Derfor er tidens mest hypede film så fulde af bræk, lort og afhuggede fingre

Kropslige udskejelser af den ulækreste slags har indtaget en helt ny afdeling af filmlandskabet. Der er gået prestige i korporlig afstraffelse og ækle safter, når nogle af tidens mest hypede film går body horroren og analkomedien i bedene.
Derfor er tidens mest hypede film så fulde af bræk, lort og afhuggede fingre
Den danske plakat til 'Triangle of Sadness'. (Foto: SF Studios)

Neglerod. 

Det er det første ord, jeg tænker på, hvis nogen siger ‘Black Swan’. Billederne af de forflåede neglebånd, der bliver prygelknabe for Natalie Portmans psykotiske ballerina. 

»Ad«, er det andet ord. 

Body-horrorens kropsfikserede form for gru er sin egen kultdyrkede genre, selvom en auteur som netop Darren Aronofsky har løftet den ud af sin niche via uforglemmeligt rådne fødder i ‘Requiem for a Dream’ og de førnævnte svaneknækkende knogler. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@a24 Performance of a lifetime ❤️ The Whale now playing only in theaters #thewhale #a24 #brendanfraser ♬ original sound – A24

I sin kommende film ‘The Whale’ springer instruktøren nærmest mellemregningerne over i en makaber leg med den menneskelige afsky. Her er al afskyen forsimplet til en abnorm menneskelig form i fortællingen om Brendan Frasers isolerede engelsklærer på 300 kilo, der har valgt at æde sig selv ihjel. Hvilket også har gjort grotesken stødende på en langt mere direkte måde end før. 

Men selvom Darren Aronofsky er gået lidt i tomgang, har han aldrig haft lige så populært selskab i sin filmiske Klub Klam som lige nu. Her lader publikum såvel som kritikere og priskomitéer nemlig til at være blevet modtagelige over det dramatisk ulækre, som er sivet ind i prestigedramaerne. 

Men er det væske fra et betændt filmsår, hvor der skal mere og mere til for at fange seernes opmærksomhed? Eller er det bare et klamt spektakel? 

Malplaceret blod og bræk 

I mange af tidens mest hypede film er det, som om der er gået sport i det ulækre. 

Det føles mere skørt og ulækkert end brutalt, når Martin McDonagh smider med blodige fingre midt i den grønbakkede eksistentialisme og det knugende venskabsbrud i Oscar-darlingen ‘The Banshees of Inisherin’

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mindre endnu når et nuttet miniæsel ligefrem må kløjes i Brendan Gleesons afklippede tomler. McDonagh har altid haft en særlig faible for sortkomisk vold, men det står i stærkere kontrast i en film, hvis striktrøje-æstetik og følsomhed har vist sig wholesome nok til at gå viralt på TikTok.

Her er det blodige sjovt nok ikke med i montagerne, hvor Colin Farrells mutte ansigt toner frem til lyden af hitreplikken: »You used to be nice. Or did you never used to be?«. 

På samme måde brugte kokkethrilleren ‘The Menu’ ikke sine blodsudgydelser og afhuggede naller så meget til gys som til social satire. Luca Guadagnino kørte offroad fra den italienske ‘Call Me By Your Name’-idyl med kannibalromancen ‘Bones and All’, der pakkede menneskeædning smukt og følsomt ind (i Timothée Chalamet blandt andet), men stadig var grundlæggende ækel. 

Klamheden spiller ikke nødvendigvis en hovedrolle, men bliver brugt som lir og garant for en vis hype. 

Hvilket også på det kommercielle plan er afgørende for de film, der sætter sig et sted mellem den brede mainstreamklinge og den rigtigt smalle kunstfilm. Det opsigtsvækkende ulækre får med sikkerhed kritikerne til pennene og publikum til at snakke. Ikke ulig Tarantinos brug af ultravold. 

Selv på Netflix er der blevet skruet op for heftigheden i den ellers poppede ‘You’, hvor Penn Badgleys seriemorder i sæson fire begår drab, der er mere udpenslede og groteske end sædvanligt. Ifølge Soundvenues anmelder udført så »grafisk, at jeg tænker, det er noget, som Peter Madsen gerne ville se«. 

‘The Menu’. (Foto: PR)

Udover blodet har toilethumoren også fået en finkulturel revival med Ruben Östlunds Oscar-nominerede brækorgie ‘Triangle of Sadness’.

Og i USA går Damien Chazelle helt ind i kropsåbningerne og vækker med ‘BabylonOld Hollywood til live, så det er kropsvæskerne, der driver, mere end det er tårerne, der triller. 

Historisk klamhed, ny succes

Den filmiske besættelse af kropsåbningerne er bestemt ikke ny. Slet ikke i de øvre lag af filmkunsten. 

Den spanske dadaist Luis Buñuel skar på historisk vis et øjenæble op i ‘Den andalusiske hund’ helt tilbage i 1929. Hans film ‘Frihedens spøgelse’ fra 1974, hvor aristokrater spiser middag i små båse, men sidder på lokum ved højbordet, har uden tvivl inspireret Östlunds ‘Triangle of Sadness’.

Instruktøren nævnte selv Buñuel som afgørende inspirationskilde – blandt andet da Soundvenue interviewede ham til forpremieren. 

‘Frihedens spøgelse’.

