‘Pigerne vi tabte’: TV 2-dokumentar om tabte teenagepiger ender i et limbo
’Pigerne vi tabte’ er ikke tabt endnu. Men de er godt i gang med at blive det. Titlen er et varsel mere end en konstatering.
Dokumentarserien fungerer som en uofficiel efterfølger til TV 2’s tidligere dokumentarserier ’De lovløse piger’ og ’Pigerne på kanten’ fra henholdsvis 2021 og 2022. Vi har at gøre med samme slags demografi – teenagepiger, der har været under ’systemets’ løgnagtige modervinger gennem de fleste af deres formative år.
Her følger vi et lille udsnit af livet som Louisa, Ronja og Annesofie, der alle står over for at fylde 18 år. Det betyder, at de ikke længere kan blive i børne/unge-systemet, men skal flyttes ind i voksenkategorien og dermed væk fra deres nuværende bosteder og kontaktpersoner.
Med mindre altså de får tildelt det, der hedder efterværn – et tilbud, som gør det muligt for de unge at blive, hvor de er, og for dem alle kan være en mere blød overgang til voksenlivet.
De anbragte unge får tildelt efterværn, hvis de falder inden for den definerede målgruppe, og det kan man både være for dårligt eller for godt fungerende til. Både Louisa og Ronja får afslag på efterværn, mens Annesofie bliver godkendt.
Mens serien vinkler efterværn som den gode løsning, ser det imidlertid ud til at være et spørgsmål om pest eller kolera. I hvert fald så længe det er den ansigtsløse e-boks-besked, der afgør, hvilket tilbud pigerne får. For de ved alle tre selv godt, hvad de har brug for.
Louisa er ulykkelig, fordi hun uden efterværn mister sin kontaktperson Rikke, som er den eneste voksne, hun nogensinde har stolet på. I første afsnit ser vi Louisa blive vækket i sin lejlighed af Rikke til en uoverskuelig opgave – Rikke har været væk i to uger, og Louisa har forsømt at åbne køleskabet, som er begyndt at lugte forfærdeligt. Det er hun nødt til at gøre noget ved nu. Rikke er stemmen, som tvinger Louisa til at lytte til sin fornuft. Uden Rikke er der kun Louisas opponerende stemme tilbage – jeg går i seng igen.
Anderledes er det for Annesofie, som får tildelt efterværn og bliver placeret i tilbuddet TAMU, som er en kostskoleforanstaltning til unge med særlige støttebehov. Hos Annesofie virker efterværnet lige så absurd, som fraværet af samme virker hos Louisa. Værst er det, når hun bliver placeret i et botilbud i hjembyen Kalundborg, der flyder over med stoffer. Annesofie har misbrugsproblemer og formulerer tydeligt, at hun ikke vil tilbage i sit gamle miljø.
Afsnittene kører afsted i et hurtigt tempo. De gentager sig selv, ligesom afklaringsperioden for pigerne gør det. Det kunne man have gået med og brugt på en interessant måde i formen, men i stedet bliver serien opgivende, som om den selv er træt af hele tiden at starte forfra.
Pigerne er gavmilde med sig selv, men dokumentaren er ikke særlig gavmild med baggrundsinformation. Vi får defineret et par gange, hvad efterværn er, men mangler svar på, hvad det betyder at have »for omfattende støttebehøv«, hvordan man træffer afgørelserne for, hvilke tilbud de her piger får, og hvorfor de egentlig opfatter efterværn som den bedste løsning, når nu det ikke rigtigt bliver bekræftet af dokumentaren.
Når Annesofie bliver smidt ud af TAMU, fordi hun ikke dukker op til undervisningen, undrer man sig over, hvorfor i alverden en kostskole med dén profil ikke kan rumme, at Annesofie har en ustabil periode. Det virker alt sammen meget mærkeligt, jeg havde gerne hørt fra nogen fra TAMU, ligesom jeg gerne havde hørt fra en sagkyndig for at få besvaret mine spørgsmål.
Så ’Pigerne vi tabte’ ender i et lidt formløst limbo. Den er hverken helt public service, dokumentar, reality, fugl eller fisk. Det er synd, for det er tydeligt, at den vil os noget.
Man hører ofte, at »staten tager forældreansvaret for dem, hvis egne forældre ikke kunne gøre det«. Men staten er ikke nogens forældre. Det er kontaktpersonerne, veninderne, plejefamilierne og pigerne selv, der er nødt til at steppe up. Dem, som faktisk har ansigter. Det er den konklusion, man må drage fra ’Pigerne vi tabte.’ Og hvor efterlader det så staten?
Den virker selv som en fortabt teenager – en blind, der insisterer på at lede de seende.
Kort sagt:
Louisa, Annesofie og Ronja er gavmilde med sig selv i ’Pigerne vi tabte’, der uden tvivl har noget på hjerte. Som dokumentar lader den dog en del tilbage at ønske.