’Lee’: Kate Winslet er fabelagtig i glat RUC-portræt af stjernefotograf

Efter flere år som supermodel og målskive for kameralinsen løftede Lee Miller en dag selv kameraet og sigtede med det.

Hun transformerede sig slet og ret fra beskuet til beskuer, og med en surrealistisk åre etablerede hun sig som succesfuld mode- og kunstfotograf i det pulserende Paris.

Hendes mest berygtede (og brutale) værker blev dog taget, da hun under Anden Verdenskrig fungerede som dokumentarist og korrespondent for det britiske Vouge. Disse betragtes i dag som afgørende vidnesbyrd om krigens rædsler, og nu bringer Ellen Kuras’ patosfulde drama ’Lee’ den amerikanske fotohelt og hendes liv i, af og på billeder til biograflærredet.

Gennem biopicgenrens favoritgreb, en interviewramme, oplever vi en aldrende hovedperson reflektere over egen fortid, og med flashbacks støder vi til Miller (Kate Winslet), da hun i slutningen af 1930’erne nyder la dolce vita i et intellektuelt boho-paradise. I dette kan hun med hedonistiske armbevægelser og OG brat-energi forføre middelhavsbølger og kunstnertyper – heriblandt sin sjæleven og future hubby Roland Penrose (en meget blid Alexander Skarsgård).

Sammen med deres venner lever det nye par i lysende frisind, men da fascisme og Nazi-kors gradvist indtager Europa, forvandles alt til mørke.

Mænd uniformeres, kvinder somewhat evakueres, men selvom østrogen på dette tidspunkt er faux pas i de fleste soldaterzoner og presseområder, er den amerikanske kunstner overbevist om, at også hun skal være ved frontlinjen med eget (fotografiske) skydevåben.

Fra denne position udvikler ’Lee’ sig til et periodedrama om Anden Verdenskrigs uhyrligheder og til et feministisk værk om kvindekønnets/-kroppens evige forfølgelse, mangeartede overgreb og hyppige eksklusion.

For med Millers (og Kuras’) linse rettet mod de liv og smerter, som tidligere er udeblevet i historieskrivningen, beretter de om umyndiggørelse og afmagt – og forstummede Tyskerpiger.

Hvilke fortællinger, der skal bringes i den dyre- og salgsbare spalteplads, er en konflikt, som gentagne gange adresseres, og filmen evner hyppigt at stille spørgsmålet: Skal vi portrættere den verden, vi lever i, eller den verden vi/man(d) gerne vil leve i?

Det diskuteres passioneret i nogle af ’Lee’s stærkeste scener og samtaler mellem en veloplagt Andrea Riseborough, der indtager rollen som tiltalende chefredaktør, og den fabelagtige Winslet.

Og titelkarakteren er ved Gud fabelagtig og fuldstændig magnetisk. Med utæmmet stålsind skaber hun kvindeligt frirum, og med et køligt blik og gribende melankoli drikker hun sig stiv i whisky og sprutter sandheder ud om sit (anstrengte) forhold til livet og moderskab. Bister, feminin og fuld af dyrisk råstyrke.

Både råstyrke og følelsesmæssigt forfald er gribende fremmalet, når hun i følgeskab med den jødiske kollega David E. Scherman (ultrasympatisk og ganske rørende gestaltet af Andy Samberg, der i dette støvgrå drama er langt fra sine farverige Lonely Island-karakterer) bestiger krigens tragiske murbrokke.

Men uagtet at Kate Winslet leverer alskens former for portrætlighed og en fænomenal præstation (og at i al fald to af hendes medspillere følger trop), ville historien om Lee Miller og hendes mange mageløse bedrifter muligvis have været bedre fortalt gennem det rige arkivmateriale og som en dokumentar – en genre, som Ellen Kuras tidligere har excelleret i.

For ’Lee’ er på en eller anden måde for glat til at tegne/tage et retvisende billede af den viltre og fascinerende hovedpersons liv. Hvor er den visuelle avangarde-leg og de surrealistiske træk, som er Millers signatur? Hvor er den progressive dristighed?

Den er åbenbart sparet væk, så der i stedet har været råd til patineret melodramatik. Det historiske værk virker således en smule bedaget, og selvom det kredser om almengyldige væsentligheder såsom krigens brutalitet, fortælleret og ligestilling, siger det ikke rigtigt noget nyt.

’Lee’ vil nu gerne sige meget – sommetider en anelse for overtydeligt og forkrampende velartikuleret, hvilket resulterer i, at en ellers sanselig biografsal begynder at minde om et ekkorungede auditorium på RUC.

---

Kort sagt:
Kate Winslet er fabelagtig i et ellers glat RUC-portræt af Lee Miller.