‘Tótem’: Barneskuespiller slår dit hjerte i tusind stykker – husk kleenex!
Den lille pige Sol gemmer sig i sin afdøde farmors keramikværksted fra resten af den støjende storfamilie, som gør sig klar til hendes fars 27-års fødselsdag. Med en hviskende stemme spørger hun melankolsk sin telefon, hvornår verden går under.
For det mexicanske barn kunne dommedagsklokken lige så godt være fem minutter i midnat. Faren ligger på første etage i hospicesengen med uhelbredelig cancer i kroppen, og han er for svagelig til at ses med lille Sol. Også selvom han er det eneste menneske, hun ønsker at være hos.
Snøft, altså.
Der findes få følelser som at græde i biografen. Når billederne på sølvlærredet får maven til at slå knuder, brystet til at trække sig sammen og næseborene til at svige fra saltet, der samler sig i tårekanalerne.
Tåreperseren er i høj kurs disse dage, hvor triste småpiger en masse stikker kniven dybt ind i sjælen på publikum i mesterværkerne ’The Quiet Girl’, ‘Aftersun’ og ’Petite Maman’. Og den biografaktuelle ’Tótem’ er den seneste perle, hvor du er nødt til at medbringe en stor pakke Kleenex med ind i biografmørket.
Det er nemlig umuligt ikke at blive rørt af barneskuespildebutanten Naíma Sentíes, der gør det uoverskuelige tab mærkbart gennem sine enorme, nysgerrige øjne omkranset af milde æblekinder og en nedadhængende mundvig, der blotlægger hendes forsigtige væsen.
Med en ærlighed, som kun et barn kan udvise, slår hun ens hjerte i tusinde stykker, når hun oprigtigt spørger farens sygeplejerske Cruz, om han ikke elsker hende, siden hun ikke må se ham.
Således lander det også som et chok til systemet, når hun enkelte gange lyser op og stråler med energien fra en supernova. Da onklen giver hende en guldfisk, kalder hun den begejstret Nugget og underholder sit publikum med medrivende, sjove fakta om dyret.
Endnu en gang gibbede det i brystet.
Sentíes er så forbandet god og naturalistisk i rollen som filmens ankerpunkt, at det tenderer det kriminelle, hver gang instruktør Lila Avíles flytter fokus væk fra Sol. Men selv når stjernespilleren ikke er på skærmen, lykkes instruktøren med at spille på det helt store følelsesregister.
’Tótem’ udvikler sig efterhånden til et cinema verite-diorama af hele familien. Sols fastre prøver på hver deres måde at kapere den kommende ulykke. Den ene har fundet det brave ansigt frem og har kronraget sig for at opmuntre broren til at prøve kemo. Og storesøster bakser med tvære teenagere og grådige eksorcister med en smøg hængende ud af kæften og farvekemikalier i håret.
Overalt i den store villa mærkes det levede liv med barnestøj, småskænderier og utålmodig kø ved badeværelsesdøren. Selvom ’Tótem’ udspiller sig over en enkelt dag i familiens liv, får man straks lyst til at møde dem i de bedre tider til familiemiddagene, børnefødselsdagene og ferniseringerne.
Under den stortanlagte fødselsdagsfest stråler filmen således i sin hengivenhed til den mexicanske kultur og mangfoldighed. Men filmens funklende stjerne er og bliver Sol. Selv nu kan jeg mærke tårerne presse sig på.
Kort sagt:
Mexicansk cancerdrama sætter sig i godt selskab med tidens bedste småpigetårepersere som ’Aftersun’ og ’The Quiet Girl’.