‘Griselda’: Netflix’ nye narkoserie er overraskende seværdig
Netflix’ nye skud på den Columbia-centrerede narkokartelstamme er overraskende seværdigt.
Med flere ’Narcos’-skabere på holdet, herunder Eric Newman og instruktør Andrés Baiz, fungerer ’Griselda’ som en uofficiel spinoff til ’Narcos’-universet og fortæller en klassisk storhed og fald-historie om den kvindelige narkobaron Griselda Blanco, baseret på den virkelige figur fra Miamis narkoscene fra 70’erne til midt-80’erne.
I serieversionen flygter Griselda Blanco til Miami efter at dræbt sin voldelige, ligeledes narkohandlende eksmand. Her søger hun husly hos veninden Carmen (Vanessa Ferlito), som har været igennem samme løsrivelse og siden har startet sit eget rejsebureau. Carmen giver Griselda den profetiske advarsel: »Jeg kender mange kvinder, der har forladt manden, men ikke livsstilen«.
Der går ikke længe, før begge kvinder er tilbage i narkoland.
Og Griselda er færdig med at være et sidekick. Nu er hun jo i De Forenede Stater, mulighedernes land, og opdager hurtigt et uudnyttet marked til en glamourøs, men røvsyg fest hos Miamis hvide økonomiske elite. Med forbindelse til en masse kvinder i Colombia, der gerne vil ud af sexarbejde og lave nogle større penge, og et talent for at være afmålt skarptunget, begynder hun at opbygge det kokainimperium, som snart vil dominere Miami.
’Griselda’ er hele vejen igennem opbygget efter den helt klassiske drejebog med alle de forventelige troper: En parallel politiefterforskning i specialstyrken CENTAC, Griseldas tiltagende smag for magt og eskalerende voldsparathed og den uundgåelige infight, når forhandlerne selv bliver brugere, som leder til imperiets fald.
Således er serien også irriterende på alle de punkter, som den slags serier plejer at være irriterende. Man er ret ligeglad, når en vigtig karakter dør, og når den på seks timer vil fortælle en historie, der foregår over 15 år, må den fortælles montageagtigt med kun de mest spektakulære nedslag.
Når min opmærksomhed alligevel er fastholdt hele vejen, skyldes det en række gode valg i historiefortællingen og karaktergalleriet.
Historien om Griselda Blanco blev forsøgt fortalt i 2017-filmen ’Cocaine Godmother’, tituleret efter det tilnavn, Griselda får i miljøet. Her var det med en brownfaced Catherine Zeta-Jones i hovedrollen, og det er lettende, at der her er et spansktalende cast i front. Colombianske Sofía Vergara (kendt fra ’Modern Family’) har både autoritet og følsomhed i rollen som Griselda.
Griseldas kæreste og vagthund, Dario (Alberto Guerra), er supergrineren castet med store, underkastede hundeøjne. Og jeg er nødt til at fremhæve Rivi (Martín Rodgríguez), der med utroligt sexet laissez faire-energi sidder og nyder en cigaret i sit fashionable, flamboyante 70’er-skrud, mens han lader andre om at gøre sit beskidte arbejde og tirrer Darrio til vanviddets rand uden at røre en finger. Det er er ret elegant, hvordan Dario langsomt indtager den rolle, som Griselda selv havde, da hun forlod Colombia, uden at det bliver overforklaret.
’Griselda’ går i det hele taget uden om langtrukne, psykoanalytiske forhistorier, hvilket jeg sætter stor pris på. Vi kan sagtens selv udfylde hullerne og i stedet interessere os for dét, som er vigtigt i denne specifikke historie: at narkobaronen er en kvinde. Også det aspekt er sympatisk skildret, idet Griseldas kamp med narkoverdenens patriarkalske struktur spejles af den kvindelige latina-efterforsker June (Julians Aidén Martinez), som udsættes for grum hverdagssexisme i politistyrken.
Den formår endda at hverken girlbossyficere Griselda eller gøre hende alt for femme fatale – som June siger, skal man ikke tro, at den nye narco er et overmenneskeligt, koldblodigt geni, bare fordi hun er kvinde. Hendes mord er uorganiserede og overmodige og afslører, at Griselda ikke er ovenpå – hun er bange.
Magt korrumperer på samme måde uanset køn, lyder det i serien. Takket være den replik skiller ’Griselda’ sig alligevel ud fra mængden af gangsterfortællinger.
Kort sagt:
’Griselda’ er en habil, seværdig serie, der viser, at der langt om længe er sket nogle positive kulturelle forskydelser.