‘Can’t Feel Nothing’: Får internettet os til at føle ingenting? Det argumenterer ny film unuanceret for
CPH:DOX. Indimellem frygter jeg, at mit liv vil passere revy, når jeg dør.
For tænk hvis jeg skulle genopleve alle de timer, jeg har spildt på internettet.
Se mig selv udefra ødsle mit nu afsluttede liv på kattevideoer, jeg allerede har set, genlæse meningsløse boomer-skænderier, swipe nej til mænd, jeg allerede har swipet nej til én gang før.
Genbesøge al den tomme tid, jeg brugte på at føle og tænke ingenting.
I dokumentaren ’Can’t Feel Nothing’, der har premiere på dette års CPH:DOX-festival, undersøger den københavnerbaserede dokumentarinstruktør David Borenstein med sig selv i et lidt overvældende fokus, hvordan følelser bliver ’hacket’ af internettets dukkeførere.
Og det er vigtigt, vi får kunstnerisk bearbejdet denne her moderne følelse af ingenting. Hver fjerde dansker bruger to-tre timer om dagen på telefonen, mens 13 procent bruger tre-fire timer hver dag, viser en Megafonmåling foretaget for Politiken.
Vores opmærksomhed bliver som bekendt en højt skattet valuta for de skumle internettyper, der tjener annoncepenge på vores følelser. Borenstein argumenterer med baggrund i ph.d. Morten Fenger og kongen af adfærdspsykologi David Skinner for, at vores følelser er blevet ødelagt af internettet, og at det derfor føles, som om vi ingenting føler, når vi ligger og scroller på vores telefon.
Men som en russisk propagandist siger i dokumentaren, husker vi intet af det, vi kigger på – men vi føler det. Så vi påvirkes. Måske til at handle. Forbruge. Stemme. Demonstrere.
Sjovt nok er det de mange finurlige internetkarakterer, der er filmens største styrke. De tæller alt fra dominatrixer, hunde-influencere, fake news-skribenter, en troll, kærligheds-livestreamere og – mest chokerende – en kinesisk bonde, der bruger sine dage på at drikke groteske mængder alkohol eller rå æg og efterfølgende udskyde tykke stråler af opkast på TikTok for at brødføde sine gamle forældre.
Og det kan jo virke lidt ærgerligt, at filmens pointe netop er, at internettet smadrer vores følelsessystem, men samtidig er dokumentaren tydeligt inspireret af en flimrende internet-æstetik, der bestemt ikke gør den dårligere.
Desværre bliver dokumentaren for sort-hvid i sin argumentation, og det understøttes utilsigtet af nogle af Borensteins interviewpersoner.
Kunne man ikke argumentere for, at internettet netop gør det nemmere at udleve sine seksuelle fantasier samtykkebaseret eller komme i kontakt med mennesker, man kan forelsket sig i?
Man efterlades med et indtryk af, at Borenstein ikke selv har forholdt sig til de modargumenter, der er til hans hypotese – som der sikkert er belæg for.
Dokumentaren havde på alle måder haft godt af at få underbygget sine pointer fra forskere i netop internettet. Det virker mest, som om David Borenstein selv fabulerer over, hvad internettet mon er for en størrelse, uden egentlig selv at have specielt meget viden om det – udover fra sine meget velvalgte og morsomme erfaringskilder og hans egen forskningspsykolog, der tjener sine penge på at bekæmpe internetafhængighed.
Morten Fenger argumenterer blandt andet for, at folk tidligere led meget af angst og depression, men at hans patienter i dag går til psykolog, fordi de ikke kan føle noget.
Men forskning peger vel netop på, at der er en voldsom stigning blandt særligt unge mennesker, der lider af angst og depression.
Det blev blandt andet underbygget i en tilsvarende dokumentar om internettet, der også blev vist på CPH:DOX for et par år siden, ’I Am Gen Z’, eller det kolossale Netflix-hit, ’The Social Dilemma’.
’Can’t Feel Nothing’ ender desværre med at synes en smule halvbagt.
Kort sagt:
’Can’t Feel Nothing’ byder på velvalgte karakterer og en spændende rejse ind i internettets og menneskehjertets skjulte kroge, men dens mangel på alsidige ekspertkilder får dens analyse til at vakle.