8. ’Somewhere’
En midaldrende skuespiller, der har mistet gnisten og føler sig fremmedgjort, forandres af et venskab med en yngre kvinde.
Dén beskrivelse passer lige så præcist på Coppolas ’Lost In Translation’ (se længere nede), som den gør på ’Somewhere’. Og hvis førstnævnte er det reneste destillat af idéen, så er sidstnævnte det restprodukt, der var tilbage.
Stephen Dorff spiller Johnny Marco, hvis vanlige selskab af smukke kvinder og Los Angeles’ underverden af håbefulde skuespillere pludselig byttes ud med hans 11-årige datter Cleo (Elle Fanning). Én af Sofia Coppolas største styrker som instruktør er, at hun dvæler ved det trivielle og med sin sans for stemning og detaljer gør det kedelige interessant. Det er flere scener i ’Somewhere’ gode eksempler på, som når Johnny sidder i et kostumerum og vente på den gips, han har i ansigtet, skal tørre, eller de smukke scener mellem far og datter, hvor de spiller guitarhero, leger teselskab under vand og spiser pocherede æg.
Der er dog ikke meget ved Johnnys deroute, der føles originalt, og man venter forgæves på, at han skal vise sig som andet end en stereotyp drukkenbolt. Derfor ender filmen med at føles som mere form end indhold.
7. ’A Very Murray Christmas’
Det er juleaften, og Bill Murray (som sig selv) skal være vært på et juleshow, han på ingen måde har lyst til at associeres med. Heldigvis for ham går alt, hvad der kan gå galt, galt, og han ender i stedet i hotelbaren, hvor han afholder et improviseret bryllup, inden han falder i en dyb vodkasøvn.
’A Very Murray Christmas’ er noget rod. Men med sin underspillede humor formår Coppola at gøre rodet charmerende og leverer et tiltrængt skud kynisme og selvironi oven på en sukkersød december. Hun hjælpes godt på vej af Murray og en perlerække af skuespillere, hvoraf halvdelen trækker tråde til hendes andre film (Jason Schwartzman, Murray, det franske band Phoenix) og den anden halvdel (George Clooney, Miley Cyrus, Michael Cera, Chris Rock, Amy Poehler) bare er Coppola, der flexer sin mangefacetterede smag og sans for popkulturelle referencer.
6. ’The Beguiled’
Nicole Kidman, Kirsten Dunst og Elle Fanning spiller i ’The Beguiled’ over for Colin Farrell, der som den sårede soldat John McBurney søger hjælp ved deres pigeskole under den amerikanske borgerkrig. At tage imod ham er på én gang risikabelt og en velkommen adspredelse, og altså opstår der med det samme intense seksuelle spændinger i det lille hus, hvor kvinderne holder sig isolerede. Som sengeliggende er soldaten i en meget sårbar position, og dét skift i magtforholdet mellem kønnene understreger filmen ved at fortælle historien fra kvindernes synsvinkel, i stedet for at benytte bogforlæggets oprindelige mandefortæller.
Coppola blev med ’The Beguiled’ den anden kvinde i historien, som har vundet prisen for bedste instruktør ved Cannes Film Festival. Prisen skal måske mere tolkes som et stempel på hendes karriere end på denne film, for selvom den er smuk, er det slet ikke her, hendes evner kommer bedst til udtryk. Der er mere alvor og mindre fantasi end i hendes øvrige film, og den ender med at føles monoton.
5. ’On the Rocks’
I én af Coppolas nyere film spiller yndlingen Bill Murray den chauvinistiske far Felix, der i en blanding af idioti og misforstået omsorg får overbevist sin datter om, at de bør udspionere hendes mand og hans potentielle elsker.
I en sportsvogn med kikkert som udstyr og kaviar som snack følger de efter ham, men missionen er lige så meget en tur gennem New Yorks finere beværtninger, hvor Felix med sin charme, sit navn og sin old money-attitude smyger sig ud af problemer og indvier sin datter i sine teorier om monogamis naturstridighed og den videnskabelige forklaring på, hvorfor mænd foretrækker unge kvinder.
’On the Rocks’ udkom i kølvandet på #Metoo og er den af Coppolas film, der mest tidstypisk og eksplicit handler om køn, parforhold og det paradoksale møde mellem en ældre generations indskrænkende, men tydelige kønsroller og en yngre generations frie, men famlende søgen efter normer.
Vi er ikke midt i en eksistentiel krise eller i et periodedrama, men snarere på Coppolas egen banehalvdel i den velstillede del af New York, og måske derfor er ’On the Rocks’ ikke hendes mest udfordrende eller iøjnefaldende film.
Men som altid er hendes blik for kvindekarakterer i mandeverdener skarpt og hendes fortællestil charmerende.
4. ’Marie Antoinette’
»Lad dem spise kage«, skulle den franske dronning Marie Antoinette have sagt. Ordene er med hende blevet symbolet på den dekadence og grådighed, som førte til den franske revolution. Men faktisk er der intet bevis på, at hun nogensinde har sagt det.
Sofia Coppola udfordrer med ’Marie Antoinette’ det billede, der tegnes af dronningen i folkeskolehistoriebøgerne. Her møder vi Marie Antoinette (Kirsten Dunst), da hun som 14-årig bliver placeret på Versailles og troloves med den kommende konge Louis XVI (en fantastisk akavet Jason Schwartzman), der hellere vil tale om sine hjemmelavede nøgler end at hjælpe hende med at producere en arving.
