’Unicorns’: Biografaktuel romance er en umådeligt gribende fortælling om kærlighed, køn og maskulinitet
En mekaniker går ind på en bar.
Og nej, det er ikke starten på en plat joke om sure hjemmebundne koner og deres fordrukne mænd i midtlivskriser og slidte overalls, men derimod en (meget forkortet) beskrivelse af indledningen på Sally El Hosainis nye romantiske drama ’Unicorns’.
Faktisk er denne queer-film, dens indledning og dens gennemborende kritiske behandling af homofobi og køns- og seksualitetsstigma alt andet end en småsexistisk vittighed – gudskelov!
Nå, men en mekaniker går altså ind på en bar. Eller det er vel nok snarere en klub og et neonbelyst og alkoholfuldt tilflugtssted for selvbetitlede gaysians. Det har den 26-årige motornørd og alenefar Luke (Ben Hardy), der lettere tilfældigt er snublet ind over det pailletprydede dørtrin, bare ikke helt fanget.
Det er dog også svært at lade sig stedsorientere, når man har travlt med at forelske sig i den første dame, man støder ind i – hvilket for Luke er den forførende og besmykkede danser Aysha (Jason Patel).
Attraktionen er gensidig, og under fyrværkeri sammensmeltes intense blikke og elektriske læber. Men da den førstegangsbesøgende pludselig kommer i kontakt med den forbudte frugt (et adamsæble), går det op for ham, at han har forvildet sig ind på ukendt territorium, og at kvinden, han har kastet kærtegn og tungeslaskere efter, ikke er ciskønnet.
Herefter følger vredesudbrud og gedigen soul searching for alfahan-karakteren, der skal gentænke sine egne begrænsede/begrænsende tanker om seksualitet og begærsretning – og et på mange måder veloplagt almengyldigt værk om kærlighed og identitet tager sin form.
Desværre kommer den ellers alvorstunge film en smule hurtigt og overfladisk fra start, for den bryske Luke når på de første fem minutter blandt andet både at have kold sex i højt græs, få safranris på underarmen og sætte spørgsmålstegn ved egen (og andres) maskulinitet. Det er hæsblæsende på den ufede facon.
Heldigvis dæmpes tempoet efterfølgende, hvilket tillader et kælent kamera at fange flydende kroppe og langsomme længsler, når den kørekortløse Aysha – der er en late night-arbejdende drag queen – et par dage efter deres første møde hyrer en lidt modvillig, men økonomisk trængende Essex-mand til at være hendes faste chauffør.
Han skal bringe hende – og sommetider også hendes virkelig sjove og rapkæftede veninder – fra drag-gig til drag-gig, en ordning, der ender med at vække stærke følelser og begejstring hos både Aysha, Luke og publikum.
For i nogle af filmens bedste sekvenser er en Fiat Multipla – eller hvilken bil det nu er – forvandlet til et romantisk og dialogstærkt fortrolighedsrum på fire hjul.
Og mens de to hovedpersoner taler ærligt om (våde) drømme, umiddelbare forskelligheder og politisk korrekt sprogbrug, beretter ’Unicorns’ om alle de – og der er ved Gud mange! – farer, der er forbundet med afvigelse fra den hvide heteronormativitet. Om dødstrusler og identitetsundertrykkende mundkurv, og hvad det vil sige at have frygt og had som umenneskelige følgesvende.
I bevægende scener ses det, hvordan Aysha febrilsk fjerner spor af neglelak og natteliv for at kunne bærer det mandlige dåbsnavn Ashiq i dagslyset, og hvordan hun – både med og uden makeup – må triplelåse sin hoveddør.
Herved hæver ’Unicorns’ sig lykkeligvis fra udelukkende at beskæftige sig med en selverklæret hetero-dudes indskrænkede seksualitetsforståelse til ligeledes at blive en øm behandling af Ayshas ætsende smerte, og hvordan hun (og mange andre) må betale den pinefulde pris for rigide forestillinger om blandt andet køn og etnicitet.
Det er særligt vellykket i det britiske dramas sidste del, som primært foregår hjemme hos Ayshas indiske og religiøse familie, hvor knuder og kærlighedsfulde (kultur)konflikter fremmales på rørende vis – smukt båret af en virkelig betagende Patel.
Patel deler en vidunderlig kemi med Ben Hardy, og selvom ’Bohemian Rhapsody’-skuespilleren ikke er lige så medrivende som sin scenestjælende kollega, er han med sin ulmende Mr. Darcy-bisterhed (a la Paul Mescel i ’Normal People’) ligeledes bevægende i sit nærværende portræt af en betonmands gradvise overgivelse til varme og neonfarver.
Nok er der ikke tale om den helt store filmkunst, men med veloplagte frontpersoner og en sensitiv hånd leverer Sally El Hosaini en umådelig fin og gribende fortælling om kærlighed, køn og maskulinitet – og en mekanikers skelsættende barbesøg.
Kort sagt:
’Unicorns’ er en bevægende film om menneskets former og kærlighedens farver.