DE UNDERKENDTE. Efter få måneder på et college-sportsstipendiat henvender en ung mand sig til sin træner: »Jeg tror, jeg vil forsøge mig med det der teater«. Træneren ser alvorligt på ham: »Det, tror jeg, er en god idé«.
Shea Whigham starter med at spille skuespil, fordi han ikke er god nok til at spille tennis.
Under optagelserne af hans første film får Martin Scorseses agenter deres fingre i et klip med det nyudklækkede talent. Kort tid efter sidder Whigham på et fly til New York. Scorsese mangler en hovedrolle til en ny serie, og efter to timers line-reading med en af verdens største instruktører og et hjerte, der banker ud af brystet, får den 30-årige Whigham den saliggørende velsignelse: »Youre it, kid«.
Shea Whigham ringer vennerne op og indbyder til fest. Han er Scorseses hovedrolle. Et helt nyt liv skal til at begynde. Men da han kommer hjem, ser han på den gamle bordtelefon. Lampen blinker rødt. Der er blevet lagt en besked. Det er Scorsese. Studiet vil ikke hyre Whigham alligevel. Scorsese ved ikke hvorfor. Det kan bare ikke lade sig gøre.
Den unge skuespiller er knust. I sin fortvivlelse ringer han til sine forældre. Farens råd er enkelt.
»Let him off the hook«.
Så Whigham ringer tilbage til Marty, der med det samme beklager.
»Det er okay, hr. Scorsese. Jeg er bare glad for, at jeg fik muligheden for at læse med dem«.
Evig taknemmelig Scorsese
10 år senere, nu 40 år gammel, står Whigham i castinglokalerne for den Scorseseproducerede HBO-serie ’Boardwalk Empire’ og læser op til rollen som en bådkaptajn, der har en enkelt scene. Castingagenterne ryster på hovedet. Hvorfor læser så stort et talent op til så lille en rolle? De giver ham en anden: Nuckys (Steve Buscemi) bror Elias ’Eli’ Thompson.
Da Scorsese ser Whighams audition, er han atter henrykt. Hvor er det nu lige, han kan huske ham fra? Hans trofaste castingagent hjælper hukommelsen på vej.
»That’s the kid who let you off the hook ten years ago«.
Men jakkesættene på HBO vil heller ikke have Whigham. De forlanger, at Scorsese mødes med alle de store stjerner først. Martin Scorsese inviterer ikke en eneste. Han vælger knægten, der gjorde ham en tjeneste. Han siger det til Whigham den første dag på settet.
»I’ll never forget, you did me that favor«.
Rollen som Elias ’Eli’ Thompson bliver Whighams største, men han fortjener både mere og bedre. For Shea Whigham er skuespilleren, der optræder lidt i meget og spiller fantastisk i alting. Så hvorfor fravælges han så ofte af de store studier?
Årsagen til det manglende gennembrud er muligvis den samme, der danner magnetismen. Shea Whigham har ikke Hollywood-ansigtet. Der er noget martret og slidt over de definerende træk, men det er ikke Nick Nolte- eller Mickey Rourke-patina = gudsgiven genetik under ti lag livstæsk.
Til gengæld har han talent. Og så igen: Det er ikke en tilstedeværelse, der glitrer eller blænder. Han er ofte underspillet og sagtmodig. Hans præstationer emmer autenticitet. De er væsentlige – uden at gøre væsen af sig – og eleverer niveauet for enhver scene, han befinder sig i. Og netop derfor er Shea Whigham also known as mr. Everydayman den perfekte kandidat til at starte dette serielle fokus på oversete skuespillere.
Dem, der allerede kender Whigham, vil formentlig huske ham for de større biroller som Ray Liptrapp i ’Vice Principals’, den vanvittige naziflirtende G. Gordon Litty i Watergate-serien ’Gaslit’, hans optræden i ‘The Lincoln Lawyer’ og den førnævnte rolle som Elias ’Eli’ Thompson i ’Boardwalk Empire’.
Her vil vi dog – i Whighams ånd – i stedet fokusere på tre nedslag i de utallige hengemte præstationer, der beviser, hvor meget et overset geni kan gøre med få mikrometer filmspole.
