’The Sweet East’: Mesterfotografs debutfilm er et sjældent svigt af stort skuespiltalent
USA er i opløsning. Det fortæller filmkunsten os i al fald med jævne mellemrum.
I instruktør Sean Price Williams’ biografaktuelle debutfilm ’The Sweet East’ eksisterer punkere med en guldske i røven side om side med neonazistiske akademikere og mumblecore-filmskabere, som laver Merchant Ivory-kostumedramaer.
Det er ikke hvem som helst, der står bag dette forsøg på at finde mening i kaosset, som præger det forjættede land. Williams har været hoffotograf for Safdie-brødrene (’Good Times’) såvel som Alex Ross Perry (’Her Smell’), nogle af newyorker-filmscenens mest markante provokatører.
Han er da også her en gudsbenådet billedskaber og skifter ubesværet fra varme hjemmevideosekvenser til smuk naturalisme og intens steadycam-action. Kollegernes fortællertalent skal man til gengæld spejde langt efter.
Da en rabiat QAnon-skytte holder resten af pizzabulen, hun befinder sig i, som gidsel, flygter highschool-eleven Lillian (Talia Ryder) fra sin Washington-skoleudflugt igennem en tunnel bag et toiletspejl. Og i sin efterfølgende Alice i Reddit-land-agtige færd gennem USA’s politisk betændte østkyst støder hun ind i samtlige yderpoler, der eksisterer.
Der er lagt i kakkelovnen til saftig satire, men de forskellige folk og fæ, som Lillian møder på sin rejse, er alle lavthængende frugter. Hvad end der er tale om pizzagate, valgbenægtere eller Antifa, har udløbsdatoen for filmens bedagede parodier længe været overskredet.
Som den overpiercede diller, der på et tidspunkt bliver svunget i fjæset på Lillian, er det hele beregnet til at chokere og imponere. I stedet reagerede jeg som filmens komplet intetsigende cipher-hovedperson med en fortrukket mine og lyst til at forlade rummet.
Misforstå mig ikke: Som i sin gennembrudsfilm ’Never Rarely Sometimes Always’ gestalter Talia Ryder på fænomenal vis teen-angst og vemodighed med sine udtryksfulde øjne, der står i kontrast til sit afvæbnende mutte ansigt.
Hun er som Anna Karina genfødt. Og lige som Jean-Luc Godard ikke kunne forestille sin danske muse som andet end et pænt, men blankt kanvas for sine egne middelmådige ideer, er Ryders talenter komplet spildt på Williams.
Gang på gang bliver Lillian antastet af fremmede mænd, som insisterer på, at hun må være tryggest i deres varetægt. Og hver gang forfører hun dem igennem den refleksion, de ser hende som – hvad end det er i rollen som en galant kvinde født i den forkerte tid, en kysk sangfugl eller skandaleramt diva.
Det bliver hurtigt en kedsommelig dynamik, og selvom Ryder altså på papiret er filmens bankende hjerte, virker filmkritiker Nick Pinkertons manuskript aldrig interesseret i at dykke ned i eller dyrke hendes væsen.
Ryder er desværre ikke det eneste af tidens hotteste navne, hvis talenter smides på gulvet. Ayo Edebiri kører i cirkler som en intetsigende motormund, og filmen mister al momentum, da den i usigelig lang tid stopper op hos en pedantisk nynazist (Simon Rex fra ’Red Rocket’), der irriterende udtaler alt med en komplet flad kadence.
De kedsommelige karikaturer akkompagneres af et billedsprog, der er som taget fra en 1.g’ers tandløse fantasi. I tunnelen fra toilettet til friheden finder Lillian forlagt børnelegetøj flydende på gulvet. Skaldede nynazister invaderer et filmset og pløkker indfødte amerikanere ned med AR-15’er. Og da Lillian flygter fra et midlertidigt fangenskab, smider hun sit korset i høet.
Det er både letfordøjeligt og smagløst.
Kort sagt:
Safdie-brødrenes hoffotograf har lavet en æstetisk smuk film, som insisterer på at være provokerende, men ikke har noget at sige.