’I Used To Be Funny’: Sjov og rar indiefilm rummer en overgrebsscene, der giver ’Irréversible’ baghjul
Der er langt mellem de gode gamle indiefilm efterhånden. Den søde, venlige independent-produktion, hvor lyset falder blidt og venligt over de quirky storbylejligheder, hvor alle har skøre nipsting og charmerende, men underlige karaktertræk, lave rottehaler og ironiske smækbukser.
Det er lang tid siden, jeg har set en film fyldt med polaroider og ukulele-singersongwriting. Men i sådan en verden bor altså Sam (Rachel Sennott) i ’I Used To Be Funny’, hvis bløde lyskæde-venlighed giver plads til dens afsindige tyngde.
Sam var lige ved at blive det store nye navn i comedy, men da vi møder hende, er hun lagt ned af depression og ptsd.
De to venner, Paige (Sabrina Jalees) og Philip (Caleb Hearon), betaler huslejen og rummer alt det, de kan, at stakkels Sams ptsd i flere måneder har lagt det lille kollektiv øde for gæster og energi.
Filmen væver to spor ind og ud af hinanden. Nutiden, hvor Sam skvulper rundt i depressionssuppen, og fortiden, hvor karrieren som standupper tager fart. Her lærer hun også den vrede teenagepige Brooke at kende. Hun skal babysitte hende, mens hendes mor er døende, som en sidegesjæft til det kreative arbejde.
Inden længe er de som søstre.
Og det er, da teenagepigen Brooke stikker af hjemmefra, at Sam må besejre depressionens favntag og stikke efter den moderløse pige.
Tidslinjerne mødes i nulpunktet, traumet, der vikler filmen sammen som en form for eksponeringsterapi.
Scenen med Sams overgreb er så gruvækkende begavet lavet, at ’I Used to be Funny’ giver ’Irréversible’ baghjul. Den føles som et ekko af hændelser, virkelige kvinder har gennemlevet, fordi Sam fryser af velbegrundet frygt – og heldigvis viser filmen ikke mere end det.
Og det gør ’I Used To Be Funny’ til en vigtig film i en tid, hvor samtykkelovgivningen herhjemme stadig er relativt frisk, og mange endnu ikke har forstået kompleksiteten i den slags forbrydelser.
Men trods sit tunge emne er ’I Used To Be Funny’ en rar film, der også fremragende beskriver kærlighed mellem voksne og børn, om venskaber og om, hvordan humoren indimellem er det bedste skjold.
Netop humoren bliver til en metode for Sam, som hun kan bruge til at håndtere tilværelsen med. Derfor fungerer det så meget stærkere, at hun har mistet den komiske gnist, med andre ord selve livsnerven. Den leder hun efter, som hun søger efter noget, hun orker at spise i det lille køkken, når appetitten er forsvundet sammen med glæden.
At Sam bor med sine to gode venner, der også er stand-up-komikere, betyder, at de hele tiden fyrer indforståede vittigheder af efter hinanden.
Rachel Sennott fra ’Shiva Baby’ og ’Bottoms’, der spiller Sam og gør det strålende, er selv komiker, hun behersker mikrofonen på scenen, leverer sine jokes med karismatisk kraft, og lige så energisk og veloplagt hun kan spille, lige så knust og grå kan hun stirre ud i ingenting.
Og lige så stærk og fandenivoldsk kan hun være, når hun endelig siger fra og står fast.
Også Olga Petsa, der spiller teenagepigen Brooke, er helt igennem vindende i rollen. Alle, der har holdt af skrøbelige teenagere, vil se sig selv i den omsorg, Sam viser for det kejtede lille menneske, der spørger nysgerrigt ind til oralsex og alkohol.
’I Used To Be Funny’ har en tendens til at være lidt overtydelig, når den skal forklare sin historie, og dens fortællefletværk mister indimellem fokus.
Heldigvis har Ally Pankiw, der både har skrevet og instrueret, et stort talent for at bygge sine karakterer, og man følger dem velvilligt, både når historien er tyk, og når den bliver en kende tynd.
Kort sagt:
’I Used To Be Funny’ er det, anmeldere med en rigtig kliché kalder for ’en perle’ – men her er den immervæk god nok! Belagt af filmisk originalitet af en skaber, der oprigtigt har haft noget på hjerte og talentet til at fortælle det.