På lørdag skal Sydney Sweeney være vært for ‘Saturday Night Live’, hvilket der traditionen tro bliver teaset for i en promovideo, som i dette tilfælde skruer forventningerne op for det kommende show.
Her opfører ‘Euphoria’-stjernen et romcom-værdigt meet cute med SNL-komikeren Michael Longfellow. Hun går tværs over den kendte scene med næsen i Haruki Murakamis ‘Kafka på stranden’, mens han er fordybet i at vurdere om hans jokes i manuskriptet er »ikke sjove« eller »for sjove«.
De støder selvfølgelig sammen, men lige da Longfellow begynder at dele sin begejstring over Sweeneys bogvalg og skal til at invitere hende ud, er hun allerede gået videre.
Sydney Sweeney har i den seneste tid kunne ses i den romantiske komedie ‘Anyone But You’, der trods en del lunkne anmeldelser (den gjorde Soundvenues anmelder vaskeægte vranten) er blevet en stor biografsucces på internationalt plan. Det samme kan man ikke sige om hendes seneste titel ‘Madame Web’, der har fået hug både hos kritikerne og ved billetlugerne.
Sweeney er vært for ‘Saturday Night Live’ den 2. marts, hvor Kacey Musgraves er med som musikalsk indslag.