Det er ikke nemt at sætte en finger på Carey Mulligans skuespil.
Derfor føltes en ellers uvigtig udtalelse fra et interview, hun som ung gav til MTV i 2009, ret ironisk.
»Jeg har ikke et bestemt image, som er knyttet til mig«.
For hvis man til gengæld spoler tiden frem til 2021, havde piben i den grad fået en anden lyd.
»Jeg ved, at for et biografpublikum er jeg bare konstant iført et historisk kostume«, fortalte hun The New York Times i 2021.
Citaterne indkapsler på sin egen måde hele Carey Mulligans karriere. Det første gav hun i forbindelse med sin første filmhovedrolle i ’An Education’. Da hun mange år senere jokede med sine mange roller i periodedramaer, var det i forbindelse med ’Promising Young Woman’, der blev hendes første film i 10 år, der foregik i nutiden.
Her tog hun diskret, men uhyre virkningsfuldt, en ret så uventet karrieredrejning.
Længe inden da endte det med at blive den første af mange historiske dramaer, da Mulligan fik sin første filmrolle som lillesøster Kitty Bennet i Joe Wrights ’Pride & Prejudice’ fra 2005. For siden er der næsten ikke den historiske kvinderolle, hun ikke har lagt krop til.
Hårdtarbejdende kvindesagsaktivist anno 1912 i ’Sufragette’. Ikonisk flapper-girl som Daisy Buchanan i Baz Luhrmanns ’The Great Gatsby’. Mellemkrigstidsarkæolog i ’The Dig’, efterkrigstidskvinde i racedramaet ’Mudbound’ og ombejlet victoriansk singlepige i ’Far from the Maddening Crowd’-filmatiseringen, der blev instrueret af Thomas Vinterberg.
Alligevel er de mange kostumedramaer det mindst interessante ved Mulligans karriere.
Ikke fordi de ikke er udtryk for hendes tekniske evner og til tider overraskende ildhu. Men fordi hun er bedst, når hun bruger dem til at give mere højtråbende karakterer lidt af sit afdæmpede temperament.
Mulligan er nemlig ikke nødvendigvis den mest åbenlyst opsigtsvækkende skuespiller i Hollywood, ligesom hun knap har et gran af interesse for at optræde som celebrity. Men det gør det kun mere spændende, når hun først fanger ens opmærksomhed.
Den i dag 38-årige skuespiller satsede på karrierevejen, efter hun som 16-årig blev betaget af den 24 år ældre Kenneth Branagh i Shakespeare-stykket ’Henry V’, hvorefter hun i et brev bad ham om råd til at overbevise sine forældre, der ville have, hun skulle gå på universitetet. En fremgangsmåde der på en måde er sigende for den ungdommelige gejst kombineret med en stor alvor, der vækker opsigt i en del af hendes bedste præstationer.
Selvom Mulligan har spillet velkendte kvindetyper foruden bedre halvdel til vilde mandeegoer i alt fra ’Drive’ til den aktuelle ’Maestro’, hvor hun spiller Leonard Bernsteins kone Felicia Montealegre, er hun aldrig ensporet.
I anledningen af premieren på ‘Maestro’ har vi ranglistet Carey Mulligans seks bedste præstationer.
6. ’Never Let Me Go’
I ’Ex Machina’ føltes polerede Alicia Vikander som et perfekt valg til at spille robot. Der er til gengæld intet ved Carey Mulligans rene toner og krøllede ansigtsmimik, der skriger andet end ægte menneske.
Det er derfor hendes præstation som menneskekopi i den underkendte filmatisering af Kazuo Ishigurus ’Never Let Me Go’, der har førnævnte ‘Ex Machina’-instruktør Alex Garland bag roret som manuskriptforfatter, er så afdæmpet hjerteskærende.
I den mystiske sci-fi-coming of age spiller hun den påpasselige unge Kathy, der vokser op i et dystopisk England i slutningen af det 20. århundrede, hvor menneskers levetid forlænges via »donorer«. Hun spiller over for Andrew Garfield og Keira Knightley, og der er en stor charme over at se de tre superstjerner som forhutlede unge, der forsøger at finde mening i en tilværelse, hvor deres skæbne er bestemt på forhånd.
