‘Efterklang: The Makedonium Band’: Sand magi opstår i filmen om et af de mest nysgerrige danske bands nyeste eventyr

‘Efterklang: The Makedonium Band’: Sand magi opstår i filmen om et af de mest nysgerrige danske bands nyeste eventyr
'Efterklang: The Makedonium Band'. (Foto: Søren Lynggaard)

CPH:DOX. Allerede i åbningsscenen ser vi det: Efterklangs forsanger Casper Clausen og en række musikere har samlet hænderne omkring strengene på et flygel og er koncentrerede om, hvordan ændring af lyden kan inspirere melodistemmer.

Netop det at afsøge alskens musikalske klange og alternative lydkilder har udgjort en central del af Efterklangs kreative proces. Det ambitiøse 2012-album ‘Piramida’ blev delvist optaget i forfaldne fabriksbygninger på Svalbard, og i den nye dokumentarfilm er bandet taget til Nordmakedonien for at lade sig inspirere af landets kultur og implementere det i en unik koncert på det historiske monument Makedonium.

Instruktør Andreas Johnsen, der blandt andet har stået bag Kidd-dokumentaren ‘Kidd Life’, følger gruppens aktiviteter rundt i landet med sin opmærksomme kameralinse.

Det er ret fascinerende at opleve et orkester, som efter mere end 20 år sammen stadig har den legesyge nysgerrighed intakt. Vi er således med, når keyboardspiller Mads Brauer bevæger sig rundt omkring et springvand, hvor han med mikrofonsving opfanger auditive variationer i vandstrålernes fossen.

Som bassist Rasmus Stolberg forklarer under et indledende frokostmøde ved Youth Cultural Center i Nordmakedoniens hovedstad Skopje: »Vi har altid arbejdet sådan, at vi starter med intuitive musikalske idéer, som vi gerne vil involvere andre i«.

‘Efterklang: The Makedonium Band’. (Foto: CPH:DOX)

Vi er med i øvelokalet, hvor Efterklang teamer op med lokale musikere, som skal medvirke i koncerten på Makedonium. Det er ret gribende at bevidne, hvordan de lynhurtigt og selvfølgeligt sporer sig ind på hinanden og både bygger op til et flot postrock-crescendo og på glimrende vis implementerer tambura, theremin og makedonske folkesange i Efterklangs repertoire.

Andreas Johnsen er virkelig god til at dvæle ved den slags stunder og vente på, at magien indtræffer. En herlig sekvens fokuserer på Casper Clausens ansigtsudtryk, der stråler mere og mere op, mens han udarbejder en vokalharmoni med en af legekammeraterne til lejligheden. Kameraet hviler også på Efterklangs lokale ven Grga, i takt med at han bliver følelsesmæssigt overrumplet ved koncerten, som er filmens klimaks.
  
I det hele taget er scenerne med den karismatiske og entusiastiske Grga, der både agerer guide, promotor og moralsk indpisker for danskerne, særdeles rørende. Her mærker man virkelig den selvfølgelige kemi, der opstår, når åbne mennesker kommer hinanden i møde, og når nørder går i herligt selvsving over fællesnævnere.

‘Efterklang: The Makedonium Band’. (Foto: Søren Lynggaard)

Tilsvarende nærværende er mødet med Nordmakedoniens imødekommende præsident Stevo Pendarovski, som Efterklang møder under ret så uhøjtidelige omstændigheder, og overfor hvem de fremfører et nummer, der handler om at forvalte frihed »in the hands of power«.

Vi oplever desuden den danske trio i total øjenhøjde med lokalbefolkningen, mens de går rundt på en plads og gør opmærksom på deres kommende koncert på totalt DIY-facon med flyers og henvendelser til forbipasserende. Det smager dog lidt af et ‘spurgt’-øjeblik, da Clausen passer en handlende op i et storcenter og giver sig til at spille et nummer for vedkommende på sin medbragte akustiske guitar.

Det hele leder som sagt op til koncerten på Makedonium, en futuristisk arkitektonisk kolos i byen Krusevo, der er et symbol på landets frihed og selvstændighed, og en bygning, som alle landets indbyggere har et forhold til, ifølge Grga.

Samarbejdet med de lokale musikere og korsangere fungerer upåklageligt, og den mindeværdige optræden er et solidt vidnesbyrd på Efterklangs status som et originalt og inkluderende orkester, ligesom Johnsen lader kameraet dokumentere, hvordan musikken bjergtager publikum.

Særligt en enormt indsmigrende version af ‘Hold mine hænder’ understreger virkelig, at musik er et universelt sprog, som transcenderer landegrænser og kulturer.

‘Efterklang: The Makedonium Band’ viser ikke nævneværdigt nye sider af det sympatiske band, hvis man er bekendt med deres modus operandi. Ikke desto mindre er filmen et yderst seværdigt indblik i en kreativ proces hos nogle mennesker, som stadig bobler af nysgerrighed, passion og en oprigtig lyst til at skabe musikalsk samhørighed med andre.


Kort sagt:
Mere end to årtier inde i karrieren har den danske trio ’Efterklang’ fortsat appetit på musikalske eventyr og samhørighed med andre. Deres oplevelser i Nordmakedonien er foreviget af Andreas Johnsens opmærksomme linse, som dvæler ved gribende stunder, hvor man bekræftes i, at musik er et universelt sprog, der transcenderer landegrænser og kulturer.

'Efterklang: The Makedonium Band'. Dokumentar. Instruktion: Andreas Johnsen. Medvirkende: Casper Clausen, Mads Brauer, Rasmus Stolberg mfl. Spilletid: 81 min. Premiere 18. marts på CPH:DOX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af