’Daughter of Genghis’: Hun er nationalist, bandeleder og mor – og centrum for ny dansk debutfilm
CPH:DOX. Vi skal ikke mange minutter ind i Kristoffer Poulsen, Christian Als og Knud Brix’ CPH:DOX-aktuelle debutfilm, før hovedkarakteren er brudt ind i en kinesiskejet prostitutionsring, hvor hun antaster og udskammer sexarbejderne for at sælge dem selv til kinesiske mænd.
Hendes navn er Gerel Byamba, og hun er dedikeret mongolsk nationalist. Hun ser det som en trussel mod sit eksistensgrundlag, at Mongoliet ligger muret inde mellem Kina og Rusland, der hastigt gør indtog i landet med store multinationale selskaber og fortrænger den nationale kultur med global økonomi.
’Daughter of Genghis’ følger hendes rejse fra indignationen til oplysning. Da vi møder hende, har hun startet sin nationalistiske kvindebande »Bright Swastika«, der vil tilbagetage det buddhistiske symbol fra nazisterne og skabe en bedre fremtid for nationale værdier i et kæmpemæssigt land med en befolkningsstørrelse på under halvdelen af Danmarks.
Det er et inciterende anslag, der dog desværre etablerer en falsk præmis for resten af filmen, som hurtigt løber panden mod muren i skildringen af den nationalistiske bevægelse, vi aldrig kommer synderligt tæt på. Ej heller når vi til dybere erkendelser om mongolsk kultur og landets problematiske afhængighedsforhold til Kina. De strukturelle udfordringer forbliver et uudforsket bagtæppe.
I stedet bliver filmen et karakterportræt af Gerel, der er enke og kæmper med at opfostre sin syvårige søn alene. Hun har aldrig talt med ham om, hvordan hans far døde i en mineulykke, da han var helt lille. Og det er tydeligt, at hun selv har en masse uafklarede følelser knyttet til sin opvækst, hvor hun mistede sin mor i barselssengen, og hvor hendes far som konsekvens trak sig.
Men også her er det, som om filmen kun formår at skrabe i overfladen på den ellers interessante hovedkarakter. Det føles aldrig, som om vi får et gennemført indblik i, hvordan nationalistiske værdier opstår.
Trods optagelser over en syvårig periode er der langt mellem de indsigtsfulde scener, der rent faktisk fører os tættere på Gerel. Hendes udvikling fremstår skematisk – fra hendes sitrende øjenlåg, der går amok, når hun bliver stresset, til hendes katarsis ved sin mors gravsted.
Det egentlige problem er, at instruktørernes fokus konstant flakker uden tydelig retning. Danske dokumentarfilmskabere har altid været gode til at rejse ud i verden og finde spændende historier, men her virker det, som om instruktørerne har ledt efter en egnet hovedkarakter uden egentlig at gøre sig klart, hvilken historie de vil fortælle, og hvorfor de er de rette til at fortælle den.
Der ligger ellers en oprigtigt rørende fortælling gemt i Gerels historie om at nærme sig sin søn og åbne op over for ham, så hun ikke selv gentager det distancerede svigt, hun oplevede hos sin egen far.
Særligt mod slutningen mærker man mor-søn-forholdet på en måde, som de forudgående 60 minutter aldrig har været i nærheden af.
Kort sagt:
Lovende debutfilm om mongolsk nationalist med ar på sjælen ender med at svigte sin hovedkarakters spændende historie.