1. Driver i ’Justified’
En enkelt episode. En enkelt køretur. ’Justified’s sjette sæson sluttede af med den længe ventede konfrontation imellem Boyd Crowder (Walton Goggins) og Raylan Givens (Timothy Olyphant). En duel, hvis forløsning afhang af begge karakters eget crescendo. Hvem bliver helt og skurk i en rollefordeling, hvor begge karakterer har balanceret imellem?
Boyds definerende moment finder sted i førerkabinen på en firhjulstrukken sydstatstruck. Den desperate gangsterboss stjæler et lift fra en tilsyneladende sympatiserende civilist, der lovpriser ham for antiheltens vovemod: at befri Kentucky fra de elitære kapitalister og tage magten tilbage til folket – som en anden Robin Hood – indtil tæppet falder, og han afslører sig selv som den, han virkelig er: Endnu en pårørende til en megaloman massemorder.
Der er tale om lidt over to minutters dialog, som bliver udslagsgivende for seriens skillelinje imellem godt og ondt, og til trods for det flotte (om end melodramatiske) manuskriptarbejde og Goggins’ eminente levering er det Whighams resignerede ubenævnte, der bærer Boyd Crowders definitive syndefald hjem som en afrundet oplevelse, man mærker og husker.
»You ain’t even heard a word I’ve said«.
»I don’t give a shit, about what you said! I’m an outlaw«.
2. Jake i ’Silver Linings Playbook’
Det metaforiske begreb Silver Lining afstammer fra den glitrende sølvrand på knitrende tordenskyer, når de belyses bagfra af solens genkomst. At selv det værste stormvejr indebærer sin egen mulighed for noget særligt smukt og opløftende. Således er romancen anslået imellem de neurodivergente hovedpersoner: Bradley Cooper og Jennifer Lawrence
Og så er der Jake – Coopers bror – spillet af (you guessed it) Shea Whigham; En pisseirriterende, middelmådig, amerikansk fodboldentutiastisk farsdreng, der står i kontrast til det kontrastfyldte ved at være så absolut nævenyttigt gennemsnitlig, som det overhovedet er muligt.
En sådan rolle kan meget nemt blive usympatisk endimensionel, hvis ikke man giver teten til en hundredemeterløber i almindelig menneskelighed. Shea Whigham optræder først halvvejs inde i filmen, men hans tilstedeværelse er som altid en kærkommen antitese til det overspil, som truer med at rive David. O. Russells suspension of disbelief fra hinanden.
Atter et eksempel på, at Whigham er autenticitetens primære hjertestarter, der tillader de andre at spille større, fordi han holder grundrytmen ved lige.
3. Joel Theriot i ‘True Detective’
Min første Shea Whigham-oplevelse var en religiøs vækkelsesceremoni. Rust Cohle (Matthew McConaughey) og Marty Hart (Woody Harrelson) besøger en vandrende kirke under en hvid teltdug. Rust filosoferer over menneskehedens indlejrede absurditet, og Marty insisterer på civilisationens ærbødighed i en ud af hundrede dialoger skåret over samme tematik, mens Shea Whigham giver den som elektrisk ’praaaaaaise jesus’-pastor i obligat kortærmet skjorte som miljøskildrende baggrundsmusik.
Nogle år efter, da mordmysteriet er lagt på is, og Rust genbesøger de kolde kilder, er Whighams præst blevet tro mod flasken. Uvasket, storrygende og sjusdrikkende får Whigham den ellers lovpriste McConaghey-præstation til at falde fuldstændig tilbage i det tapet, hvor hans indledende scene placerede ham selv.
Det, der gør Whigham så god, er hans evne til at ligne din nabo. Læg mærke til måden, de forskellige karakterer ryger deres ’cigaretter’ på. McConaghey suger som en stiløvelse. Sexet, så kæbelinjen markeres og kindbenene træder frem. Whigham inhalerer som en langvejschauffør, spytter tobak midt i en sætning og lader røgen sive ud af mundvigen, mens han taler.
Man får en distinkt fornemmelse af, at her sidder der en figur og taler med en rigtig person, og det er netop Whighams force – han opfører sig som et almindeligt menneske. Og det er så godt, som skuespil kan blive.