Nogen skal jo sige det: Nicolas Cage stinker i sommerens store gyserhit

KOMMENTAR. Der var engang, hvor det var udbredt at mene, at Nicolas Cage var en fjollet skuespiller, der forspildte sit talent på dilettantiske b-film, vist nok for at inddæmme en betragtelig privat gæld.

Siden kom det, man vel kan kalde The Cage Resurrection. I dag mener alle filmnørder med respekt for sig selv, at den 60-årige amerikaner er en af sin generations mest brillante skuespillere, der som ingen andre tør eksperimentere med en ekspressionistisk spillestil i kontrast til den lavmælte naturalisme, som ellers er tidens norm.

Så almindeligt er det at mene, at Nicolas Cage er et misforstået geni, at han slet ikke er et misforstået geni mere. Han er bare et geni.

Jeg er da heller ikke ude på at forklejne hans mesterskab. Hans karriere i alt fra ’Wild at Heart’ til ’Face/Off’ til de seneste års hovedværker i film som ’Pig’, ’Dream Scenario’, ’Mandy’ og ’Joe’ taler for sig selv.

Men Nicolas Cages status synes også at have nået et stadie, hvor alt, hvad han rører ved, bliver stemplet som guld, bare fordi han er Nicolas Cage.

Og han kan da også svømme rygcrawl i de roser, han har fået som outreret seriemorder i sommerens store gyserfænomen, Osgood Perkins’ ’Longlegs’.

Roser, jeg stikker mig eftertrykkeligt på. For i mine øjne ødelægger han filmen.

Ufrivilligt komisk

’Longlegs’ starter som en stemningsfuldt creepy gyserthriller i ånden efter ’The Silence of the Lambs’ og ’Seven’ – en mørk underspillet fortælling om den synske/meget intuitive FBI-agent Lee Harker, der sættes til at opklare en række drab på familier gennem årtier begået af en mystisk morder med signaturen Longlegs.

Opbygningen er tålmodig, mørk og effektiv, egentlig mere thriller end horror trods de velfungerende jumpscares, der hurtigt sættes i scene.

Men så træder Nicolas Cage ind i billedet.

I den fremragende marketingkampagne (der i mine øjne har kørt forventningerne til filmen op til et sted, hvor værket selv ikke kan bunde) har distributøren Neon bygget stor hype op omkring Longlegs i Cages iteration. De har ikke offentliggjort stills af ham, og han fremgår kun i korte mystiske klip i trailerne, hvor man mest ser hans hår.

Spændingen omkring hans take på seriemorderrollen har derfor været intens, og desto større er skuffelsen således, når han man rent faktisk ser hans underlige møde mellem Mrs. Doubtfire og Buffalo Bill fra ’Silence of the Lambs’.

Han træder på pedalen fra første frame og skiftevis synger og råber sig vej ind i filmen, så man (okay, jeg) bliver revet fuldstændigt ud af den manende creepy atmosfære, filmen ellers havde bygget op.

Hans manierede stil bliver ufrivilligt komisk og smadrer øjeblikkeligt den følelse af ondskab og uhygge, der ellers synes at være filmens ærinde.

Med eksperimenter følger svipsere

Nogle mener, at Nicolas Cage forsvinder ind i rollen, og han er da også svær nok at genkende. Men jeg glemte nu aldrig et sekund, at det var Cage i grim paryk, der prøvede at fingere skiftevis uudgrundelig gru og eksalteret sindsforstyrrelse, mens det øvrige cast kun kan se til i forbløffelse over at spille på helt andre tangenter.

Det havde muligvis fungeret i en gyser med en mere ekspressiv eller selvironisk grundtone, men Cage formår ikke at skabe en interessant kontrast til resten af filmen. Han underminerer blot den tone, instruktør Perkins ellers har lagt for dagen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Man kan sige, at Cage derved blot pejler efter den udvikling, filmen styrer mod i sidste tredjedel, som også tangerer mod det overdrevne – og ja, i mine øjne latterlige. Hans præstation er i den forstand lige så grotesk som filmens slutning, men det er ingen ros til nogen af delene.

Når man eksperimenterer i en grad, som Nicolas Cage gør, vil der uvægerligt være svipsere, og det er helt i orden.

’Longlegs’ er én af dem.

’Longlegs’ kan ses i biografen.