’Pot-au-feu: Vejen til hjertet’: Overdådig fransk madfilm er sanselig uden sidestykke
Mange blev overraskede, da ’Pot-au-feu’, som nu har fået den engelske titel ‘The Taste of Things’, blev valgt som Frankrigs Oscar-kandidat for 2024 foran Justine Triets ‘Frit fald,’ der vandt Guldpalmen i Cannes og har gået sejrsgang ved diverse prisceremonier lige siden.
Men det burde egentlig ikke komme som den store overraskelse. For ja, ved gud er ‘Pot-au-feu’ eskapistisk og tam i sammenligning, men det er også en film om ægte kærlighed og kogekunst, opkaldt efter en gryderet, med Juliette Binoche i hovedrollen. Med andre ord: den franskeste film nogensinde!
Dermed ikke sagt, at ‘Pot-au-feu’ kun er det lette valg. Det er en fantastisk film i egen ret (no pun intended), som virkelig formår at gengive glæden ved mad og samtidig anerkende håndværket, der kræves, kulturen, der ligger til grund for hver en opskrift, og den dybe omsorg det er at lave den til andre. Og så er den desuden henrivende at se på fra ende til anden.
Plakaten med de to franske ikoner, Binoche og Benoît Magimel, der smiler til hinanden hen over køkkenbordet, kunne tænkes at lede tankerne hen på en anden film, som Binoche er kendt for: ‘Chocolat’.
Men sandheden er, at den dramaturgisk og tonemæssigt er meget langt fra de moraliserende, madcentriske dramaer, som Lasse Hallström er kendt for. Godt nok skildrer ‘Pot-au-feu’ også madens formildende og forføreriske egenskaber, men den fransk-vietnamesiske instruktør Trần Anh Hùng har sin helt egen måde at gøre det på.
Trầns film besidder en sanselighed, som er uden sidestykke. Det beviste han allerede med sin debutfilm ‘Duften af den grønne papaya’ i 1993, hvori vi følger den unge tjenestepige Mui. Trần forankrer os så effektivt i hendes omgivelser og perspektiv, at jeg undervejs var overbevist om, at jeg kunne dufte det, hun dufter, smage det, hun spiser, mærke de ting, hun rører ved.
Og det samme gør sig gældende i ‘Pot-au-feu’, hvilket er grunden til, at emnet gastronomi og instruktøren Trần er så himmelsk et match.
Man føler sig fuldt ud til stede i det fantastiske, rustikke landkøkken, udstyret med støbejernskomfur og kobberpander, hvor størstedelen af filmen udfolder sig, og hvor den ene overdådige menu efter den anden bliver komponeret og udført til perfektion.
‘Pot-au-feu’ er løst baseret på en bog af den schweiziske forfatter Marcel Rouff fra 1924, der handler om levemanden Dodin-Bouffant (Benoît Magimel), som forelsker sig i sin trofaste kok, Eugénie (Juliette Binoche) som han har levet og arbejdet sammen med i over 20 år. At sige, at mad er deres fælles passion, ville være en underdrivelse af dimensioner.
Den er deres eksistensgrundlag: deres kald og kærlighedssprog og komplet uadskillelig fra deres kærlighed til hinanden, hvilket Trần viser i filmens frækkeste øjeblik, der opstår i mødet (via et mindeværdigt match cut) mellem en glinsende pocheret pære og Binoches nøgne popo.
Overgangen fik mig til at tænke på andre film, der lige så virkningsfuldt sammenkæder mad og begær, og særligt Luca Guadagninos film udmærker sig i den genre. Og nej, her tænker jeg faktisk ikke på det, som Timothée Chalamet gør med sin fersken i ‘Call Me By Your Name’, men i stedet på forgængeren ‘I Am Love’, hvori Tilda Swintons karakter Emma får vækket sin seksuelle appetit af en slags dekonstrueret rejecocktail, der går lige i trussen på hende.
Det er ikke uden humor, at Trần og Guadagnino skildrer gastronomiens kraft. I ‘Pot-au-feu’ tangerer Dodins besyngelser af diverse egnsretter og vine ofte det latterlige, som når han siger (i et citat, der er taget direkte fra forfatteren bag mad-biblen ‘Smagens fysiologi’, Jean Anthelme Brillat-Savarin): »Opdagelsen af en ny ret giver mere lykke til menneskeheden end opdagelsen af en ny stjerne«.
Mere opblæst bliver det vist ikke.
Men efter at have brugt det meste af filmens spilletid på at hvine og savle over de retter, der bliver udtænkt og tilberedt, må jeg indrømme, at Brillat-Savarins ord ikke længere virker overdrevne, men indlysende.
‘Pot-au-feu’ er en oprigtig hyldest til kogekunsten, til de mennesker som udfører den, og til alt det arbejde, som går forud for selve det magiske øjeblik, som er måltidet.
Kort sagt:
’Pot-au-feu’ er henrivende i alle henseender. En visuelt overdådig og sansemættet kærlighedserklæring til noget af det, vi elsker allermest ved franskmændene: deres skamløse hedonisme og deres cuisine.