Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt så voldsomt, som jeg gjorde over Ambika Mods præstation i ’One Day’.
Det skulle da lige være over Ambika Mods præstation i sjette afsnit af den sortkomiske hospitalsserie ’This Is Going To Hurt’, som jeg så for et par år siden.
Men selvom hun har stået for to store sønderrivende øjeblikke i de sidste par års seriehistorie, er hun mindst lige så stort et komisk talent som dramatisk stjerneskud.
Den 28-årige englænder imponerer lige nu i ’One Day’, der har været et seerhit på Netflix de seneste par uger og fået kritiske klapsalver med på vejen af alle fra Soundvenues anmelder til Kim Kardashian (hvilket jeg udelukkende nævner, fordi Ambika Mod er dedikeret Kardashian-fan og delte stjernens Instagram-story med et lamslået »FUCK«).
I serien spiller hun Emma Morley – den søde og sarkastiske forfatterspire fra arbejderbyen Leeds i det nordlige England, der til den sidste fest på universitetet den 15. juli 1988 i Edinburgh finder sammen med sin diametrale modsætning:
Rigmandssønnen Dexter Mayhew fra en posh London-forstad, der har alt det, hun ikke selv besidder: Penge, popularitet og ubegrænsede muligheder for at indfri sine drømme.
I et anfald af vovemod forvandler hun deres potentielle engangsknald til et livslangt kærlighedsforhold, der over mere end 20 år balancerer på en skrøbelig knivsæg mellem forelskelse og vennezone.
Vi tegner portræt af Ambika Mod i fire punkter.
1. Sagde nej til rollen
I virkeligheden er Mod selv vokset op nord for London som datter af indiske immigranter, en dyrlæge og revisor, og var så langt fra i stand til at levere en overbevisende Yorkshire-accent, at rollen virkede helt ude for rækkevidde.
Det var en af grundene til, at hun oprindeligt sagde nej til overhovedet at gå til audition på ’One Day’, selvom David Nicholls’ bogforlæg er en af skuespillerens yndlingsbøger. Det var i kølvandet på hendes gennembrudsrolle i ’This Is Going to Hurt’.
»Jeg følte mig virkelig overvældet. Jeg tror, det var en kombination af det og virkelig at elske bogen og tænke: ’Jeg kan ikke gøre det her, jeg burde ikke gøre det her, jeg er ikke Emma«, har hun fortalt i et interview med The Guardian.
Et statement, der ironisk nok passer perfekt til Emma-karakterens usikkerhed, men som også stikker dybere end Mods selverklærede impostersyndrom.
Det er dog ingen underdrivelse at sige, at Mods præstation allerede er en større succes end forgængeren Anne Hathaways, der spillede Emma i den første filmatisering fra 2011. I Storbritannien blev Lone Scherfigs ’One Day’ slagtet af kritikerne, der især var ude med riven efter den kvindelige hovedrolles dialektkundskaber, som blandt andet i The Telegraph blev kaldt »en af de mest dyttende elendige Yorkshire-accenter, du nogensinde har hørt«.
Heldigvis ændrede Mod mening. Efter egen beretning vågnede hun op en måned senere midt om natten, spærrede øjnene op og forstod, at hun var i gang med at begå sit livs fejltagelse, hvorefter hun fik sendte et bånd med sin audition afsted.
2. Fra standup til tåreperser
Undervejs i ’One Days’ ’will-they-won’t they’-forhold vælger Emma at slå sig ned med standup-komikeren Ian. Et forhold, der ikke mindst er uudholdeligt at se på, fordi hun, i komplet modsætning til ham, er det naturlige komiske talent.
Selvom det er ’One Day’s sørgelige slutning, der fylder en del i samtalen, skinner Mods baggrund som komiker i den grad igennem i hendes præstation.
I sin egen universitetstid (i den nordengelske by Durham) blev skuespilleren en del af skolens comedytrup, da hun ikke havde held med at få roller i nogen af skolens teaterstykker (ikke ulig en anden af tidens sejeste storkomiske skuespilstjerner – Ayo Edebiri).
Efterfølgende flyttede hun til London for at prøve lykken, men havde svært ved at slå igennem. Hun optrådte som komiker, men følte ikke rigtigt, der skete noget. Da hun 2019 havde et show med på comedyfestivalen Edinburgh Fringe, var hun lige ved at give op.
Kort efter fik hun sin gennembrudsrolle i ’This Is Going To Hurt’, og i lyset af den aktuelle Netflix-serie har ét særligt øjeblik fra turen fået en næsten magisk mindestatus.
»På den sidste dag af Fringe (festivalen, red.) besteg vi Arthur’s Seat, og jeg husker det som skrækkeligt. Jeg elskede ikke mig selv eller mit liv. Klip så til næsten præcis tre år senere, hvor jeg filmer i Edinburgh på Arthur’s Seat som hovedrollen i en Netflix-serie af min egen yndlingsbog«, fortalte hun som gæst i The Graham Norton Show.