I ’Marie Antoinette’ ses alt i lyset af denne udveksling, hvor hun som brik i et storpolitisk spil ufrivilligt bliver gjort til teenagedronning. Mere interesseret i fester, kage, kjoler og champagne end i kongelige forpligtelser og mere optaget af sig selv end af verden udenfor – for det er man, når man er 14. Filmen kombinerer overdådige 1700-tals kjoler med Converse og et soundtrack af New Order, Aphex Twin og The Strokes og er allerbedst, når den giver sig hen til dronningens absurde teenageliv, hvor hun fester til den lyse morgen med sit kongelige følge.
3. ’The Bling Ring’
I løbet af 2008 og 2009 begik en gruppe unge indbrud i op mod 50 forskellige Hollywood-huse. Deres ofre blev valgt efter, hvem der gik i det flotteste tøj, og således blev blandt andre Paris Hilton, Orlando Bloom, Megan Fox og Lindsay Lohan bestjålet. Den historie har Coppola lavet en virkelig underholdende, overdrevet og provokerende film ud af.
I ’The Bling Ring’ genfortælles teenagetyvebandens historie på samme måde, som Marie Antoinettes blev – ikke for at vække vores sympati, men for at vi skal forstå dem en smule bedre. Hovedpersonerne er forkælede, snobbede og materialistiske, de er ikke fattige, bare ikke rige og berømte nok. Med deres opvækst på bagsiden af Beverly Hills i kølvandet på finanskrisen ved de, hvad Paris Hilton og de kendisforældre, der snød deres børn på college, også ved: Succes er en performance, et spil der er rigged på forhånd, og følger du reglerne, kommer du i hvert fald ingen vegne.
Bandelederen Rebecca har kun sin egen succes i tankerne, da hun leder en broget flok af blandt andre den kejtede Marc og de opportunistiske søstre Sam og Nicki (sidstnævnte perfekt spillet af Emma Watson) på togt via google maps og uløste bagdøre.
Som vi følger deres smutvej til stjernerne og dvæler ved dem, når de beundrer sig selv i spejlet eller tager selfies, indfanger og udstiller filmen narcissismen, fascinationen af det eksklusive, og hvor nemt vi lader os bedrage af den overflade, vi møder.
2. ’The Virgin Suicides’
En ubærlig tragedie – fem teenagesøstres selvmord – skildres med provokerende lethed i Coppolas debutfilm. I et white picked fence-kvarter i 70’ernes USA møder vi en familie, hvis døtre konstant iagttages opmærksomt: Af deres forældre, fordi de for alt i verden vil beskytte dem mod alverdens farer, og af drengene i kvarteret, fordi forbudte, smukke og mystiske teenagepiger er det stof, deres drømme er gjort af.
Men i stedet for at psykologisere pigernes adfærd eller morens sygelige beskyttertrang giver filmen meget få konkrete ledetråde til, hvorfor pigerne begår selvmord. Faktisk lærer vi dem kun at kende i et begrænset omfang. På ret genial vis lader Coppola nemlig de forelskede teenagedrenge agere fortællere, og deres mytologi om søstrene bliver det filter, vi betragter begivenhederne igennem.
Man fornemmer det klaustrofobiske i deres tilværelse, skabt af forældrenes restriktioner og af omverdenens blik, der ser dem som mystiske væsner frem for mennesker og kun finder dem interessante, så længe de er uopnåelige.
Med intime pastelfarvede billeder og et kultklassisk soundtrack af det franske band Air behandler Coppola teenageangst og forstadsmelankoli med stor alvor og værdighed uden at glamourisere selvmord.
1. ’Lost in Translation’
Fra først (et famøst close-up af Scarlett Johanssons numse) til sidst (en stadig tvetydig afsked mellem de to hovedpersoner) er instruktørens definitive gennembrud en fantastisk smuk og minimalistisk film om at føle sig fremmed og alene.
Venskabet (hvis det altså bare er et venskab) mellem Charlotte og Bob udvikler sig langsomt gennem blikke i elevatoren, tilfældige møder på hotelgangene og den delte forvirring over at være jetlagged i Tokyo, hvordan de overhovedet er endt der, og hvorfor de ikke har lyst til at tage hjem. Deres ture rundt i byen og timer med ingenting på hotelværelserne iscenesættes perfekt af Coppola, der her viser sin sans for at lade det trivielle tale sit eget sprog.
Der er siden premieren blevet rettet en velplaceret kritik mod filmens brug af Japan som baggrundstæppe for de to hvide amerikaneres fremmedhed og mod de mange jokes på japanernes bekostning. Men Coppola giver Bob og Charlotte en vestlig arrogant attitude, som også udstiller den amerikanske og vestlige måde at møde »fremmede kulturer«.
Samtidig er de lige så fremmedgjorte over for deres hjemlige USA, og det anonyme hotel bliver et slags ingenmandsland for dem, et ikke-sted lige midt i den hypermoderne globaliserede verden, hvor man føler sig så lille og ubetydelig, som man i virkeligheden er. Og derfor en lille smule mere fri.