INSIDER. Alex Høgh Andersens fik et hurtigt internationalt gennembrud, som de færreste unge talenter tør drømme om.
Som den knogleskøre, sadistiske vikingekonge Ivar den Benløse i serien ’Vikings’ fik den unge vestsjællænder mulighed for at teste evnerne af på et gigantisk Hollywood-set.
Det blev til flere år i udlandet. Nu har Alex Høgh Andersen efterhånden cementeret sin plads herhjemme i de danske rulletekster med markante roller i blandt andet ’Nattevagten 2’, ’Skyggen i mit øje’ og ’Den som dræber’.
En grundlæggende uhyggelig type, skulle man tro. Hvis det ikke var, fordi skuespilleren nu tager et markant skift fra de vante, kolde roller. I ’Kald mig far’ spiller han den selvopofrende vegetar Emil, der samler skrald i Københavns Havn og lader venner, familie og kæreste overskride samtlige af de grænser, et almindeligt menneske ville opretholde.
Selv da bedstevennen Viktor – spillet af Alex’ faktiske bedsteven Magnus Haugaard – indleder et forhold til Emils mor (Ellen Hillingsø) og flytter sit vinkøleskab ned på Emils gamle teenageværelse, smiler Emil venligt og siger i oktav: »Det er da dejligt!«. Mens hans næse producerer natlige styrtblødninger for at lette på trykket.
Soundvenue ringer til ham efter en lang pressedag med serien, som Haugaard og Høgh selv er idémændene bag. Serien er instrueret af Christian Dyekjær og skrevet af Søren Felbo, der lige nu også er aktuel med anden sæson af ’Orkestret’.
Formålet er en snak i Soundvenues interviewkoncept Insider, hvor en aktuel kunstner tager os med bag kulisserne og indvier os i nogle af de rutiner, udfordringer og sandheder, som man ellers kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Det hjerteskærende og det sjove
Hvad var den sværeste nød at knække på ’Kald mig far’?
»Hvis man først prøver at være sjov, er det sjældent, man egentlig er sjov. Det handler om at finde frem til karaktererne og relationerne. Det, karaktererne går igennem, skal bære humoren. Det er sjovt at se en ung mand, der bliver behandlet helt fuldstændig sindssygt grænseoverskridende af sin kæreste, mens han prøver at fjerne alt skrald i Københavns Havn og cherry on top accepterer, at hans bedste ven er blevet kæreste med hans mor. Så snart det gør ondt på karaktererne, er det, vi kan finde ind til det sjove«.
Du har tidligere spillet mere dramatiske roller. Hvordan var det for dig at springe over i det komiske?
»Jeg er som menneske ekstremt morsom, så det lå ikke langt fra mig, haha!«, griner Alex Høgh Andersen, inden han fortsætter:
»Phoebe Waller-Bridges’ ’Fleabag’ er en stor inspirationskilde bag ’Kald mig far’. Den er så modbydeligt fantastisk og sørgelig i sin komik. Det er en dum, skør, quirky tv-serie i første del, indtil man finder man ud af, hvad hele præmissen er – at hun er skyld i sin bedste venindes selvmord. Der er ikke noget mere spændende end grænselandet mellem det hjerteskærende drama og så humor, der kan lette på det hele og så heale«.
Kom så, drenge!
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Kald mig far’, som ingen almindelige mennesker vil lægge mærke til?
»At vi improviserede. Alle scenerne har en organisk nerve. Det føles uspillet og naturalistisk. Man kan godt glemme at lytte som spiller, når man skal sige sin replik præcist og sejt. Med improvisation tvinger man sig selv til at vente, tage ind og danne en eller anden rejse sammen med den anden«.
»Vi arbejder i et grænseland med improvisationen, hvor vi selv skal kunne grine af det, vi laver, for at finde det rigtige, men det må vi ikke, for så bryder vi med karakteren. Hella Joof vil sige det samme: Man skal søge det skøre, det mærkværdige. Jeg har masser af eksempler på scener, hvor vi er kommet til at grine så meget, at vi næsten ikke kunne komme igennem«.
»I et afsnit benytter drengene advokaten Gerd, der bliver spillet af Lila Nobel. Vi kunne simpelthen ikke stoppe med at grine, fordi hun kørte os fuldstændig over. Hun smadrede os og blev ved med at spørge, om vi lyttede: ’Kom så, drenge!’ Vi endte med at få voksenskældud af Dyekjær (instruktøren, red.), fordi vi slet ikke kunne holde op med at grine. Det er angstfremkaldende at have to store kameraer lige oppe i ansigtet, og så smager man bare på et smil, man ikke må smile på. Man sidder med sin bedste ven ved siden af, som man er totalt kryptonit overfor. Alt, hvad Magnus gør, griner jeg af«.
Gør du noget for at komme i ’zonen’ før optagelser?
»Nej, ikke rigtigt. Fremragende Francis McDormand taler tit om the power of pretending. Du kan ikke troppe op og tage et helt menneskes liv på dine skuldre, samtidig med at du har en mikrofon og to store, sorte kameraer lige i hovedet i hovedet og en bi tæt på, mens du fryser, fordi du lige har været i Københavns Havn og svømme. Og så tage den fem-seks gange i streg. Det kan man ikke«.
»Sæt dig ind i din karakter, det er det, arbejdet handler om. Jeg synes, det er pisse synd for Emil. Det er synd for ham, at han ikke formår at sige fra og sætte grænser for sig selv. Det vigtigste er din indlevelsesevne. Din evne til at sympatisere med dine karakterer. Alt arbejde er lavet, når du tropper op på set. Og hvis publikum tror på det, så er det fint nok, at du ikke altid lige selv tror på det«.
Fordommen om skuespillere
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Magnus Haugaard. Skriv det, så bliver han pisseglad«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Jeg har lige set ’For Evigt’, og jeg synes, Simon Sears er fuldstændig genial og dygtig og også et ekstremt behageligt menneske, som jeg rigtig gerne vil arbejde sammen med. I forhold til branchen vil jeg fremhæve, at der er mere og mere fokus på arbejdsmiljø, og det er godt. Det skaber måske ikke talent, men det skaber nogle forudsætninger for, at et talent kan blomstre. Der er godt nok mange talenter derude, men det er ikke altid, de får lov til at komme ordentlig ud i rampelyset, fordi de ikke er i et trygt miljø«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, du møder?
»Det er, at vi ikke er så hårdtarbejdende. I hvert fald skuespillere. Og at vi er egoistiske røvhuller. Skuespillere er rimelig store egoister, det skal vi være på grund af vores arbejde. Men vi arbejder hårdt, det gør vi sgu«.
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Hvor lorte-dårligt vores branche har det. Hvor kriseramt det hele er, og hvor meget man render rundt og tænker på, om man skulle uddanne sig som tømrer-snedker. Det går udover os alle sammen«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Det er helt sikkert venskabet til alle de instruktører, der forhåbentlig snart skal give mig et arbejde. Jeg prøver at slikke så meget røv, jeg kan. It’s a tough business«.
’Kald mig far’ kan ses den 28. april på Viaplay.