‘Spaceman’: Adam Sandler i rummet er ’Interstellar’ på dagpenge
Ensomhed er ikke nødvendigvis den mest filmiske følelse at portrættere. Ikke desto mindre er der noget storslået over den svenske ‘Chernobyl’-instruktør Johan Rencks Netflix-film ’Spaceman’.
Halvvejs gennem sin måneder lange solomission ved solsystemets yderste grænse bliver den tjekkiske astronaut Jakub (Adam Sandler) overvældet af bekymring for sit ægteskab med Lenka (Carey Mulligan). Et langdistanceforhold på godt og vel et par hundrede millioner kilometer.
Selvom astronauten har til formål at undersøge glødende partikelskyer og efterladenskaber fra Big Bang, som uventet dukkede op for fire år siden, er det Jakubs mentale sammenbrud, der er historiens kerne. Alt andet stiller sig i baggrunden – på godt og ondt.
I medierne hjemme i Tjekkiet er han blevet tildelt titlen som det ensomste menneske i historien, og ensomheden har da også udløst en dyb depression og en intens længsel efter hans hustru. På trods af daglige samtaler i løbet af de godt 180 dage, han har været væk, er kontakten nu tilsyneladende væk.
Men i bunden af det depressive hul, der manifesterer sig i et stort skæg og poser under øjnene (en trope, der godt snart må begraves), får han besøg af en kæmpe edderkoppelignende alien med to tentakler om munden og Paul Danos stemme. Men er edderkoppen virkelig? Eller er Jakubs helbred ved at bukke under?
Det er ikke længere overraskende, at Adam Sandler leverer en stærk præstation i et drama. Fra de første glimt i ‘Punch-Drunk Love’ til ‘Hustle’ og selvfølgelig Safdie-brødrenes frygteligt stressende ‘Uncut Gems’ har Sandler bevist, at han er mere end en lavkulturel filmkomiker.
Alligevel markerer ‘Spaceman’ en anden, mere afdæmpet retning.
Filmen er baseret på Jaroslav Kalfařs roman ‘Spaceman of Bohemia’ fra 2017, og historien kræver en mere introvert nuanceret fremstilling, end Sandler kan give. Hvor han forsvandt ind i karakteren i ‘Uncut Gems’, fanges man for ofte af tanken »det er ham fra ‘Grown Ups 2’, der leger deprimeret astronaut« under filmens næsten to timer lange spilletid. Desværre.
Men lige så ujævn Sandler er, lige så magisk er Paul Dano som stemmen til edderkoppen Hanuš, som Jakub knytter bånd med over filosofiske samtaler om kærlighed, livet, døden og Nutellas universelle tiltrækningskraft.
Hvis du er araknofob – som ethvert andet fornuftigt menneske – er der en god chance for, at Paul Danos blide stemme og den underligt bedårende kæmpeedderkop kan kurere din frygt, om ikke andet for en stund. Dog skal man lige igennem nogle kuldegysningsfremkaldende scener i starten.
Johan Renck imponerer stilistisk, ikke mindst med det fascinerende sovjetiske bagtæppe, der vækker minder om instruktørens succes med ‘Chernobyl’, men også med enormt troværdige vægtløshedsscener.
Ros skal i den forbindelse gives til fotograf Jakob Ihre, der også stod bag kameraet i ‘Chernobyl’, og som formår at skabe et perfekt rum med tilpas klaustrofobisk mørke og håbefuldt lys.
‘Spaceman’ trænger dog aldrig så dybt ind i historien, som den sigter efter. Desværre bliver ens sci-fi-nysgerrighed aldrig rigtigt stillet. Det er en refleksion over ensomhed snarere end over rumfart og aliens, og det tester indimellem tålmodigheden.
Filmens ihærdige forsøg på at indsprøjte humor – primært gennem den snaksaglige edderkop og Jakub, der malplaceret skal læse sponsorater op i tide og utide – lander heller aldrig rigtigt noget sjovt eller følelsesmæssigt overvældende sted.
Når alt kommer til alt, ender ’Spaceman’ som ’Interstellar’ på dagpenge.
Kort sagt:
’Spaceman’s største force er Paul Dano som talende kæmpeedderkop, mens filmen ellers ikke når højere end Adam Sandlers middelmådige præstation.