EN CHANCE TIL. 65 kilos Timothée Chalamet som krigsførende konge af England, lagt sammen med Robert Pattinson som fransk tronarving, viklet ind i et gammelt Shakespeare-stykke, filmisk genfortolket af en instruktør, der er notorisk kendt for langsommelighed?
Jeg sagde ’Nej tak’ i tre år, før jeg endelig fik set David Michôds ’The King’ fra 2019. Også fordi den hensygnede i offentlighedens opmærksomhed som den næste i rækken af bombastiske kongefilm.
2017 – ‘King Arthur – Legend of the Sword’ med Charlie Hunnam som konge
2018 – ‘Outlaw King’ med Chris Pine som konge
2019 – ‘The Lion King’ med Mufasa som konge
Og så bare: ’The King’. Med en brødebetynget Timothée Chalamet i kolde slotshaller under en stålgrå himmel, som fik premiere på det store Netflix, hvor den ikke stak ud som noget særligt.
Men det er den: En antikrigs-middelalderkrigsfilm proppet med syngende kammerspilsdialog, der tager det bedste fra sit dramaturgiske ophav uden at blive for fremmedgørende i sin poesi. En film, der punkterer det pompøse og slagkraftige i jagten på en eksakt fortolkning af hårdhændede realiteter.
Middelalderdueller i fuld armering ligner mere brydekampe end krydsende klingers ballet. Det afsluttende Coupe De Grâce leveres af skarpe dolke, stukket ind mellem pladerustningens revner og sprækkerne i det kogte læder – gentagne gange, som skulle man slagte et bæltedyr på tid. En belejring tager flere dage og foregår bedst på afstand. Her er krig hverken poetisk eller ærefuldt, men brutalt, beskidt og ulækkert. Ofte er det ikke engang nødvendigt. Alligevel er det uundgåeligt.
Stoltheden og ærens morbide følgesygdom.
Den, der tøver, vakler
Hvor film om erobringer ofte sætter fokus på den historiske handlings grandiose aspekt og kontrasterer dette med magtmenneskets private mindreværd, er ’The King’ anderledes opsat.
Kong Henry den femte (Chalamet) vil helst kaldes Hal og være i fred – drikkende, dansende, horende, sovende – langt væk fra magten og ansvarets centrum. Han foragter sin far, Henry Den Fjerde (Ben Mendelsohn), for at have splittet sine alliancer under alderdommens krigsberedte paranoia snarere end at forsøge at forene riget i fred og fordragelighed. Og kongen hader Hal og ønsker i stedet, at hans lillebror Thomas (Dean-Charles Chapman) bliver den femte.
Således drager Thomas ud på faren hævntogt for at skabe et navn for sig selv. Men Hal elsker sin bror, og for at redde ham fra krigens rædsler rider han ind på slagmarken og standser troppernes konfrontation ved at vinde en duel over modpartens adelige hærfører. Problemet er bare, at Thomas ikke føler sig frelst fra grusomhed. Han føler sig snydt for æren. Før Henry Den Fjerde dør af sin sygdom, har Thomas mistet livet på en ny slagmark.
Hal er knust. Men den kongelige rådgiver William (Sean Harris) overbeviser ham om blodsbåndets skæbne: »You must be king«. For folkets skyld.
Og således bliver Hal til Henry. Kronet og salvet i forhåbningen om at bringe fred til riget, indtil krigen atter presser sig på som en invasiv svulst. For til den store banket har Frankrigs konge sendt en gave: En lille bold, som en hån mod Englands »drenge-konge«. Kort efter sendes en morder. Til sidst er der ikke andet at gøre: Hvis England skal overleve, må den vise sin styrke over for Frankrigs fornedrelser. Den, der tøver, vakler.
Krigens depressive absurditet
Hal sejler over den engelske kanal med sin hær og det kongelige kabinet. Den eneste, som han virkelig stoler på, er ham, han har taget med hjemmefra: Den garvede og fordrukne krigsveteran Falstaff (Joel Edgerton), der ligner en mand, som er vendt tilbage til et gammelt mareridt, hvis forløb han allerede er bekendt med: Mennesker slagtes for mennesker, der ser sig selv som mere.
’The King’ er filmen, der fik mig til at forstå hypen omkring Timothée Chalamet, som fremstår lige så autentisk, når han spiller sorgfri bachelor, som han gør som fremstormende leder på slagmarken og ruminerende diplomat i de kongelige gemakker.
Hans tale til de engelske tropper er en af de bedste filmtaler, jeg har set. Chalamets præstation alene giver gåsehud, både fordi talen er leveret med passion og hjerte, og fordi vi som publikum ved, at han opgejler en fortrop, som er forudbestemt til at dø.
Joel Edgerton og Sean Harris underspiller fantastisk, siddende på hver af kongens tyngede skuldre, mens Robert Pattinson omvendt excellerer i en tegnefilmkarikeret version af den franske arvefølger, der med barnagtig sadisme mobber og piner den engelske konge i få, men mindeværdige scener.
Det, der fik mig til at overse ’The King’ så længe, er præcis det, der gør den god. Den behandler en imposant og storskrydende genre med en nøgtern langsommelighed, der giver krigens absurditet et retmæssigt depressivt skær.
Den jagter ikke de store scener, lovpriser enorme mænds imposante vovemod eller spinder psykologiske profiler af megalomaniens slagside. ’The King’ handler bare om en konge, der blev tvunget til at gå i en krig, der forekom at være nødvendig for freden. Indtil den næste. Indtil den sidste.
’The King’ kan ses på Netflix.