Ugens scene
Var selvfølgelig den, hvor Rhaenyra ENDELIG kysser med hende den smukke …
… hvad? Hr. Redaktør?
Hvad siger du? En voyeuristisk seksualisering af normdivergerende intimudtryk? Hvad er det? Gør jeg det? Men … Ja, okay … Nej, nej, jeg vil gerne være på lønningslisten fortsat … Nej, du må ikke slå mig med en Collector’s Edition af Hanna Gadsbys ’Nanette’. Jeg skal nok være god! Jeg skal nok!
Okay … Altså …
Ugens scene
Er den, hvor Alicents kedelige bror bliver mindre kedelig. Ser Gwayne Hightower bilægger sin forbitrelse over at være familiens andetvalg og deler et kort, men rørende moment med sin mistrøstige søster: Han fortæller hende om den søn, der er gemt væk i Oldtown.
Han er stovt, fortæller broderen. Kløgtig, forførende og en fremragende kriger. Men Alicent leder efter noget, der stikker dybere end det exceptionelle, noget som hun ikke har kunnet finde i sine ældste sønner. Gwayne ser det og tilføjer, efter en kort pause:
»He is kind«.
»That’s good«.
Nogle gange er det de små øjeblikke, det handler om.
Ugens runner-up: Aemond sætter Lord Larys Klumpfod på plads ved det lille rådsbord. Larys’ simple durkdrevenhed, der altid runger som et svagt ekko af Varys og Littlefingers sociale skakspil i ‘Game of Thrones’, preller for en gangs skyld af på prinseregenten, der ikke har meget tålmodighed med floromvundent bullshit.
Aemond er mellemlederen, der aldrig var.
Ugens klovnagtighed
Strategien med at fiske drageriddere frem fra MyHeritage viste sig at være lige så dum som først antaget. Med tabet af Sir-Steffon-den-for-indeværende-gennemstegte er Rhaenyra atter hensat til populistisk madkrig som eneste effektive manøvre. Til gengæld virker hun lige så træt af at tabe, som vi er blevet af at kigge på det.
Ugens runner-up: At Deamon vælger en uglehviskende tryllekunstner som politisk spindoktor forekommer mildest talt særpræget rent militærstrategisk. På den anden side: »It aint stupid if it works«, fordi …
Ugens MVP
Går til selvsamme trolddomskvinde, Alys Rivers, for at udøve aktiv dødshjælp til den langsomt udåndende Lord Grover, og dermed speede plottet om Daemons drømmeterapi op.
Med Gamle Grolle skaffet af vejen kan den trippende tronfølger (synes han selv) nemlig alliere sig med Oscar Tully og komme ud af sin spøgelsesborg, hvor plottet kører i cirkler om evighedens aksel, mens publikum falder i søvn.
Runner-up: Criston Cole for at have mindre skærmtid end normalt.
Ugens bundlinje
Borgerkrigen nærmer sig dødvande i Dragehusets sjette afsnit. Blandt de vigtigste krusninger kan vi øjne et stænk Inger Støjberg’sk kvalitet i den sorte fløjs folkeforførelse (det er elitens skyld). Imens konsoliderer Aemond den grønne fløjs magt omkring … sig selv.
Vi hopper til vandrepokalerne og starter med en surmulende én af slagsen:
Ugens gennemgående irritation
Har sat sig i nærværende anmelder som lidt af en ligtorn, der muligvis kan øjnes mellem linjerne i denne uges lidt forbistrede trofæuddeling.
‘House of the Dragon’ nærmer sig det greb, der hedder fillers – noget man særligt kender fra animeserier, som henholder sig til mangaer som originalmateriale. Fordi tegneseriernes kapitler ofte er meget korte i forhold til de enkelte afsnits spilletid, er animeproduktionen ofte nødsaget til at skabe handlingsforløb, som ikke fører nogen vegne.
Det eneste formål med disse hensigtsløse historier er således at lappe diskrepansen imellem plot, og den tid, som plottet skal vises frem i – en slags syntetisk oppustning, som at pumpe vand i et billigt kyllingebryst.
Man kan vælge at anskue Daemons Harrenhalske syretrip som en slags jungiansk introspektion, der tegner et dybere portræt af mandens bevæggrunde. Men det er svært ikke også at se det som en filler.
Det er også klart, at de tre uinteressante karakterer Hr. Drukmås, Hr. Smed og Hr. Uægte Søn Nummer 2 skal iscenesættes i publikums bevidsthed, forinden deres relevans for hovedplottet indfries. Problemet er, at ‘House of The Dragon’ ikke formår at gøre scenerne interessante i sig selv.
Det gør seriens løbetid til et forspil, der ikke forekommer vedkommende i sin proces, men kun indeholder værdi i sit potentiale for forløsning.
At se ‘House of the Dragon’ føles lidt som at vente.
Ugens ’Vink-farvel-til-mig-jeg-dør-lige-om-lidt’
Går til den selvopofrende Sir Steffon. Respekt for at prøve kræfter med drageridning på baggrund af formodningsteori, men helt ærligt: Aldrig har en mand været så død i publikums bevidsthed, før han reelt stillede træskoene.
Hans sidste ord – »Jeg gjorde det« – hører næsten hjemme i en teenage-slasherfilm.
Ugens ’A’ hva’ for noget’ – Volume 2
MyHeritage-strategien virker endnu dummere i betragtning af, at dragerne selv kan forvalte selektionsprocessen i en slags omvendt Pokémon-manøvre, hvor det valgte fantasivæsen i stedet vælger dig.
Bevares, i sidste afsnit af ‘Game of Thrones’ lærte vi, at drager kan have tilstrækkelig forstand på politisk symbolmagt til at kunne vende deres vrede mod arbitrære jerntroner, men altså … Kan de nu også opsøge deres egne ryttere?
Hvis kongefamilien ikke passer på, ender dragerne med at danne en fagforening.
Ugens umanerlige intervention
GårTilVagtenSomAfbrødKyssescenenMellemRhaenyraOgMysaria!
Ha! Jeg skrev det! Du kan ikke fange mig, Hr. Redaktør! Nu hopper jeg op på min drage og vender først tilbage i næste uge.
So loooooooong!
’House of the Dragon’ kan ses på Max.