9. ’Aliens vs Predator: Requiem’ (2007)
Vis mig din ’Alien’-film, og jeg skal fortælle dig din fremtidige karriere. Den tese har holdt udmærket stik fra David Finchers apokalyptiske ’Alien3’over Paul W.S. Andersons skamløse popcorn-blockbuster ’AVP: Alien vs. Predator’ til Camerons adrenalinpumpende, teknisk imponerende ’Aliens’.
Men det har aldrig været mere sandt end for Strause-tvillingerne, hvis bundløse inkompetence gav os den utilgiveligt ringe ’AVP’-efterfølger ’Requiem’, hvor seriens falliske xenomorphs og en Yautja-predator endnu en gang slår skallerne sammen.
Filmen er berygtet for dens mørke belysning, som gør det nærmest umuligt at følge de rodede action- og gysersekvenser. Det hjælper ikke på sagen, at den skifter seriens isolerede stationer som lokation ud med en generisk forstad fyldt med typen af ligegyldige kødposer, som befolkede 00’ernes mange, mange horrible slasher-remakes.
De to effektmagere prøvede igen deres hånd på en alien-invasionsfilm med 2010-filmen ’Skyline’. En film så ringe, at den er blevet slettet fra den kollektive hukommelse.
8. ’Alien3’ (1993)
Det er med tiden blevet populært at kippe kasketten pænt til David Finchers instruktørdebut som en underkendt horrorperle, der trods de evindelige studienoter giver et lille kighul ind i den kommende auteurs dystre sind.
Men er det nu også sandheden? For nok er Ellen Ripleys (Sigourney Weaver) detour til fængselskolonien Fury 16 seriens absolut mest nihilistiske. Men dens begmørke atmosfære passer dårligt til ’Alien’-seriens mere campy kvaliteter.
Det er i al fald svært at få øje på charmen i en film, der er evigt tildækket af et lortebrunt filter med en armé af skaldede, overgrebsparate fanger som Ripleys eneste selskab og en miserabelt ugidelig xenomorph lurende i fængslets mange ventilationsskakte.
Charles Dances læge Clemens er måske seriens mest pirrende mand i dens stolte tradition for smækre, indebrændte mandemænd (halløjsa,Tom Skerritt og Michael Biehn), men selv hans karisma kan ikke overstråle filmens søvndyssende pace.
End ikke Speciel Edition-cuttet, som giver mere rum til flere ligegyldige snakkescener med filmens anonyme persongalleri, hjælper en flyvende døjt.
7. ’Alien: Covenant’ (2017)
’Alien: Covenant’ er næppe det magnum opus, Ridley Scott havde forestillet sig, da han sluttede ’Prometheus’ – instruktørens episke retur til ’Alien’-franchisen efter mere end 30 år væk fra posten – med en cliffhanger.
For publikum brægede efter mere xenomorph-action, og Scotts karakteristisk olme modsvar var en film, der trodsigt stopper fanservice-øjeblikke ned i halsen på seriens fans i en sådan grad, at det kommer ud ad den anden ende.
Her er de spændende tematikker om religiøsitet fra ’Prometheus’ forduftet som dug fra solen. I stedet spises vi af med en teenagers forestilling om en Frankenstein-historie, der hovedsageligt vinder point for sine så dumme de er sjove meme-øjeblikke. Noget, instruktøren er blevet ekspert i at servere på sine ældre dage.
Jeg skreg således af grin, da to forskellige karakterer skrider i den samme blodpøl lige efter hinanden. Gør det ’Alien: Covenant’ god? Ikke nødvendigvis. Men den er unægtelig komisk.
6. ’AVP: Alien vs Predator’ (2004)
De to ’AVP’-film sættes for det meste i samme tvivlsomme bås, men det er ganske ufortjent. For instruktør Paul W.S. Anderson (’Resident Evil’, ’Event Horizon’) passer som fod i hose til at skabe en tegneserieagtig ’vs’-film mellem to af det tyvende århundredes farligste aliens.
