EN CHANCE TIL. Hvornår er en film et flop?
På papiret er Sofia Coppolas store blankocheck-kostumedrama ’Marie Antoinette’ så afgjort ikke en fiasko – om end heller ikke en dundrende succes.
Den idiosynkratiske biopic om Frankrigs forhadte kransekagefigur, der røg i guillotinen under Den Franske Revolution for sin dekadence, tog fortjent en Oscar-statuette hjem for bedste kostumedesign i 2007.
Den blev ganske vist mødt af buhen og hujen til Cannes-premieren, men mere spændende kritikere som Roger Ebert kaldte filmen et mesterværk. Hvad vigtigere er, så indtjente ’Marie Antoinette’ 60 millioner dollars på verdensplan på et 40 millioner dollar stort budget. Læg oven i hatten at filmen udkom på højden af dvd-salg, og der var næppe nogen på Coppola-vingården, som gik sultne i seng det år.
Men alt er relativt, og for mesterinstruktøren bag indiedarlingen ’The Virgin Suicides’ og megahittet ’Lost in Translation’ var alt andet end et homerun på det tidspunkt en komplet falliterklæring.
Nejsigere brugte filmens splittede modtagelse samt ringe amerikanske indtjening (blot 15 millioner dollars) som undskyldning til endelig at smide farmand Francis Ford Coppolas forkælede kanariefugl på møddingen.
Én kritiker gik så langt som at anklage hende for at bruge kameraet som sit eget spejl. Nogle vil kalde det at være selvrefleksiv, men Coppola er naturligvis heller ingen Trier (læs: en mand).
Nepobaby-diskursen har domineret endnu en gang disse år, og selvom der er masser af legitime måder at kritisere Hollywoods indspisthed på, virker kritikken af Coppola særligt spids og kønnet. Som dronningen, der (angiveligt) foreslog sit folk at spise kage, kan attestere, er eftermæle alt. Og den hygge-misogyne nedsabling er desværre blevet ’Marie Antoinette’s.
Sofia Coppola tog efterfølgende tilbage til indiestalden med det personlige drama ’Somewhere’, og selvom hun har instrueret mange film siden, har hun ikke fået det samme kommercielle frirum, som ’Marie Antoinette’ gav hende. Hendes storroste aktuelle ’Priscilla’ har et halvt så stort budget.
Men her i ’Barbie’s år anno 2023 er det på høje tid at fravriste ’Marie Antoinette’ fra de bedagede kritiske røster. For Coppolas mest ambitiøse værk fortjener at krones som dronningen af pinkpop-feminisme snarere end at halshugges i mikroaggressionernes guillotine.
Teenageværelse i Versailles
Som et kløgtigt metagreb begynder filmen med et billede af Marie Antoinette, som vi alle kender fra historiebøgerne: Røven plantet på en divan, omringet af flødekager og med blikket dovent rettet ind i kameralinsen.
Med tesen om at hun aldrig sagde »lad dem spise kage«, lader Coppola fra dette udgangspunkt kameraet glide ind bag Versailles’ sale til Antoinettes private gemakker. Her portrætteres hun som noget så ordinært som en teenager, der blot prøver at finde sin vej i en nøje brolagt verden.
Coppola tager udgangspunkt i sit eget teenageværelse med indstillinger inspireret af Guy Bourdins modefotografier, alt imens stylingen hentes fra 80’ernes britiske new wave-bands som Adam and the Ants.
Farvepaletten holdes i mintgrøn, støvet gul og magenta, som sammen med det anakronistiske soundtrack sender det 18. århundredes Versailles ind i det nye årtusinde.
Teenagebruden, der som 14-årig giftes væk til den franske dauphin Louis XVI (Jason Schwartzman) for at sikre en alliance mellem Østrig og Frankrig, er perfekt gestaltet af Coppolas muse Kirsten Dunst. Hun personificerer den sadgirl ennui, som allerede i 2006 var blevet instruktørens varemærke.
Antoinette bader sig i morgendisens bløde solstråler, mens hun mut kigger op i sin himmelseng. Hun danser og fester, til solen står op på hendes 18-års. Og hun fniser fjoget og nyforelsket af en smækker, svensk soldat spillet med suave og overskud af Jaime Dornan.
Uden sidestykke
På lignende vis clasher verdner og stilarter, da Coppola filmer sin svinedyre Hollywood-produktion, som var det et personligt indiedrama.
Fotograf Lance Acord stiller skarpt på Dunsts minutiøse ansigtsmimik, som er trukket op i en konstant apatisk grimasse. Filmens mest ikoniske scener, hvor champagne, jetoner og de gode tider flyder, står i kontrast til den grufulde virkelighed, der spøger lige uden for kameraets åsyn og Versailles’ murværk, og som langsomt sniger sig ind i kongefamiliens luftkastelstilværelse.
Herigennem lægger Coppola ikke fingrene imellem, når Antoinette fremvises som et verdensfjernt fjog i sin hermetisk lukkede østers.
Hun fortæller frejdigt sit borgerlige teselskab om Rousseau, får frisk mælk og æg fra sin Morten Korch-miniaturelandsby og klapper dorskt ad operaforestillingen ’Figaros bryllup’, alt imens pøblen sliber høtyvene og gør guillotinerne klar.
Måske det er dette satiriske skel i stil, som fik nogle kritikere til at kalde filmen overfladisk og luftig som en eclair.
Filmen efterlod sig heller ikke et synderligt aftryk i vores samtids portræt af den ikoniske dronning.
Alene i år har hun optrådt i to film. Begge omhandler tyranske stormænd, der lader verden styrte i grus omkring sig for at bibeholde sin magt og stand. Og i ’Napoleon’ såvel som Pablo Larraíns ’El conde’ bruges hendes indledende halshugning på skafottet som et kedsommeligt varsel om, hvad der sker med eliten, når den ikke varetager sin stand hos almenfolket.
Sofia Coppola går helt uden om guillotinen. I stedet giver hun dronningen et sjældent øjebliks værdighed, da hun kaster et sidste nidkært blik over det slot, som var hendes hjem og fængsel så længe.
I den henseende er ’Marie Antoinette’ stadig komplet uden sidestykke.
’Marie Antoinette’ kan ses på Viaplay.