I det interview er hendes evne til at få folk omkring sig til at grine ingenlunde til at tage fejl af. Her sidder hun side om side med selveste Gandalf, Sir Ian McKellen (som hun konsekvent tiltaler Ian), skuespiller Michael Sheen og komiker Josh Widdicombe, og demonstrerer live, hvordan hendes øjne ser ud, når hun sover med øjnene åbne (hvilket hun nævner, at Gandalf i øvrigt også gør, hvilket kun gør det hele endnu sjovere).
3. Mageløst gennembrud
Det er heller ikke ligefrem den løsslupne komik, der kendetegner Ambika Mods første store rolle i ’This Is Going To Hurt’.
Men hendes scenestjælende præstation var ikke desto mindre et bragende gennembrud. Ved årets serie-BAFTAs var Ambika Mod ikke engang nomineret for gennembrudsrollen som Shruti i BBC-serien ’This Is Going to Hurt’, men hendes vindende medspiller Ben Wishaw kaldte hende »min bedste skuespiller« i sin rørende pristale.
I serien spiller hun den unge medicinstuderende Shruti, der knokler løs på fødeafdelingen over for Whishaws sardoniske hovedkarakter Adam. Hun henter kaffe og må sympatisk lægge øre til både patienternes og sine ældre kollegaers brok, men knækker stille nakken på den endeløse strøm af ildebrande. Mods præstation er et uhyggeligt og sårbart portræt af et menneske, der brænder ud, mens hun gemmer sig bag tørre vittigheder.
Shruti er i centrum for seriens brutale sjette afsnit, hvor hun leverer en uforglemmelig præstation, som Soundvenues Henrik Reinberg Simonsen tidligere har hyldet. Hvis man stadig har ’This Is Going To Hurt’ til gode, kan man godt begyndte at tage emotionelt tilløb til at få smadret sine tårekanaler af Ambika Mod endnu en gang.
4. Kræsenhed og kvalitet
Ambika Mods store talent og gnistrende kemi med medspilleren Leo Woodall har gjort ’One Day’ til en succes.
Det har samtidig givet seriens spænd og klassekonflikt mellem de to hovedkarakterer en endnu større dybde, at Emma nu spilles af en brun skuespiller med indisk baggrund, selvom det kun bliver adresseret direkte få gange i serien.
Selvom Mod mest har joket med sit indledende afslag af rollen, har hun også fortalt, at det simpelthen også skyldtes, at hun ikke var blevet opdraget til at se sig selv som en romantisk hovedkarakter.
»Jeg syntes, ideen var komplet absurd. Jeg indså, at det var, fordi jeg ikke ser kvinder som mig selv, der spiller romantiske hovedkarakterer. Det tog mig lang, lang, lang tid – et godt, godt, godt, godt, godt stykke inde i optagelserne – faktisk at se mig selv som Emma og se mig selv som kærlighedsinteresse over for nogen som Leo«, fortalte hun ved seriens premiere i London (via The Standard).
Hos kritikere og seere bliver castingvalget hyldet, mens det også vækker ambivalens. The Guardians anmelder Chitra Ramaswamy giver serien topkarakter, men skriver også – »race (og klasse for den sags skyld) fungerede ikke sådan dengang. (…) Jeg siger det bare – hvide fyre som Dex var ikke vilde med brune piger som Em. Jeg ved det, for jeg var én af dem«.
»Det er så sjældent, at kvinder, der ser ud som Mod, får lov at være hovedrollen og endnu sjældnere, at de bliver behandlet som den rigtige person til rollen nærmere end en diversitetshyring«, skriver Billie Bathia om castingen som en »afgørende milepæl« i Harper’s Bazaar.
Begge er væsentlige beviser på, hvorfor castingen er lige så uundværlig, som den er perfekt.
Ambika Mod har også været åben om sin trang til at være kræsen, når det gælder hendes rollevalg, selvom hun stadig er tidligt i sin karriere.
I et interview med The Guardian fortæller hun, at hun har oplevet et »loft, fordi jeg er en ung brun kvinde«, samt at hun ofte har overvejet, hvilke muligheder hun mon havde fået efter ’This is Going to Hurt’, hvis hun havde været hvid. Hun insisterer på at sigte højere end roller, hvor hun spiller den hvide hovedkarakters veninde.
»Selvom jeg er virkelig taknemmelig for de muligheder, jeg får, er jeg i gang med at lære at stå fast på det, jeg synes, jeg fortjener, og det af mig selv, jeg har bevist. Jeg bliver nødt til at ære det ved ikke at nøjes med ting, jeg ikke tror, mine hvide modparter ville blive tilbudt«, forklarer hun videre.
I fremtiden kan man se frem til at opleve Ambika Mod i Disney+-miniserien ’Playdate’, hvor en pige viser sig at være sporløst forsvundet, da hendes mor ankommer for at hente hende efter et sleepover. Hvad hun spiller er ikke offentliggjort, men som en pudsig detalje er Jim Sturgess, der havde rollen som Dex i ’One Day’-filmen fra 2011, på rollelisten.
Indtil da må man nøjes med at se ’One Day’ igen.
’One Day’ kan ses på Netflix. ’This Is Going To Hurt’ kan ses på HBO Max.