’Georgies verden’: Prisvindende ungdomsfilm vækker minder om ’Hushpuppy’ og ’Aftersun’
I et slidt, engelsk boligkvarter bor Georgie. Hun er alene i sit hus, rydder op, fikser pyntepudder og vasker tøj. Sammen med sin ven Ali går hun på cykeljagt og slæber cykler med nu ødelagte låse hen til en garage, hvor en shady cykelhandler køber dem for småpenge (»alle elsker Tour de France«, argumenterer de, »når det starter, vil alle have en cykel«).
Hun får den lokale kioskmand til at indtale beskeder, som hun kan bruge til at snyde de sociale myndigheder, når de ringer og spørger efter Winston Churchill – den onkel Georgie har sagt, hun bor med.
Georgie er 12 år og forældreløs. Hendes mor er død, og alt det rydden op handler mest af alt om, at huset skal se ud præcis, som det gjorde, da hun stadig levede. Hendes far flygtede fra ansvaret, mens han stadig kunne.
Det lyder forfærdelig tragisk, men ‘Georgies verden’ (‘Scrapper’), som er instruktør Charlotte Regans debutfilm, prisvinder ved Sundance Film Festival, fortæller historien om Georgie med humor, charme og optimisme. Den klassiske britiske køkkenvask-realisme, som fokuserer på livsvilkårene for briten i arbejder- eller lavmiddelklassen, får her et skud af noget, voksne nok vil kalde magi, men som for Georgie er den nødvendige virkelighed, når hun skal klare sig alene: halvt fantasi, halvt fakta.
Hun og Ali får timer til at gå ved at ligge i græsset og give stemme til de insekter, der bor i huset. Men om aftenen sniger Georgie sig ud for at være alene med sin telefon og de videoer, hun har gemt af tiden med sin mor. Og i et aflåst rum er hun ved at bygge noget af de cykelrester, hun ikke kan sælge, som skal hjælpe hende med at flygte.
Og så en dag står der pludselig en fremmed mand uden for hendes dør. Det er selvfølgelig hendes far, en ung, platinblond mand, der indtil for nylig boede på Ibiza med sine mates. Hans datters første reaktion er at forsøge at låse ham ude. Men faren Jason bliver hængende og viser sig, på godt og ondt, at kunne leve sig ind i Georgies børnefantasier.
Som fortælling om et forhold mellem far og datter minder ’Georgies verden’ både om sidste års ’Aftersun’ og om den ældre ’Hushpuppy’. De har alle også det til fælles, at de giver plads til et barnesyn på livet og et barns oplevelse af for første gang at sørge, at være den, der har ansvar, og at opdage, at verden nogle gange er et fjendtligt sted.
Georgie spilles af debutanten Lola Campbell, som på enestående vis indfanger både alvoren og det hårde ydre, men også humoren og legen. Selv over for Harris Dickinson (’The Triangle of Sadness’, ’Hvor flodkrebsene synger’) der spiller Jason, stjæler Campbell opmærksomheden.
Relationen mellem far og datter, der begge langsomt finder sig til rette i deres nye roller, er fin at følge, men ’Georgies verden’ virker en smule usikker i sin fremstilling af, hvad modstanden i historien egentlig er.
Det er åbenlyst, at de sociale myndigheder og skolen er inkompetente, men de er mere en sten i skoen end det egentlige problem. Jason har en del at lære om at tage ansvar på sig, men alligevel virker det til, at Georgie er den, der har ansvaret for at få forholdet til at fungere. For mig går det dårligt sammen med den feel good-agtige tone, filmen slår an.
Det er dog sjældent, at så meget charme er blevet presset ind på en time og 20 minutter. Det lover godt for både Lola Campbells og Charlotte Regans kommende film.
Kort sagt:
Georgie er forældreløs, lige indtil hendes forsvundne far banker på døren, og deres relation er en fin skildring af to barnlige sjæle, der finder hinanden.