’Never Let Me Go’ var ingen kritisk succes, men har med nutidens større modtagelighed over for sorgfyldt human sci-fi potentiale til lidt oprejsning. Og så gemmer filmen på Mulligans sans for at få os til at mærke karakterer, der er komplet fastlåste.
5. ’Wildlife’
Inden hun spillede presset hustru i den aktuelle ’Maestro’, inkarnerede Carey Mulligan en anden presset ægtefælle i Paul Danos fornemme og lavmælte familiedrama ’Wildlife’ fra 2018.
Mulligan spiller Jeanette, der i 60’ernes Montana er gift med Jake Gyllenhaals Jerry i et forhold, der set fra deres velopdragne teenagesøn Joels synsvinkel er rosenrødt harmonisk. Men i virkeligheden ulmer problemerne: Jerry bliver fyret igen-igen og tager ud for at vise sit maskuline værd ved at bekæmpe de lokale skovbrande, mens Jeanette er efterladt frustreret derhjemme med sønnen.
Hun indleder en affære, som hun ikke gør nogen stor indsats for at skjule for Joel, og i det hele taget er Jeanette et godt eksempel på, hvor komplekse karakterer Mulligan er i stand til at skabe. Jeanette føler sig rettelig forladt, mens hun eksistentielt leder efter en mening med livet og deler alt for mange af sine tanker og tvivl med sit barn. Jeanette er både sexet og søgende, og Mulligans karakteristiske vemod skinner igennem fra start til slut. Hun er som skabt til et intimt familiekammerspil.
4. ’Maestro’
Carey Mulligan er ganske vist temmelig langt fra at være af costa ricansk-chilensk afstamning, som mesterkomponisten Leonard Bernsteins virkelige hustru Felicia Montealegre var. Hvilket da også er blevet bemærket op til premieren på Bradley Coopers aktuelle ’Maestro’.
Men enhver kritik af castingen forstummer, når man har oplevet Mulligans præstation i rollen som skuespilleren, der må stå i skyggen af sin mand på alle leder og kanter: Af hans karriere som kompromisløs kunstner, af hans ego som feteret berømthed, af hans biseksualitet med slet skjulte affærer.
’Maestro’ foregår over tre årtier, og vi følger deres forhold fra den første søde forelskelse til de sidste sygdomsramte år. Det giver Mulligan mulighed for at udfolde hele sit repertoire, fra ungdommens vitale charme til den modne intelligens bag hårdt de prøvede øjne. Takket være Mulligans fornemme indsats bliver Felicia en smukt afrundet karakter, der i store dele af filmen stjæler billedet fra titlens Maestro. Det er hos hende, filmens hjerte banker.
3. ‘An Education’
Længe før Saoirse Ronans ’Lady Bird’ skreg »I want to be where culture is«, kanaliserede Carey Mulligan en überungdommelig rastløshed fra gråzonen mellem kvindelivet og pigelivet anno 1960’ernes forstadslondon i Lone Scherfigs ’An Education’.
Hendes 16-årige frankofile oprører Jenny råbte ikke særlig meget, men blev i hænderne på Mulligan alligevel et larmende coming of age-portræt.
Jennys sti mod en eftertragtet uddannelse på Oxford University er lagt, indtil hun møder en kultiveret ældre mand og forelsker sig i både ham og den smutvej til det sprudlende London-liv, han kan give hende. Som på mange måder virker mere frigjort end at læse på universitetet for at blive lærerinde, som de kedelige kvinder hun møder i sin skolegang. Mulligan bringer filmens feministiske dilemma til live med både hjerteskærende klarsyn og naivitet .
Rollen blev den da 25-årige Mulligans store gennembrud og sikrede hendes sin første Oscar-nominering og en BAFTA-pris
Hvor skuespillerens aldersmæssige afstand kunne have skabt distance til karakterens barnlighed, vender Mulligan det til sin fordel. For ikke blot blender hun ind som teenagepige med sin spinkelhed og påvirkelighed. Den virkelige genistreg ligger faktisk i den aldersmæssige afstand. At Jenny-karakteren er en pige, der spiller en kvinde på godt og ondt. Og det mærker man, fordi Mulligan er en kvinde, der spiller en pige.
’An Education’ satte for alvor gang i Mulligans stjernefærd, og det står stadig klart, at hun mestrer det sagte og romantiske på samme tid, en overset kernepræstation, der i den grad giver genlyd i nuttidens nye greb om pigelivet i filmlandskabet.
