ANBEFALING. Der er noget tiltrækkende ved rovdyret. Den udpeger sit bytte og nedlægger det, stanger tænder med ribbensknoglerne, indtil maven rumler videre. Fødekædens øverste led skylder ikke sine ofre en forklaring på hierarkiets sammensætning.
Det er bare sådan, det er.
Vi fascineres af Wall Street på film og tv, fordi børsmæglere er det tætteste, vi kommer på et civilseret rovdyr. Lejemordere er fodsoldater. Gangsterbosser er amatører. Kongerne over den civiliserede Savanne render rundt mellem glas og beton, løver i Hugo Boss med license to kill en hel verdensøkonomi.
Finansløvernes jagtmarker er desuden metafysiske.
Det er den anden fascination. Nutidens mest magtfulde mennesker sælger ikke andet end forestillingen om værdi, baseret på forventningen om guldregn. De er drømmetydere, voodookunstnere og mammon-trolde. Deres kropsløse tilstedeværelse gør dem uindfangelige, og ingen spærres inde, når fantasien bryder sammen.
Som Matthew McConaugheys fuldendte sociopat forklarer DiCaprios ditto in spe i ‘The Wolf of Wall Street’:
»Fugazi, Fugaarzi, it’s a whaasie it’s a whoosie, it’s pffpfffpfpfpf-fairy-dust, it doesn’t exist, it’s neverlanded, it’s no matter, it’s not on the elemental chart, it’s not fucking real«.
Legendarisk krisemøde
Børsmægleren har regnet spillet så meget ud, at de har adskilt sig fra konsekvenserne af dets regler.
Af samme grund har den filmiske fremstilling af denne afkoblede verden altid noget infantilt voyeristisk over sig. Efter at have slugt to sæsoner af ’Industry’ er jeg blevet mæt af mennesker, der puster coke op i hinandens røvhuller. Adam McKays ’The Big Short’ gjorde bedre figur i forsøget på at omfavne vanviddets diameter, men blev dårligere ved fornemmelsen af, at Adam McKay stod bag mig i lægekittel og en vaselineindsmurt rød pille i hånden.
Og hvis det virker, som om jeg er unødigt centreret omkring analpenetration, er det, fordi røvpuling er nøgleordet for Wall Street.
Nå, det var egentlig meningen, at jeg skulle skrive om ’Margin Call’ fra 2011, instruktørdebuten fra J.C. Chandor (’All is Lost’ og ’A Most Violent Year’). Et overset mesterværk om dagen før finanskrisen, set gennem perspektivet fra den første bank, der får 2 + 2 til at blive = katastrofe forud for krakket i 2008.
Der er sat fut i en overordentlig fyringsrunde i filmens fiktive investeringsbank, og risikoanalytikeren Eric Dale (Stanley Tucci) får sparket midt i et vigtigt excelark. Stående i elevatoren, flankeret af sikkerhedsfolk og med sine ejendele i en papkasse, får han øje på lærlingen Peter Sullivan (en stilfærdig Zachary Quinto) og rækker ham sin USB-nøgle med ufærdigt arbejde.
»Be careful«.
Døren lukker. De overlevende børsmæglere tager på druk. Sullivan vælger at blive siddende i kontormørket. Som natten skrider frem, begynder han at lappe hullerne i analysen fra USB-dokumentet.
Da det står klart, hvad der er på spil, ringer han efter sin chef, Will Emerson (Paul Bettany som charmerende dumt svin), der ringer efter sin egen chef, Sam Rogers (Kevin Spacey som Kevin Spacey), der ringer efter sin egen overordnede, Jared Cohen (en iskold Simon Baker), som sætter det legendariske krisemøde op, der stadig står som epitomet for big business-kammerspil.
Frostklar kalkule
‘Margin Call’ viser den anden side af salget af den varme luft, der går bagom ’Industry’s champagnefontæner, mikrodoseringer af råhypnol og de uendelige sexscener – nemlig den frostklare kalkule, som er nødvendig for at lede en hel verden i sit eget fordærv.
