’Hvad fejler Fuhlendorff?’: Stjernekomikers velmente ADHD-dokumentar kan ikke modstå boomer-humoren
Christian Fuhlendorff sidder uroligt i en sofa og kigger sig febrilsk omkring. Kameraet zoomer ind mod hans pande, for med en zaplyd at lade sig suge ind i den. Alle er med: Vi er nu inde i hovedet på den 42-årige komiker.
Her sidder han i et skrigpink jakkesæt i et lille rodet rum. Han suser rundt mellem at vande planter, spille tuba, skrive jokes, kigge i billedblade og, som kaos-i-hovedet-metafor nummer 1, at spille på et trommesæt.
Lydsidens stressjazz intensiveres, og en alarm begynder at hyle. Det står skarptskåret i pap: Fuhlendorffs hoved er et kaotisk sted – gad vide om han mon har ADHD?
’Hvad Fejler Fuhlendorff’ er en dokumentarserie fra DR, hvor den succesfulde komiker, som slog igennem med ’Mit første one man show’i 2007, lader sig udrede for ADHD. Intentionen er god, og når han får ro til det, gør hovedpersonen sig mange velovervejede tanker om sin fortid og om endemålet: at blive en mere nærværende far.
Fuhlendorff gik fire år på specialskole, da han var blevet diagnosticeret som grænsepsykotisk. Det fortælles åbent, at han har truet med at tage både sit eget og sin fars liv. Siden kom han tilbage på en almindelig folkeskole og fandt sit kald i komikken.
Det bliver dog symptomatisk for særligt første afsnit, at gimmicks og (u)sjove indspark blokerer et højaktuelt, interessant emne og et oprigtigt ønskeom at forstå sig selv og ADHD bedre gennem undersøgelsen af en række svære spørgsmål:
Er ADHD en belastning eller superkræft? Skal man takke ja til udredning, og hvad med medicin? Og er ADHD blevet et modefænomen?
I det første ikkeiscenesatte møde med Fuhlendorff i han og familiens hjem ser vi ham udvise en mærkelig komiker-distance til nære ting som at kramme sit barn farvel – »kan vi lave et mere akavet kram?« – imens 30 sekunders ærlig refleksion punkteres af konen Karina, der er overbevist om, at Fuhlendorff har ADHD, men kun kan begrunde det med at han er »mærkelig«.
Det går fra ukonstruktivt til katastrofalt, da der kort klippes tilbage til Fuhlendorff i det lyserøde jakkesæt, som nu har iført sig Fest&Farver-klassikeren penis-brillen og spørgende gentager til kameraet: »Mærkelig?«.
Det tegner et billede af et program, der ikke kan tage sig selv seriøst nok, og det fortsætter med det forstyrrende og småhånlige påfund at lave ekspertinterviews i en basar, en trampolinhal og en lufthavn. Vi skal absolut stopfodres med metaforer om, at ADHD føles, som om ens hoved er et supermarked i myldretid.
Yderligere forvirrende bliver det, da hovedpersonen rejser til Málaga for at besøge René Dif. En kendis med ADHD – mon ikke man kunne have fundet en i Danmark? – som kan fortælle om at smide en hel kasse øl ud af et vindue på Esplanaden, da han fik en pladekontrakt, og at tingene »godt kunne have været anderledes« omkring hans voldsdom, hvis ikke det var for ADHD.
Vildt meget klogere gør Costa del Sol-udflugten os ikke. Det er overfortalt og boomer-bøvet med en »drenge har jo nogle gange lidt ekstra krudt i røven«-distance.
Heldigvis bliver det bedre. Holder man ved gennem spasmagerens fritime i afsnit 1, er der i de efterfølgende afsnit noget at komme efter. Her besøger Fuhlendorff en psykolog og forskellige danskere, som er diagnosticeret, og gør både ham og seeren klogere på livet med ADHD.
Det samme gælder, når tempoet sænkes, og Fuhlendorff får lov at fortælle om frygten for, at andre vil se anderledes eller dårligere på ham, hvis han får en diagnose. Bekymringer, mange mennesker – med og uden ADHD – kan spejle sig i, og som han prisværdigt italesætter på ærlig vis.
Mens de usjove gimmicks aldrig helt slipper taget, er lyspunkterne i afsnit 2 og 3 dog værd at sætte pris på.
Som da Fuhlendorff fortæller psykologen om en aften, hans søn var bange, men sagde »det er også bare prisen for en stor fantasi«. Noget, det tog Fuhlendorff selv 30 år at indse og faktisk påskønne. Her mærker man, hvor oprigtigt han faktisk ønsker at ændre sin måde at være forælder, men at frygten for samtidig at blive en dårligere komiker tynger ham.
Desværre kan han heller ikke her dy sig og smider en »jeg skulle grave dybt, så nu er jeg kommet til Kina og har fået en ny ven«-joke ind. Malplaceret og hyggeracistisk boomer-humor, når det er værst.
På den måde bliver ’Hvad Fejler Fuhlendorff’ en rutsjebanetur i sig selv. Man efterlades mere irriteret end oplyst.
Kort sagt:
Christian Fuhlendorff har intentionerne på rette sted og viser oprigtig interesse i at blive klogere på sit eget liv og en bedre far, ligesom han ønsker at oplyse seerne om ADHD. Desværre drukner mange af de gode takter i gimmicks og boomer-humor, der forsimpler emnet og får den modsatte effekt.