’The Son and the Moon’: Bemærkelsesværdig dansk dokumentar er et hjerteknugende afskedsbrev fra mor til søn
Når alt er i opbrud omkring os eller i os, kan det være en stor trøst at vide, hvem man er, og hvor man kommer fra.
Desværre står den lille dreng Oskar over for at miste en del af sit ophav uden at kende det. For kort efter hans fødsel bliver hans mor Roja Pakari diagnosticeret med uhelbredelig knoglemarvskræft.
Pakari troede, at hun skulle på barsel med barnevognsture i det fri. Men i stedet bindes hun til en hospitalsseng med besøg fra en halvskræmt søn, hvis mor nu føles som en halvfremmed.
Det er det hjerteknugende afsæt i Pakaris film ’The Son and the Moon’ (nu på TV 2 under titlen ‘Min arv bor i dig’), som følger hendes familie gennem seks år. Hvad der starter som en form for videodagbog, udvikler sig til et poetisk eftermæle, en eksponering af både smukke og svære øjeblikke i en verden, hvor tiden kun er til låns.
I sådan en kontekst får selv små hverdagsøjeblikke en umiskendelig tyngde. Som da Pakari fra hospitalssengen spørger Oskar, om han tror, de flyvende duer uden for vinduet kommer tilbage. Eller når Oskar maler sin mors ansigt, så hun ligner en »amerikansk panda«. Sjældent har det ellers monotone budskab om at nyde enhver stund, vi får med vores nærmeste, vækket så meget genklang.
Parkari er både subjekt, instruktør og fortæller i sin egen film. Hun balancerer sømløst mellem at dele sit indre liv, skildre sin familie og fortælle Oskar historien om deres fælles baggrund. Hun insisterer kærligt på den gennem børnebøger og en voice-over til Oskar på farsi – et hjertevarmt puf til, at han en dag vil forstå det sprog og hjemland, som hun stadig har kært.
For i lyset af det terminale vil Pakari udfolde den måne, som titlen referer til. Umiddelbart for Oskar, men i virkeligheden også for sig selv. Hendes simultane udforskning og overlevering af sin historie gennem alt fra morens madlavning til YouTube-tutorials illustrerer så fint kampen for at finde mening i meningsløshed og rejse monumenter over ens tilværelse til dem, man efterlader.
I dette harmoniske samsurium af hverdagsvignetter, hjemmefilm, sterile hospitalsbilleder og iranske minder lykkes ’The Son and the Moon’ ikke kun som en uvurderlig gave til en søn, der skal miste sin mor tidligt, men også som en bemærkelsesværdig film. Et kærlighedsbrev, der kan slå rod og vokse sig til et mindesmærke. Et kunstværk, der kan blive basen for en selvforståelse.
Men gaven er mere end et solidt fundament. Det er også en påmindelse om, at livet kan være sorg og glæde på samme tid. At det kan være befriende, men også hårdt at få klippet sit sidste hår af i baghaven på ens bryllupsdag. At man som mor skal være den voksne, men også indimellem ville ønske, at lægerne løj for én.
’The Son and the Moon’ er på papiret en film fra Pakari til hendes søn, »Oskar, min Oskar«. Men den er så sandelig også en gave til alle os andre.
Kort sagt:
Roja Pakaris ’The Son and the Moon’ lykkes som et smukt poetisk eftermæle og en rørende påmindelse om de kostbare øjeblikke og fortællinger, der lever videre i os alle.
(Anmeldt i forbindelse med premieren på CPH:DOX-festivalen i marts)