Spoiler alert for ’Immaculate’, ’The First Omen’ og ’Love Lies Bleeding’.
»We all go a little mad sometimes«, siger seriemorderen Norman Bates i Hitchcoks mesterværk ’Psycho’, omringet af udstoppede rovfugle og med mor(d) på hjernen.
Dette tab af besindelse jog igennem mig, da jeg så de sidste minutter af nonnegyseren ’Immaculate’.
I et close-up føder Sidney Sweeneys højgravide nonne sit djævleyngel, som præsterne på hendes kloster har tvangsinsemineret hende med. Mens hun skriger til himmel og helvede, sætter hun et bogstaveligt punktum for Kristi andet komme med en sten til hovedet på baby i én og samme indstilling.
Jeg mærkede igen det trykkende vanvid under ’Furiosa: A Mad Max Saga’, hvor dødsenglen Furiosa fræser over raseriets motorvej for at få hævn over de despoter, som stjal hendes liv og familie.
Ganske vist er George Millers balstyriske prequel en stort anlagt blockbuster, men med sit ophav i den australske ozsploitation løfter den gæve instruktør konstant på hatten mod de beskidte genrefilm.
Og i genrefilmene lurer vanviddet i alle hjørner for tiden.
I slutningen af Rose Glass’ biografaktuelle gangsterbasker ’Love Lies Bleeding’ gror bodybuilderen Jackie sig til en femten meter høj She-Hulk som Daryl Hannah i ’Attack of the 50ft Woman’.
Og i ’The First Omen’ gentager den højgravide nonne Margaret den maniske dødsdans, som blev udødeliggjort af Isabelle Adjani i Andrzej Zulawskis ’Possession’.
Død over eleveret horror
Her på Soundvenue har vi allerede beskrevet det skærpede vanvid i filmkunsten.
På den øverste hylde doserer det fineste arthouse-guld sin spegede kapitalismekritik med lårtykke fækal- og brækstråler.
Samtidig er bodyhorror-genren rykket ind i festivalernes fornemme haller med voldsoperaerne ’Titane’, ’Crimes of the Future’ og senest ’The Substance’. Og nede i kælderniveau truer torturpornoen på ny med at finde de sløve værktøjer frem.
Den nye galskab kommer oven på en periode, hvor begrebet eleveret horror – de mest velansete og såkaldt kunstnerisk ambitiøse gysertitler – er mere fortærsket end nogensinde før.
Efter model fra ’The Babadook’ og ’Hereditary’ er spøgelser og monstre utrætteligt blevet nedkogt til sorgmetaforer, så det i sig selv er blevet en kliché.
Andetsteds revolutionerede Jordan Peeles ’Get Out’ horrorgenren med et tiltrængt afroamerikansk perspektiv i 2017. Men mange af filmene og serierne, der gik i Peeles fodspor, som ’Antebellum’, ’Bad Hair’, ’Lovecraft County’ og ’Them’, er over en bred kam blevet kritiseret for at dyrke sort smerte som en æstetik for et hvidt publikum.
Dermed appellerer de ironisk nok til de selv samme hvide liberale, som ’Get Out’ originalt pegede fingre ad.
Det er ikke for at negligere 10’ernes gysermesterværker. I en tid hvor Hollywoods idemaskine stagnerede, formåede ingen anden genre end horror at udtrykke tidens sociale uretfærdighed gennem slående billeder og vedkommende historier.
Det har ikke nødvendigvis ændret sig.
Årets hotteste genrefilm, ’I Saw the TV Glow’, der stadig venter på en dansk udgivelse, kommer med kvalitetsstemplet fra distributøren A24. De selv samme folk, der skubbede hoveddelen af 10’ernes såkaldte eleverede horrortitler som ’Midsommar’ og ’The Witch’ ud over rampen.
Samtidig nyder de vigtigste genrefilm fra ’Love Lies Bleeding’ til ’The First Omen’ stadig anmelderapplaus.
Skriger i afmagt
Kun ved de mest outrerede genrepasticher som Samuel Bodins Stephen King-inspirerede ’Cobweb’ og James Wans greatest hits-gyseropsamling ’Malignant’ smækker mange anmeldere med døren for elfenbenstårnet og erklærer filmene for dårlig smag.
Men selvom Wan og Bodins vidunderlige Frankenstein-kreationer ikke har nydt den store kærlighed i mainstreamregi, er det netop dem, som er blevet det nye pejlemærke. For her dyrkes de gale monstre og visionære grand guignol-sekvenser.
Den rationelle og stuerene systemkritik tilsidesættes nu for vanviddet i genrefilm, som tager langt vildere sving for at vinde publikums opmærksomhed.
’Loves Lies Bleeding’ deler således seng med 90’ernes rebelske film som Gregg Arakis bøsseroadmovie ’The Living End’ og Wachowski-søstrenes lesbiske heistfilm ’Bound’ fra den anarkiske queer-nybølge. Her er mere vidtrækkende ideer på spil om fri seksualitet og marginaliserede gruppers autonomi over egne kroppe frem for prædikener om samtidens varmeste kartofler.
Det er sigende, at både ’Immaculate’ og ’The First Omen’ stikker hånden ned i den katolske hvepserede, når biskopper kvæles med rosenkransen, og uskyldige nonner insemineres med Antikrists’ sæd under ordre fra Vatikanet selv.
Den gamle verdens dårskab vækkes også til live i ’Furiosa’. I hævnsagaen ser vi Immortan Joes Citadel som et imperium, der ligger for enden af sit halvliv. Som under Roms fald eller USA’s højrefløjspopulistiske deroute banker barbaren Dementus på døren for at få en bid af kagen.
I alle filmene skriger de kvindelige hovedroller på et tidspunkt mod afgrunden i ren afmagt.
Verden raser – filmene svarer
Det er ikke kun de amerikanske genremagere, som ser rødt.
De inficerede knepper, torturerer og myrder løs i den vanvittige taiwanesiske zombiefilm ’The Sadness’. Småbørn bliver myrdet i flæng, når en styg dæmon besætter mennesker i ’When Evil Lurks’ fra Argentina. Et besat barn hamrer ansigtet til blods mod bordkanten i det australske horrorhit ’Talk To Me’. Og edderkopper vokser sig på størrelse med en personbil i franske Sébastien Vaniceks creature-feature ’Infested’.
Alle disse film taler på deres egen skæve måde ind i tiden.
Hvor eleveret horror og 10’ernes socialt bevidste genrefilm var drevet af kampen for en bedre verden, er vi i 20’erne fordrevet til et mørkere ødeland.
De store bevægelser mod social retfærdighed – hvad end det måtte være BLM eller Thunberg her i Vesten – er faldet for døve øre, og i deres sted er ophobet alverdens dårligdomme.
Ikke for at sige at en film som ’The First Omen’ har noget at sige om uhyrlighederne i Gazastriben eller brandene, der svitsede dine forældres yndlingsresort af sidste år.
Men i en sådan verden føles alle krav om fornuft mere øjenrullende naive end noget andet. I stedet stirrer genrefilmens helte og antihelte tilbage mod afgrunden – og mister besindelsen for en stund.