’Drive-Away Dolls’: Coen-brors første solofilm er liderlig og lunken
Når man sammenligner Ethan Coens ’Drive Away Dolls’ med Joel Coens ’The Tragedy of Macbeth’ fra 2021, forstår man godt, hvorfor brødrene for omkring seks år siden valgte at afbryde deres tætte samarbejde, der har kastet et hav af filmperler som ’The Big Lebowski’, ’Fargo’ og ’No Country For Old Men’ af sig.
De to film stikker nemlig i hver sin yderliggående retning. Mens storebror Joel brændte for at instruere en gotisk, sorthvid Shakespeare-filmatisering, har lillebror Ethan med sin første fiktionsfilm uden brormand (han instruerede også musikdokumentaren ’Jerry Lee Lewis: Trouble in Mind’ i 2022) lavet en queer gangsterkomedie sat i de amerikanske sydstater.
Ethan Coen har haft ’Drive-Away Dolls’ på tegnebrættet i omkring 20 år sammen med sin hustru, filmklipperen Trishia Cooke. Hvis alt går vel, er filmen første del af en løst planlagt »lesbisk b-film-trilogi«, har parret forklaret i et interview med Collider.
Filmen er inspireret af de sex- og voldsfyldte exploitation-film, Coen selv så som teenager. 70’er-b-film-stemningen er også gennemført, især med en række syrede ’pauser’, hvor hallucinatorisk animation er tilsat psykedelisk rock på lydsporet.
Der er virkelig smæk for skillingen fra filmens allerførste scene. Her må en meget nervøs Pedro Pascal med en sølvfarvet kuffert lade livet på bestialsk vis. En voldsmand forklædt som tjener stikker først en proptrækker og derefter en kuglepen ind i ’The Last of Us’-stjernens hals, hvorefter han får mast øjnene ind med to tommelfingre. Resten af filmen medvirker Pascal (lidt skuffende) blot som et afhugget hoved i en hatteæske.
Første scene er faktisk også filmens mest voldelige. Det meste af tiden følger vi ellers de to unge hovedpersoner Jamie og Marian, spillet af stortalenterne Margaret Qualley (’Maid’) og Geraldine Viswanathan (’Blockers’).
De to lesbiske venner drager på roadtrip mod Tallahassee, hvor Marians tante bor. På vejen dertil vil altid sexlystne Jamie, der netop er blevet smidt ud af sin ekskærestes (Beanie Feldstein) lejlighed på grund af utroskab, hjælpe Marian med at få et knald. Der er efterhånden gået tre og et halvt år siden Marians seneste sexpartner, som ifølge Jamie i øvrigt lignede Al Gore.
Samtidig bliver Jamie og Marian viklet ind i et gangsterplot. Førnævnte sølvfarvede kuffert ligger nemlig i bagagerummet på deres lejebil, hvorfor tre kriminelle typer (Colman Domingo, C.J. Wilson og Joey Slotnick) følger i hælene på dem.
I hvert fald nogenlunde i hælene, for gangsterne er ret uduelige og skændes konstant. Man er aldrig for alvor bekymret for hovedpersonerne, som til gengæld får både kysset og bollet med en række kvinder – og dildoer – på deres vej. Med tiden begynder de også at få følelser for hinanden, trods deres forskelligheder.
Selvom ’Drive-Away Dolls’ både byder på både sex og vold, er filmen også meget afhængig af dialogen mellem de to karakterer, som vi tilbringer en hel del tid sammen med i bilen. Her skuffer manuskriptet, hvis oneliners ligger et godt stykke fra Coen-brødrenes humoristiske nyklassikere som ’The Big Lebowski’ og ’Burn After Reading’.
Det meste af tiden er Qualleys karakter Jamie meget impulsiv, hurtigsnakkende og liderlig, mens Viswanathans karakter Marian forholder sig meget skeptisk. Deres dynamik føles et godt stykke ind i filmen ensformig og, værst af alt, sjældent rigtigt sjov.
Så fungerer det langt bedre, når karaktererne løbende kommer hinanden nærmere i nogle overraskende nænsomme og kærlige scener. Her begynder de to skuespilleres kemi at komme til syne.
’Drive-Away Dolls’ varer under 90 minutter, hvilket er ret forfriskende, når man sammenligner med de fleste af tidens biograffilm. Men måske er den faktisk for kort. Slutningen føles i hvert fald temmelig brat, og den kunne godt bruge noget mere af den chokerende ekstreme vold, som filmen åbnede med.
Som filmen er nu, vil man i hvert fald – modsat mange af Coen-brødrenes tidligere bedrifter – ikke huske den længe efter at have set den.
Kort sagt:
Ethan Coens første fiktionsfilm uden sin storebror er en lunken gangsterkomedie, som sjældent bliver rigtigt sjov.