Og som min personlige favorit Anderson-instruktør vil jeg da også hårdnakket fastholde, at ’AVP’ er ret hæderlig.
Filmens pilrådne ry skyldes hovedsageligt, at ’AVP’ er ’Alien’-franchisens eneste PG13-satsning. Trods blodfattigheden leverer den balstyriske instruktør dog langt hen ad vejen en morsom omgang bøllebank mellem den snu Yautja-jæger og de overrumplende xenomorph-aliens. Samtidig løfter karismatiske Sanaa Lathan glimrende den utaknemmelige rolle som seriens første ’Alien’-overlever, der ikke er Ripley.
Største anke er snarere filmens lettere desperate forsøg på at skrive sig ind i ’Alien’-kanonen gennem fanservice-øjeblikke og cameos. I sidste ende er der for meget uinteressant Weyland-Yutani-salat mellem xenomorph og Predator-retterne.
5. ’Alien: Resurrection’ (1997)
Det er næppe alle, der er enige i, at ’Resurrection’ ligger så højt oppe på listen. Og der er da heller ingen tvivl om, at Ripleys sidste omgang mod de glubske xenomorphs føles dateret. Skylden kan særligt smides for fødderne af manuskriptforfatter og professionel drengerøv Joss Whedon, der forventeligt skriver Weavers ikoniske heltinde som en kedeligt følelseskold dræber og ballbuster.
Men for hver cinematisk svipser er der masser af postmoderne godterier. Som den urovækkende scene hvor Ripley finder et laboratorium fyldt med fejlslagne klon-versioner af sig selv, der tigger og beder om at blive slået ihjel. Eller da en forsker drillende bemærker, at det onde konglomerat Weyland-Yutani er blevet opkøbt af Wallmart.
Det hjælper gevaldigt, at ensemblet af rumpirater, gemene forskere og inkompetente generaler, der jages igennem rumstationen, spilles af nogle af 90’ernes bedste karakterskuespillere.
Michael Wincott lyder, som havde han røget en pakke røde Cecil før hverttake. Winona Ryder går i fuld emo-mode over at være en androide. Og ingen har nogensinde været mere liderlig efter at tungekysse de fugtige dræbermaskiner end den virtuose Brad Douriff.
4. ’Prometheus’ (2012)
Godt og vel 15 år var der gået, siden den sidste officielle ’Alien’-film havde haft premiere, da Ridley Scott meldte sin tilbagekomst til serien, der gav ham sit gennembrud i 1979.
’Prometheus’ er dog langt fra den legacy-efterfølger, vi efterhånden forventer at blive håndfodret med. I stedet er det et kringlet og gudesmukt rumepos, som sender fugtige øjne mod ’Rumrejsen 2001’, ’Lawrence of Arabia’ og Scotts egen ’Blade Runner’ snarere end gamle sci-fi-b-film fra 50’erne.
I instruktørens prequel tager en ekspedition af sted til det fjerneste hjørne af galaksen for at finde menneskets skabere. Iblandt de tossenaive videnskabsfolk er også den enigmatiske androide David (Michael Fassbender), der gransker sin egen eksistens og står for filmens mest pirrende drama.
Selvom han ikke helt når i mål, er det prisværdigt, at Scott bruger sit univers til at fortælle en anderledes slags historie, der finder fornyet interesse i de massive space jockeys og deres mystiske rumskib på LV-426.
I sin tid blev filmen netop haglet ned af mange kritikere for ikke at være en ”rigtig” ’Alien’-film. Men tag et kig under motorhjelmen, og du vil finde en original sci-fi af den slags, vi i dag påstår, vi higer efter.
3. ’Alien: Romulus’ (2024)
Efter at have banket ’AVP’ såvel som ’Covenant’ oven i hovedet for overdreven brug af fanservice kan det måske virke ironisk, at jeg nu fejrer instruktør Fede Alvarez’ på sin vis formulariske legacy-efterfølger, der er aktuel i biograferne nu.