2. ‘Shame’
Michael Fassbinders penis løb med meget af opmærksomheden i omtalen af Steve McQueens ’Shame’ fra 2011, hvor rygtet gik, at en kvinde i publikum besvimede ved synet af den på lærredet ved filmens premiere i Toronto.
Alligevel ville den dvælende film om den sexafhængige finansfyr Brandons desperate kneppen rundt i New York på ingen måde have været den samme uden Carey Mulligan. Hun spiller lillesøsteren Sissy, der kommer på uanmeldt besøg og flytter ind med alle deres fælles familietraumer uden på tøjet. Hun er kommet i et sidste forsoningsforsøg, og hendes tilstedeværelse ender med at invadere den mørke hemmelighed, der er hans liv, som en charmerende tragedie.
Mulligan er det gennemmenneskelige modspil til en mand, der holder følelserne så godt gemt, at de er tæt på umulige at finde. Noget hun har praktiseret i et hav af roller.
Forskellen er bare, at hos hun Steve McQueen får mere aktivt råderum til at gøre det. Kontrasterne mellem hendes mentale uligevægt og fysiske skønhed er central, mens hun hos eksempelvis hos Winding Refn i ‘Drive’ er langt mere formet af den mandlige hovedkarakters blik på hende.
En af filmens absolut mest mindeværdige scener er Sissy, der synger Frank Sinatras ’New York, New York’, så de kolde hjerter og skyskraberglas knuses i storbyen.
Hun bliver spejlet for al den skam, filmen handler om. Man kan kun istemme sig scenens akavede bifald fra den tilskuende slow clappende finansmand, der bifalder det med: »Wow, wow, BRAVO«.
1. ‘Promising Young Woman’
Som skuespiller er det notorisk svært at slippe afsted med at spille fuld.
Men i ‘Promising Young Woman’ excellerer Carey Mulligan i beruset dobbeltspil.
Hun spiller, at hun spiller fuld, og da man første gang ser hende udføre den apatiske hævngerrige unge kvinde Cassie udføre sit lokkedue-trick på fremmede mænd, er det et mesterligt chok.
Som frontkvinde i Emerald Fennells instruktørdebut udførte Mulligan med sans for det sagte og tårevædede lidt af et politisk bagholdsangreb på Hollywood. I stedet for at se på chokeret på, mens Gosling myrdede nogen i en elevator, vakte hun pludselig selv en helt ny slags kvindelig hævner til live.
Derfor var det på mange måder også den helt forkerte diskussion, ’Promising Young Woman’ satte i gang. Da en Variety-kritiker spekulerede i castingen af Mulligan vs. Margot Robbie (der producerede filmen), kom det nemlig hurtigt til at handle om, hvorvidt Mulligan var lækker nok til at være overbevisende.
Den ene misforståelse tog den anden, og efterfølgende tog Mulligan selv til genmæle og kaldte det for en kønnet og »gennemsigtig« kritik af hendes komplekse præstation, hvilket i sidste ende fik Variety til at undskylde for anmeldelsen.
Det var en skam fra alle sider. For den filmkritiske debat overskyggede i nogen grad det faktum, at Mulligans ’lovende unge kvinde’ var hendes karrieres mest særlige og allerbedste rolle. En perfekt karakterpræstation der i hænderne på mange andre – måske især storskrydende Margot Robbie – kunne være blevet en meget mere manieret og overtydelig figur, men hos Mulligan blev dragende med underspillet fatalisme.
Ikke mindst faldt rollen på et tidspunkt i hendes karriere, hvor man måske troede, at man kendte alle hendes tricks, sørgmodige blik og skæve smil. Den havde hun snildt fortjent at vinde en Oscar for, der i 2021 i stedet gik til Frances McDormand for ’Nomadland’.
Hvis man har set ’Promising Young Woman’, vil man vide, at den på lusket millennial-facon slutter af med et close-up af en ;)-blinkesmiley i en messenger-tråd. En genistreg, der på alle måder giver mening, fordi Mulligan på det tidspunkt har gjort så eftertrykkeligt et indtryk, at man mærker hende, selv når der kun er to tegn tilbage fra hendes hinsides blinkende tragiske helt.