil i mesterklasse.
Gosling spiller en uduelig privatdetektiv der har born to lose indgraveret i sit mistrøstige stjernetegn. I den første scene forsøger han at tiltvinge sig adgang til et aflåst lejlighedskompleks, blot for at skære underarmen op på glasset i døren. Han dratter ned i tre skraldespande og befinder sig – to sekunder efter – i bagenden af en blinkende ambulance iført iltmaske, mens to sygeplejersker forsøger at holde hans blodfattige vildelser til et minimum.
Crowes karakter er omvendt en brutal bølle, der går fra dør til dør og uddeler tæv til trøstesløse skyldnere. Det er sådan, de mødes. Crowe banker Gosling. Herfra tager handlingen… egentlig ikke fart. Det underholdende aspekt ved ’The Nice Guys’ er, at hovedpersonerne ikke ved, hvad de laver. For det meste render de planløse rundt i 70’ernes Los Angeles og falder over ledetrådene i et plot, som er lige så usandsynligt, som det er irrelevant.
Filmens styrke er dens kavalkade af enkeltstående momenter, som hele tiden tangerer det absurde uden at falde i den uinteressante Monty Python-gryde af total gakgak. Momenter, som logisk set er unødvendige for plottet, men sammenlagt gør ’The Nice Guys’ til en tiltrængt saltvandsindsprøjtning i en genre befæstet med slick-talking og standardjokes.
Her er en af dem:
En rygende humlebi på bagsædet
Det umage makkerpar kører bil på en forladt motortrafikvej, da Goslings karakter bekendtgør, at han er ved at falde i søvn bag rattet. Men det gør ikke noget, siger Crowe. Bilen kan køre sig selv. Han skal bare give slip. Gosling fjerner hænderne fra rattet. Det vidste han ikke, at den kunne, tilføjer han og tænder en cigaret. Det kan alle biler, svarer Crowe.
»Yeah, idiot. You didn’t know that?«, lyder det fra bagsædet, hvor en to meter høj humlebi sidder og ryger en cigaret.
»What do you know?« svarer Gosling. »You fly everywhere. You don’t even drive«.
»Yeah whatever. I used to fly all the time, but now with all the smog, it’s just disgusting, man. The pollution is out of control. All the bees are riding around in cars these days«.
Hvilket er en god pointe, indtil Gosling vågner fra sin feberdrøm, bilen havarerer, og pengekufferten sprættes op, så sedlerne daler fra himlen som løvfald. Men der er noget galt med pengene. Og således er de to tumper atter på sporet af en handling, der er mindre vigtig end det sammensurium af kreative enkeltscener, som sammenlagt gør ’The Nice Guys’ til et underkendt mesterstykke.
Stærkt båret af et originalt manuskript og en Crowe og Gosling med sitrende kemi og et komisk urinstinkt, der puster fornyet sjæl i en udmagret genre.
’The Nice Guys’ kan ses på TV 2 Play, C More, Blockbuster og Viaplay.