‘Sparta’: Grænsesøgende filmskaber har skabt et sjældent nuanceret portræt af en pædofil
Få instruktører er så fascineret af menneskers særheder, lyssky kinks og grænseoverskridende tilbøjeligheder som østrigeren Ulrich Seidl. Det har den 71-årige instruktør bevist gennem efterhånden 40 års arbejde, der bevæger sig et interessant sted mellem opstillet, absurd dokumentarisme og realistisk fiktion.
Seidls nyeste film, ’Sparta’, tilhører sidstnævnte. Samtidig fungerer det biografaktuelle drama som anden halvdel af et planlagt diptykon, som blev indledt for godt et år siden med den anbefalelsesværdige film ’Rimini’ (begge film kan dog sagtens ses alene).
De to broderfilm har en sidekarakter tilfælles: En dement nazist (spillet af afdøde Hans-Michael Rehberg i sin sidste rolle), der fører et limboagtigt, meningsløs liv på et plejehjem i Østrig. Hver film er dedikeret til hans to voksne sønner, som begge bor i udlandet og kun sjældent kommer på besøg.
’Rimini’ fulgte den tidligere schlager-sanger og evindeligt øretæveindbydende fuck-up Richie Bravo, som lever af små koncerter og prostitution i den halvtomme italienske ferieby Rimini uden for turistsæsonen.
I ’Sparta’ møder vi hans bror Ewald (Georg Friedrich), der på overfladen fremstår noget mere sympatisk. Ewald bor i Transsylvanien sammen med sin kvindelige kæreste (Florentina Elena Pop), som driver en småsnusket bar. Det meste af tiden er han mut og introvert og gør med sin spinkle, lyse stemme ikke det store væsen af sig.
Dermed står hovedkarakteren ofte i stor kontrast til sin omgivelser, der, som altid i Ulrich Seidls film, spiller en fremtrædende rolle. Instruktøren fremviser farverigt kitschede interiører og rå, sovjetisk arkitektur i en række imponerende skarpt komponerede og til tider symmetriske totalbilleder, som Ewalds enlige skikkelse bevæger sig igennem.
Han har andet at tænke på. For han bærer konstant rundt på en stor, tabuiseret byrde, der gør ’Sparta’ mere smertefuld og mindre humoristisk end ’Rimini’: Han er pædofil.
Af og til bliver han – udelukkende i enerum – modløs og fortvivlet, når han konfronteres med sin egen seksualitet. Det sker for eksempel, da han ikke kan få rejsning i sengen, og hans kæreste skuffet og vredt spørger: »Elsker du mig ikke?«.
Frustration og modsatrettede følelser opstår selvfølgelig særligt, når Ewald er i rum med unge drenge. For han har lyst til at kigge på dem og kærtegne dem, men han ved jo samtidig udmærket godt, at det er forkert.
I en scene i starten af ’Sparta’ vover Ewald sig eksempelvis til at tage del i en gruppe børns sneboldkamp. Han tumler legesygt rundt i sneen med en dreng, men rejser sig så pludselig og går taktfast tilbage til sin bil. Derinde bryder han sammen i gråd.
’Sparta’ er et sjældent nuanceret portræt af en pædofil. For Seidl forsøger hverken at fordømme eller undskylde for sin hovedperson og hans handlinger.
Derfor bliver man også som publikum løbende i tvivl om, hvor man skal lægge sin sympati. Det gør på den ene side umanerligt ondt at overvære Ewalds store skam, som han ikke kan fortælle nogen om. På den anden side kan man ikke lade være med at frygte, at han kommer til at forgribe sig på de uskyldige børn, som han nærmer sig i løbet af filmen.
Denne underlæggende frygt fungerer som ’Sparta’s egentlige spændingselement. Og den lavmælte spænding stiger, da Ewald går i gang med et problematisk passionsprojekt.
Han forlader sin kæreste og køber en forladt skole i en lille rumænsk landsby. Her tilbyder han gratis judotræning for byens drenge, som hjælper ham med at istandsætte den slidte skolebygning. Efterhånden bygger de også et højt hegn rundt om judoskolen, så det bliver et lille fort, ingen kan kigge ind til.
Drengene har det tydeligt sjovt med træningen. Og de synes i det hele taget mere frie og trygge end hjemme hos deres fordrukne, voldelige fædre. Men som publikum tvivler man konstant: Vil Ewald gøre en velgørende gerning, eller har han skumle bagtanker?
Lidt for mange scener i ’Sparta’ minder om hinanden. Det skyldes måske, som Seidl forklarer i filmens pressemateriale, at mange af dem er improviseret frem.
Det kan dog undskyldes med, at gentagelsen og den uforløste frihedstrang er et gennemgående tema i det todelte filmværk – konkretiseret ved Richie og Ewalds demensramte fars sølle plejehjemsskæbne.
Brødrenes handlemønstre er vidt forskellige. Den ene er selvindbildsk selvsikker, den anden fortabt i sin egen tristesse. Men begge sidder de fast i livet.
Kort sagt:
Provokatøren Ulrich Seidl skruer ned for humoren i det lavmælt spændende drama ’Sparta’, hvor man skiftevis sympatiserer med hovedpersonen og tvivler på hans motiver.