’Rivals’: Midt i lystig og liderlig 80’er-satire træder Disney-serien katastrofalt ved siden af

At ’Rivals’ indledes med en bar manderøv og en dame iklædt skulderpuder, der bolles på et yuppie-pakket fly, er mere end sigende for seriens tone og fokus.

For Disneys adaption af Jilly Coopers populære bonkbuster er – udover en humoristisk magtfortælling om den britiske tv-branche i det fiktive Rutshire – et liderligt portræt af de ’fashionable’ 80’ere.

Du kan derfor glæde dig til rejecocktails, Culture Club-hits og et par reverse cowgirls hist og her, når little dick energy-manden Lord Tony Baddingham (skarpt gestaltet af David Tennant) forsøger at skabe intet mindre end verdens bedste tv-station. Ydmyg type.

Sammen med Cameron Cook (Nafessa Williams), der er anerkendt producent og selvbetitlet boss lady, lover han seerne progressive gossip-programmer og headhunter landets førende journalist og tv-personlighed, Declan O’Hara (Aiden Turner), der fremadrettet skal indtage rollen som deres feterede talkshow-vært.

Det viser sig (til at begynde med) at være et umådeligt kløgtigt træk. For efter O’Hara, hans døtre og hans ekstravagante skuespillerhustru, der har en fetich for kameler og mænd med kradsbørstige moustaches, er flyttet til den polospillende og tweed-belagte by, stormes tv-stationen af succes.

Men under tårnhøje seertal og ti-liters hårlak gemmer der sig forsmåede egoer og uanede mængder af splid og rivalisering.

Ovenstående udspiller sig i særdeleshed mellem seriens mange mænd. For selvom ’Rivals’ præsenterer os for kvindeligt – for såvel tværkønnet – fjendskab og ligeledes fremlægger rammende pointer vedrørende ægteskabet som en mulig kampplads for misundelse og mindreværd, er latterliggørelsen af machoernes evige (og til tider uforståelige) strider seriens altoverskyggende motor.

Sig derfor hej til et utal af pikmåling-konkurrencer og til bad blood-blikke mellem Lord Baddingham og hans nemesis: byens førende playboy Rupert Campbell-Black (Alex Hassell).

Det er endnu en smule uklart, hvorfor de to battler. Det var vist noget med en gammel skolegårdsfejde, et dæk, der aldrig blev sparket hårdt nok til eller en anden ligegyldig maskulin fornærmelse.

Jeg ved dog med sikkerhed, at The Lord skal stå tidligt op, hvis han skal have nogen chance for at slå eller ud-måle Campbell-Black i noget som helst – spol eventuelt hen til tennisscenen, hvor sidstnævnte er splitternøgen og frontalt vendt mod kameraret, så får du selv et imponerende syn for sagen.

Ja, faktisk synes Rupert som tidligere OL-rytter og nu sportsminister på alle måder at være urørlig. Men selv privilegerede og veludrustede sejrherrer, der tager wholesome karbade med sine hunde, har akilleshæle og sit at slås med.

Ubelejligt har den eftertragtede bachelor nemlig kastet sine længselsfulde og noget udspilede øjne efter O’Haras datter – den smukke kok in spe, Taggie (Bella MacLean) – der efter sin fars udsagn er off-limits. Førsteelskeren kender pludselig til sårbarhed og frygten for tab, og gennem de to elskende hives vi lidt modvilligt gennem daglige skovture og en klassisk will-they-won’t-they-kærlighedshistorie.

Den kunne de med fordel have skrottet.

For den er ikke blot ualmindeligt langsommelig, romancen er ligeledes fuld af idiotiske bejlergestusser, med hvilke serien forsøger at (gen)fortælle os, at ækel sexchikane sagtens kan udvikle sig til ægte amour. Jeg håber ved Gud, at det er sidste gang, jeg skal tvangsindlægges til at overvære sådan noget skvadder – og jeg håber ved en endnu større Gud, at jeg ikke behøver at forklare, hvorfor en sådan uklædelig fremstilling af ’dating’ giver lange patter og trætte seere.

Heldigvis har både patter og seere det virkelig rart sammen med byens wallflower og observatør Lizzie Vereker (Katherine Parkinson), som udover at være den vidunderlige blanding af forsagt husmor og erotisknovelleforfatter også er seriens bankende hjerte.

Som indehaver af en besnærende sorgfuld nerve leverer hun et skønt billede af en kvinde, der bare gerne vil elskes – og tages hårdt op af et bøgetræ. Med sådanne beskedne ønsker fremstår hun som et dejligt nærværende modstykke til de resterende overfladiske og statusorienterede karakterer, der er oprigtigt forfærdelige. Og til tider også forfærdeligt morsomme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

I selskab med dem mindes man på humoristisk vis sololie og andre af 80’ernes fantastiske som horrible trends, og man griner sig lystigt igennem seriens mange portrætter af den britiske overklasse.

Men uagtet at den mest af alt er god, glammy underholdning, forsøger ’Rivals’ at gribe om sexisme, racisme og andre tunge (identitetspolitiske) problematikker. Disney+-produktionen er bare for glat og dialogen ofte for plat til at lykkes med dette – faktisk er særligt en voldtægtshistorie virkelig kikset, ja, tæt på katastrofalt fortalt.

Det trækker gevaldigt ned, at periodedramaet således ikke kender egne begrænsninger. Desuden bliver de mange oppustede hane- og kroketkampe så kedelige i længden, at man næsten sover, når Beddinghams tv-station udfordres fra (måske knap så) overraskende kanter, og hvad skaberne tror er en spændingsfuld slutning, fremstår bare doven.

Du skal derfor mest af alt se ’Rivals’ for at rocke med på Bonnie Tyler, imens du nyder synet af permanente krøller og store køller.  

---

Kort sagt:
’Rivals’ er en lystig – dog til tider tonedøv – skildring af 80’ernes britiske og liderlige overklasse.

Anmeldt på baggrund af hele serien.