Udover i avantgarden og horrorgenren har bræk, tis og lort i den helt anden ende af skalaen også altid været fast del af komediegenren fra Monty Python til ‘Dum og dummere’ og ‘Bridesmaids’. 

Historisk set var de gamle grækere med til at opfinde falloshumor (i teaterstykket Lysistrate løber mændene stivpikkede rundt. Hundredvis af år forud for kristi fødsel og endnu længere før ‘Euphoria’).

I mainstreamens Hollywood har klamhed gået hånd i hånd med både slapstick-comedy’en helt tilbage til Chaplins stumfilm, mens det først var efter, Hollywoods censursystem Hay’s code blev ophævet i 1968, at folk virkelig begyndte at give den gas i tidens generelt flippede ånd.

Mel Brooks gjorde det på en meget bogstavelig måde i ‘Blazing Saddles’ legendariske pruttescene. I det efterfølgende horrorårti blev ‘Carrie’ overhældt med svineblod, og der blev kastet voldsomt op i ‘Eksorcisten’. 

Reclaimer røvhullet

Men i 2023 er det alligevel, som om kropsvæskerne har sneget sig ind i en type film, der ikke kan sættes i genrebåse på samme måde som før.

Når en hel millionyacht nærmest brækker sig ihjel i ‘Triangle of Sadness’ – det nærmeste Östlund hidtil er kommet på en blockbuster – ved man ikke om, man skal grine eller skrige.

Det er eleveret komisk body-horror. Både kritikerrost, sjov, dissikerende og prestigefuld. Den har måske noget klamhed til fælles med Farrelly-brødrenes forveksling af sæd og hårvoks i ‘Vild med Mary’, men ikke særlig meget andet. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ikke ulig Ruben Östlund gik ‘Monty Python’-filmen ‘The Meaning of Life’, der rummer et af filmhistoriens mest berømte brækorgier, faktisk hjem med en Grand Prix-sejr på Cannes-festivalen tilbage i 1983.

Men mens der er rigeligt klamhed i årets Oscar-felt, har den type anerkendelse før været en sjældenhed.

Klamheden er dog ikke en garanteret vej til succes. Bifaldet udeblev mestendels for Damien Chazelles ‘Babylon’. En film, der poserer som en glamourøs Hollywood-fabel, men fra de første minutter lader en elefant skide publikum lige i synsfeltet. Bagefter bliver en mand vitterligt pisset i munden af sin sexpartner. 

‘Babylon’. (Foto: PR)

Mens der var bræk på plakaten hos Östlund, er stjernerne Margot Robbie og Brad Pitt nærmere blevet brugt som glittet vildledning fra dens sande kærlighed: pis, lort og bræk i technicolor og surround sound.  

Men fra ‘Triangle’ til ‘Babylon’ og ‘Banshees’ er der en ny slags toneangivende reclaiming af røvhullet og galden på spil. Mange filmskabere lader til at være blevet mindre bange for at dykke hovedkulds ned i kropsvæsker, der ellers ville være blevet kaldt platte. 

I den mindre heftige ende er årets mest Oscar-nominerede film ‘Everything Everywhere All At Once’ også fyldt med læbestiftspisning, buttplugs og uudslettelige sensuelle kærlighedsscener med ulækre hotdog-fingre.

På alle leder og kanter ladet det til, at der skal en vis galskab i spil for at ramme nutidens publikum. 

Kampen om den længste lort

Der er dog heldigvis stadig langt til de ægte horrible udstyrsstykker a la klovnegyseren ‘Terrifier’, der er i en obskur genreliga for sig.

Horrorgenrens udvikling mod det ‘eleverede’ A24-gys, hvor kranier eksploderer på anderledes æstetiske faconer, er også eksempel på, at det gruopvækkende finder nye former. 

På samme måde blev Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’ et overraskende stort seerthit med Netflix i ryggen til trods for sin ekstreme dedikation til at gøre seeroplevelsen så enerverende som muligt.

Selvom det muligvis er en mediefags-floskel at fiske frem, har reality-genrens gigantiske succes de seneste 20 år også rykket grænserne for, hvilke menneskelige udskejelser vi er vant til at se på. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@cinemablend “So impressive!” Brad Pitt, Margot Robbie and Diego Calva laugh and chat about two of the most disgusting scenes in Damien Chazelle’s film, “Babylon.” #margotrobbie #bradpitt #margotrobbieedit #diegocalva #babylon #movies #celebrityinterview ♬ original sound – cinemablend

Den sofistikerede klamhed er bare seneste middel i jagten på gennemslagskraft. Det er nødvendigt i et underholdningslandskab, hvor der bliver spyttet en bedøvende mængde indhold ud. 

Lige nu er kappestriden om det klammeste spektakel stadig nogenlunde tilforladelig og  underholdende. Og hvis det tager overhånd, kan det også hurtigt udvikle sig til en meget repetitiv konkurrence i at lægge den længste lort. Selv det kan blive kedeligt. 

Derfor forbliver tidens trang til eleveret body horror og finkulturelle sure opstød forhåbentlig også en filmisk mikrotrend. En afhugget finger i forbifarten mere end et regulært brækorgie.

‘The Banshees of Inisherin’ og ‘Babylon’ er biografaktuelle, ‘Triangle of Sadness’ og ‘The Menu’ kan streames. ‘The Whale’ får premiere 2. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af