’Sugar’: Detektivserie med karismatisk Colin Farrell taber alt på gulvet med ufrivilligt komisk twist
Hvilken filmkender elsker ikke en god detektivfilm?
Jeg tænker klassiske noir- eller neo-noir-film i stil med ’The Maltese Falcon’, ’The Big Sleep’, ’Sunset Boulevard’, ’Chinatown’ og ’L.A. Confidential’.
Solrige Los Angeles er som oftest bagtæppet, når en brysk privatdetektiv, en femme fatale, en ondskabsfuld bagmand og en kriminel handling (korruption, mord eller begge dele) kolliderer i den pålidelige Hollywood-skabelon.
Apples nye detektivserie, ’Sugar’, læner sig ihærdigt op ad genrens ikonografi, hvor lodrette palmetræer, whiskysjusser, et kælent jazz-score og en allestedsnærværende voice-over sørger for, at man kommer i den rette stemning.
Hovedpersonen, privatdetektiven John Sugar, er på bedste metaplan også en ægte filmbuff med stor forkærlighed for de mange klassiske Hollywood-mysterier med blandt andre Humphrey Bogart og William Holden i hovedrollerne.
Langt henad vejen er ’Sugar’ da også film noir, men be ware …
Der lurer nemlig et forbavsende twist et stykke inde, som ikke skal afsløres her, men som vender op og ned på både handling og genre, og som i sidste ende spænder ben for hele molevitten.
Colin Farrell, der selv er executive producer på serien, spiller John Sugar, der med tilbagestrøget slikhår, smækker sportsvogn og oprigtig nicecore-attitude er et friskt og mere moderne take på den hårdkogte privatdetektiv som Bogeys Sam Spade. Han giver sig tid til at snakke med de hjemløse og tager sig endda af en ejerløs hund, mens hans daglige hakkelse er at finde forsvundne mennesker.
I starten af serien bliver han hyret af den aldrende Hollywood-kanon Jonathan Siegel, hvis barnebarn Olivia er forsvundet. Sagen leder ham frem til en række chokerende opdagelser, som både involverer en mørk side af Sigel-familien og ikke mindst Sugars eget privatliv.
Der er dygtige kræfter involveret i ’Sugar’, og indledningsvist bygger ’City of God’-instruktøren Fernando Meirelles en solid stemning op, godt hjulpet på vej af en visuel æstetik og en jazzet lydside, der pasticherer John Houston, Billy Wilder og Howard Hawks milepæle inden for detektivgenren.
Farrell oser også af karisma i hovedrollen, og hans præstation er interessant og medrivende – selv når Mark Protosevichs knap så imponerende manuskript er ved at sabotere hans rolle. Der hives også et pudsigt, men sjovt metalag ned over handlingen, da sekvenser i serien på desorienterende vis flettes sammen med scener fra fortidens detektivfilm.
Problemerne for ’Sugar’ lander i slutningen af sjette afsnit, hvor serien i øvrigt allerede har mistet en del momentum. Den kæmper både med en nølende handling og en god mængde melodrama, der aldrig overbeviser, men mest af alt får tonen til at stikke i øst og vest.
Og ja, her tager serien så et genremæssigt kvantespring ved hjælp af et plottwist, der kræver en vis omstillingsparathed. Personligt fandt jeg det umanerligt klodset – faktisk ufrivilligt komisk – men andre vil måske byde overraskelsen velkommen.
Det er nok en smagssag.
Kort sagt:
Trods en fin start, et stærkt visuelt udtryk og Colin Farrells glimrende præstation i hovedrollen taber ’Sugar’ fuldkommen sit fine udgangspunkt på gulvet med et tarveligt twist.
Anmeldt på baggrund af hele serien.