Som et Disney-ejet stykke IP er filmskaberne ikke sky for at hive onelinere frem fra de gamle klassikere eller – værst af alt – grave stakkels Ian Holms ferske lig op fra kirkegården i en cameo som androiden Ash, der er så grotesk, at den næsten er brillant.
Han agerer antagonistisk guide for en ny gruppe overraskende sympatiske arbejderklasse-overlevere, der falder lige lukt i favnen på en af de glubske xenomorphs.
Men ’Romulus’ er rent filmteknisk og fortællemæssigt simpelthen den bedste film i serien siden ’Aliens’.
Alvarez (’Don’t Breath’, ’Evil Dead’-remaket), der altid har været dygtig til at remixe eksisterende ideer og gøre dem til sine egne, gør både brug af facehuggeren, xenomorphens syreblod og sågar alien/menneske-monsterhybriden fra ’Resurrection’ til igen at give serien nyt liv midt i alt det grelle gravrøveri.
Det føles godt endnu en gang at få pulsen op i det røde felt ved synet af en xenomorph. Det fortjener Alvarez al respekt i verden for – nostalgirytteri eller ej.
2. ’Aliens’ (1986)
Som en altoverskyggende mastodont lever én million imitatorer i skyggen af James Camerons seminale action-efterfølger. Jeg voksede selv op med headcraps og MA5C-riflen fra actionspillene ’Half-Life’ og ’Halo’, længe før jeg første gang så en panisk rummarine affyre sin ikoniske pulsriffel mod de diabolske dræbermaskiner på planeten LV-426.
Den ikonografi bæres på ryggen af action orkestreret af genrens ubestridte mester. Marinesoldaterne fyrer fede oneliners af med samme hastighed, som de tømmer deres magasiner, alt imens den klaustrofobiske stemning skærper paranoiaen, før monstrene viser sig ud af mørket og spidder soldaterne.
’Aliens’ åbenbarer dog også nogle af Camerons kedeligere kvaliteter. Om end filmen gjorde Ripley til en actionhelt, reducerer den hende samtidig til en moar-arketype, der har brug for det lille englebarn Newt til at løfte sig fra survivor til fighter. Og så er originalens sexforskrækkede organiske æstetik en smule mere inspireret end efterfølgerens mere generiske industrielle Vietnam-krigshelvede.
Men hvis ’Aliens’ føles en anelse banal i dag, er det udelukkende, fordi alt og alle gik i dens fodspor efterfølgende. Og alligevel har meget få nået de samme højder som Cameron.
1. ’Alien’ (1979)
Hvilken film er bedst, ’Alien’ eller ’Aliens’? For syv år siden gav Soundvenues journalist guldmedaljen til ’Aliens’ og dens brovtende rummariner og muscle mommies. Så det er kun passende, at vi nu giver vandrepokalen videre til Ridley Scotts originale, hjemsøgte gyserhus i rummet, hvor ingen kan høre dig skrige.
I min bog er der da heller ikke meget konkurrence mellem de to.
Tegneserieskaberen Moebius, produktionsdesigneren H.R. Giger og manuskriptforfatteren Dan O’Bannon havde allerede skabt et sci-fi-moodboard til forberedelsen af Jodorowskys skrinlagte ’Dune’-filmatisering. Det imponerende forarbejde brugte de i stedet som udgangspunkt til den dystre verden i ’Alien’ bestående af rumtruckere, penisformede dræber-aliens og henlagte UFO’er på dystre ørkenplaneter.
Den detaljerede worldbuilding gør det til en fornøjelse at følge Nostromo-rumskibets tætknyttede besætning af hårdføre mekanikere, der klager over dårlig løn, storrygende piloter og naturligvis førsteløjtnant Ellen Ripley, der som altid formår at være fornuftens stemme.
Alt dette nøjsomme forarbejde gør filmens sidste time, som begynder med en chestburster, der presser sig ud mellem stakkels John Hurts ribben over morgenmadsbordet, neglebidende intens.
Filmen er, som Nostromos ondsindede androide Ash (Ian Holm) ville sige det: »A perfect organism«.
’Alien: Romulus’ kan ses i biografen.