Skuespiltalentet Thit Aaberg udfordrer boomerne i ny film: »Den er 100 procent mig, den vestegnsvrede«

22-årige Thit Aaberg har arbejdet som skuespiller, siden de var ni år. Nu er de på vej mod sit store gennembrud med en stor rolle i Mikael Wulffs aktuelle ’Højst besynderlige typer’ og to serier på vej. Undervejs har de fundet ud af, at de er nonbinær. Hvilket ikke alle i filmbranchen har haft lige nemt ved at finde ud af.
Skuespiltalentet Thit Aaberg udfordrer boomerne i ny film: »Den er 100 procent mig, den vestegnsvrede«
Thit Aaberg. (Foto: Emma Norman)

15 MINUTTER. Det er nok de færreste, der føler et ansvar over for to totalt fremmede mænd, man møder tilfældigt ved, at den ene vågner op i ens lejlighed.

Endnu færre vil nok vælge at følges med de to gennem Københavns gader, fordi den ene har fucket sit frieri op og mistet en forlovelsesring til omkring 30.000 kr., som han vil have tilbage fra den restaurant, hvor frieriet fandt sted.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad den unge Freja gør i Mikael Wulffs nye komedie ’Højst besynderlige typer’, der netop har fået streamingpremiere.

Brian Lykke og Rasmus Bjerg spiller de to kiksede boomere, mens det nye talent Thit Aaberg har hovedrollen som den lidt naive unge kvinde, der modvilligt hjælper det ældre vennepar, som hun har meget lidt til fælles med. Eller hvad?

Thit Aaberg gjorde sig bemærket i den nye sæson ’Den som dræber’, men vil stadig være et ubeskrevet blad for de fleste. Med både en TV 2-serie og DR3-serie på vej tyder alt dog på, at det 22-årige talent er kommet for at blive.

‘Højst besynderlige typer’. (Foto: New Creations)

Vi fangede Thit til en 15 minutters snak om, hvem de er, og hvorfor de blev skuespiller – og om de generationskløfter, ’Højst besyndelige typer’ er bygget op omkring.

Hvordan fik du rollen som Freja?

»Jeg ved faktisk ikke, hvem der anbefalede mig, men jeg havde lige afsluttet ‘Den som dræber’ sæson tre, og der kom en hype derfra, synes jeg. Så var jeg til casting med Mikael (Wulff, red). Vi snakkede rigtigt meget om, hvad Freja skulle kunne og hvilken type, han ledte efter«.

Hvordan blev du skuespiller?

»Jeg startede som skuespiller, da jeg var ni år gammel, som teaterskuespiller i Glassalen i Tivoli. Så begyndte jeg derfra at arbejde med større og større ting, og som 16-årig havde jeg min hovedrolledebut på en professionel forestilling på Østre Gasværk, der hed ’Vildheks’. Derfra begyndte det også at gå fremad med film og tv, og det har jeg lavet siden. Jeg har faktisk aldrig haft andre jobs end skuespiller«.

Fået lov til at gå amok

Hvad er det fedeste ved arbejdet som skuespiller?

»Jeg synes, det fedeste er historiefortællingen. Mine forældre har sagt til mig, at jeg som lille ikke behøvede den store babysitning. Man kunne sætte mig foran et tv eller en kassettebåndsafspiller på mit værelse, og så kunne jeg sidde der og lytte til historier i flere timer. Og det gør jeg stadig i dag. Jeg hører podcasts som ind i helvede. Og så kan jeg godt lide holdsport. Jeg er virkelig dårlig til at gøre ting alene. Man kan ikke lave en film, en serie, en lydbog, ikke engang en podcast alene. Der er altid nogen, der er på sidelinjen eller overfor, som kan støtte dig«.

‘Højst besynderlige typer’. (Foto: New Creations/Andreas Omvik)

Hvis du ikke skulle have været skuespiller, hvad ville du så lave i stedet for?

»Århhh, må jeg være virkelig pinlig nu? Inden jeg troede, jeg skulle være skuespiller, brugte jeg noget tid på at tro, at jeg skulle være marinebiolog. Så fandt jeg ud af, at det var virkelig svært, og så lod jeg være med det (griner højt). Jeg er en sucker for noget, jeg ikke ved noget om. Der er intet, jeg elsker mere, end når folk ved noget, jeg ikke ved (…). Det er fuldstændigt ligegyldig, hvad det er. Jeg vil bare gerne lære…«.

Kan du sige noget om TV 2- og DR P3-serien. Det lyder som to ret forskellige ting?

