’How to Have Sex’: Man forbereder sig på det værste i ubehageligt genkendelig festfilm
Først en berusende fest, dernæst en kvalmende og kvælende walk of pain. Med et insisterende fokus på denne velkendte og brændemærkende deroute er Molly Manning Walkers spillefilminstruktørdebut et af de bedste kritiske ungdomsportrætter i nyere tid.
For ’How to Have Sex’ er en mavepustende coming-of-age-film (og vinder af Cannes’ Un Certain Regard-pris), hvori festens og sexlivets minefelter undersøges, og hvor et farverigt, men følelsesmæssigt mørkeklædt grænseland fremmales.
I følgeskab med sine to veninder Skye (Lara Peake) og Em (Enva Lewis) fejrer hovedkarakteren Tara (Mia McKenna-Bruce) grundskolens afslutning med en euforisk tur til Kreta.
Efter en højlydt ankomst gør de tre 16-årige briter sig klar på hotelværelset, deler asymmetriske toppe og retter hinandens overtegnede øjenbryn. De vender ungdommens eksistentielle spørgsmål og spiser pomfritter, mens de tisser i en skraldegyde. Tørstige på sommeren og livet drikker de syntetiske drinks og svedperler, til de enten brækker sig på klamme toiletter eller går bevidsthedsløse rundt.
Og så er der lige en mission. Tara skal have sex for første gang. Det burde jo ikke være svært, for på denne forjættede græske ø er der sex i poolen og på fad. Hun skal bare (lade sig) vælge.
Efter 42 shots og en enkel overnatning udser Tara sig den tanktop-bærende og søde Badger/Romeo, der i en halvhjertet Sunny Beach-version af Shakespeares udødelige balkonscene råber »sexy lady« efter hende (hvornår gik serenader og rim i øvrigt af mode?). Men i en jalousirus påstår Skye, at han er for grim og klovneagtig til at være knaldefyr, så den energiske protagonist må hellere finde en anden.
Synes man umiddelbart, at det lyder lystigt og sjovt, er det nok primært fordi, vi – mere eller mindre sympatisk – er vant til at grine os gennem film som ’40 Year Old Virgin’ og ’Superbad’, hvor hård spiritus og mødomsmistelse ligeledes er drivende kræfter. Men i ’How to Have Sex’ er denne jagt alt andet end sjov.
For filmen udvikler sig hurtigt til en rundvisning i en genkendelig vestlig fest- og sexkultur, der er fuld af eskapisme og overgreb og tilsvarende tom for forståelige sprog vedrørende (kvindens) lyst – og ret til at afvise.
Rundvisningen foregår på samme måde som en bytur. Realtiden opleves i brudstykker, resten kommer senere i ubehagelige flashbacks: Et utrygt »ja« og et par sørgmodige sorttegnede øjne. Hurtig ubeskyttet penetration. Sand alle steder. Lys, så mørke. En efterfølgende følelsesløs krop og et tankefuldt sind med spørgsmål om samtykke.
Med denne ulmende fortællerstruktur er publikum aldrig helt sikker på, hvad der er sket – eller hvad der vil ske. Man forbereder sig derfor hele tiden på det værste. Man er bange, når hun går alene langs gaderne, drikker af en drink skænket af en mand eller lægger sig til at sove blandt andre gæster til en fest.
Det grufuldt sørgelige ved er dog, at disse frygtsomme tanker ikke udelukkende fremprovokeres af gysende fortællerstruktur eller en løssluppen feriedestination. De bebyrder mange af os som en daglig skygge, men forklædes af smil.
Tara er længe forklædningens dødcharmerende mester – hun vil jo nødigt ødelægge stemningen og de andres buzz. Men langsomt krakelerer hendes verden og hendes smil. Det gestaltes med umådelig stor overbevisning, og Mia McKenna-Bruce er intet mindre end vidunderlig og en af filmens absolutte styrker.
Hun spiller med så forfinede facetter og maleriske ansigtstræk, at hun selv i tavs tilstand fortæller uendelige historier – godt hjulpet på vej af Nicolas Canniccionis dynamiske kamera.
I dette tavse, men fortællende luftlag modbevises titlens indikation. For nej, der findes ingen almengyldig tutorial til, hvordan man skal have succesfuld sex. Ingen latterlig mit-id-formular eller en ’turen går til bolleland-’guidebog.
Der findes til gengæld ulykkeligt mange ofre i en endnu rådden og forgiftet kultur. En kultur, der desværre også overlever i og af venskabets usikkerheder og grænseoverskridende dynamikker
»Du skulle have sagt noget«, udbryder Em og retter et medlidende/bebrejdende blik mod den tårefulde Tara. Muligvis, men det er svært at overdøve høj bas og gruppepres.
Desuden forstår festen og liderligheden ofte kun ét ord: ja.
Kort sagt:
Med ’How to Have Sex’ har Molly Manning Walker skabt en ubehageligt genkendelig festfilm, der vil efterlade dig med grumme følelsesmæssige tømmermænd.