Vi snakker børstet stål og blå jakkesæt, blanke bordflader og polerede vandglas, som ingen drikker af.
Jeg vil vove den påstand, at røvpulingen gør mindre ondt på os, så længe vi anskuer overgrebsmændene som uorganiserede og forjættede persontyper. Kyniske klovne, som vi kan grine af i rigmandsfetichistiske serier som ’Succession’, ’Exit’ og ’Industry’.
Det gør mere ondt at forholde sig til, at finansiel manipulation ikke er en abnormalitet, men en dybt indarbejdet mekanisme i den vestlige økonomis mest grundlæggende styresystem, og at manipulatorerne altså ikke kun er aparte sexforbrydere og karismatiske gadedrengehustlers, men tværtimod topkvalificerede matematikere. Zachary Quintos Peter Sullivan er raketforsker, men han arbejder i en bank, fordi:
»It’s all just numbers really, you are just changing what you are adding up, and to speak freely; the money here is considerably more attractive«.
Det ender altid med ingenting
Da bankens overboss John Tuld, i skikkelse af en topmagnetisk Jeremy Irons, når frem til, at banken må læsse sine værdiløse aktier af på deres årelange kundekreds, er det ikke et moment af vanvid. Han er hverken fuld eller påvirket af et familieskænderi i en dramatisk scene forinden. It’s just business.
Sam Rogers: »But John, if you do this, you will kill the market for years. It is over. And you are selling something that you know has no value«.
John Tuld: »We are selling to willing buyers at the fair market price, so that we may survive«.
Det er til dels vores egen skyld, hr. og fru forbruger. Modsat Adam McKays selvretfærdige forargelse i ’The Big Short’ sætter ’Margin Call’ fingeren på den ømme dobbeltknude gennem Will Emersons rammende monolog, spyttet fra en topløs sportsvogn:
»If you really wanna do this with your life, you have to believe you’re necessary, and you are. (If) people wanna live like this in their cars and their big fucking houses they can’t even pay for, then you are necessary. The only reason they all get to continue living like kings, is because we got our fingers on the scales in their favor. I take my hand off, and the world gets really fucking fair really fucking quickly, and everybody say that they want that, but they really don’t… Fuck normal people«.
’Margin Call’ ender med ingenting. Det er ikke en spoiler. Det ender altid med ingenting. John Tuld spiser frokost med Sam Rogers på penthouserestauranten. Sam har samvittighedsnag, men Tuld beroliger ham.
»You know, I am starting to feel a little better about this whole thing. You are one of the luckiest guys in the world, Sam. You could have been digging ditches in all these years«.
Sam Rogers: »And if I had, at least there would be some holes to show for it«.
Lær at leve med røvpulingen
Ironien er, at de fleste hovedrige mennesker ikke bygger noget. De skaber forventninger og fremstiller kopier af en virkelighed, der undslipper dem, konstruerer variationer af information, branding og indpakning, som dækker over det faktum, at den reelle produktion bliver udført af de mennesker, hvis liv kan ødelægges af rige svin på et splitsekund.
Vi har lært at leve med røvpulingen. Som aflad griner vi af de rige som outrerede figurer på tv. Se hvor latterlige de er. I virkeligheden griner de rige hele vejen til banken. Vores pseudo-identifikation med den fiktive overklasse er et opium, som undertrykker den mere problematiske erkendelse: At vi lever i et økosystem, der er afhængigt af overophedning og sammenbrud, tabere og vindere, fat cats and starving dogs, de manipulerende og de manipulerede, de pulende og de pulede.
’Margin Call’ er et slow burn horror-mesterværk inde fra maskinrummet, når det renses for ironisk distance og påtaget menneskelighed. En kommentar til den økonomiske retfærdigheds totale umulighed.
»It’s just money«, som John Tuld afsluttende understreger. »It’s made up. Pieces of paper with pictures on them, so we don’t have to kill each other just to get something to eat«.
Og han har ret. Det er alt sammen bare noget, vi har fundet på. Problemet er, at vi ikke kan forestille os noget andet.
’Margin Call’ kan lejes på blandt andet Blockbuster.