»Ja, det er virkelig rart. Jeg har jo fået klippet mit hår af og har fundet ud af, at jeg er nonbinær. Og det var faktisk ret sjovt at blive klippet korthåret og få nogle lidt andre roller, end jeg er vant til. Jeg plejer at få nogle af de der lidt Freja-agtige roller. Og nu har jeg bare fået lov til at gå lidt amok og være ond og kaste med nogle ting og komme op og slås. Det er lidt fedt at få udfordret sig selv, fordi man har skiftet look og fundet ud af, at man er queer«.

’Højst besynderlige typer’ handler blandt andet om generationsforskelle. Hvordan har du selv oplevet det i filmbranchen?

»De er ikke så gode til det der med at være nonbinær. De unge mennesker i filmbranchen er hurtige til, når jeg siger ’Hej jeg hedder Thit, jeg bruger De/Dem’, så siger de ’okay’. Jeg har derimod oplevet nogle af de ældre generationer, som tror, at det at være nonbinær er det samme som at sige ’hey Thit, vil De være sød at sætte Dem ned’. Der har jeg kunnet mærke det, men generelt tror jeg, at folk, der laver film og tv, er ret unge af sind«.

Thit Aaberg. (Foto: Frida Karlsson)

Hvad synes du er de mest iøjnefaldende forskelle og ligheder mellem dine forældres generation og din egen?

»Jeg synes, min generation er bedre til at tale om følelser. Vi har fået inkorporeret et sprog, tidligere end mine forælders generation har, for at tale om følelser. Jeg tror også, vi er bedre til at skabe underlige sammenhold, fordi sociale medier har givet os muligheder for at lave grupper på en anden måde. Til gengæld bruger vi også meget tid på at tale om følelser, hvor jeg tror, vi kan lære lidt mere løsningsorienterethed fra min mors generation«.

Tidligt voksen

Hvordan var det at arbejde med Brian Lykke, Rasmus Bjerg og Mikael Wulff? Var de boomer-agtige?

»Det synes jeg ikke. Brian, som jeg har virkelig mange fine scener med, er for eksempel en virkelig god krammer. Han har jo også døtre, og der er noget med fædre, der har døtre: De bliver så bløde meget hurtigt. Det, jeg synes er sjovt ved at arbejde med Brian, er, at han har et arbejdsdrive, hvor han er meget professionel og god til at være koncentreret. Så går vi til frokost, og så er han bare det mest kærlige, omsorgsfulde og spørgende menneske i hele verden«.

»Hvor Rasmus – han havde også rigtigt travlt på det tidspunkt – var lidt mere professionel, hvilket jeg godt kunne lide. Jeg lærer virkelig meget af folk som Rasmus, som både har været i teater- og tv-branchen, ligesom mig, i så mange år. Han er god til at snakke professionelt og så være kærlig, men hvor han også passer på sig selv i det«.

‘Højst besynderlige typer’. (Foto: New Creations)

Det ansvar, Freja føler for de to fremmede mænd – kan du genkende det fra dit eget liv?

»Jeg har altid haft ældre venner. Også langt ældre end mig selv. En af mine yndlingspersoner at drikke vin med for tiden er Søren Hauch-Fausbøll (skuespiller, red.). Han er i 60’erne og den skønneste humørbombe, jeg kender. Det er, fordi jeg blev voksen lidt tidligt qua mit arbejde, fordi man lærer, at man står for egen læring. Så jeg tror, at folk, der har været ude for noget, der gør lidt mere ondt, end de fleste, søger folk, der har oplevet livet lige så meget, som de har, selvom der er gået kortere tid. Kæft, det lød klogt, hva!?«

Det lyder, som om du har kunnet bruge meget fra dit eget liv til rollen som Freja?

»Jeg har kunnet identificere mig med alle mine roller i virkeligheden. Det er sådan, jeg bygger karakterer. Ved at tage den lille del af mig selv, jeg kan mærke fungerer, og så forstørre det til et helt menneske. Jeg er et meget kærtegnende menneske. Jeg krammer og kysser meget. Og hendes naivitet er i hvert fald meget mig. Og så kunne jeg mærke det, Mikael kaldte vestegnsvreden. Fordi jeg kommer fra Albertslund … Når jeg står og skælder Brian ud og siger: ’Kan du ikke fucking snakke til ham’. Den er 100 procent mig, den vestegnsvrede«.

’Højst besynderlige typer’ kan ses på Blockbuster, Viaplay, SF Anytime, Google Play og iTunes.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af