’Uproar’: Savner man Taika Waititi præ-Hollywood, skal man se denne newzealandske guldklump
Det er sjældent, at en newzealandsk film får international opmærksomhed, hvis der hverken står Taika Waititi eller Peter Jackson på plakaten.
Men de to instruktører Paul Middleditch og Hamish Bennetts hjertevarme og humoristiske ’Uproar’ er heldigvis sluppet gennem nåleøjet til en dansk biografpremiere.
Stortalentet Julian Dennison har hovedrollen som den 17-årige Josh, der bor i et splittet Dunedin, New Zealand anno 1981. Det sydafrikanske rugbyhold Springboks turnerer ølandet for lidt venlig konkurrence, men med apartheid på verdenspressens dagsorden har turnéen medført voldsomme protester.
En ironisk konflikt, bemærker Josh, da New Zealand ellers affejer sit oprindelige folk, Māori-folket, med den samme racisme, der protesteres imod.
På samme tid prædikes der fred og fordragelighed i hans hverdag. Mottoet på hans skole lyder He iwi tahi tatou, et Māori-ordsprog, der kan oversættes til: »Vi er alle ét folk«. Men i skolen skiller han sig ud som den eneste Māori-dreng og tilbringer derfor spisepauserne alene på biblioteket for at undgå sine hvide klassekammeraters nådesløse mobberi.
Altså indtil hans småkiksede engelsklærer Madigan (Rhys Darby) foreslår, at han tilslutter sig hans nyopstartede dramaklub, og Josh opdager en ny passion.
Det kan næppe komme bag på nogen, at Julian Dennison brillierer i filmen. Allerede som 14-årig beviste han sig som et komisk naturtalent i Taika Waititis anmelderroste ’Hunt for the Wilderpeople’, og i ’Uproar’ cementerer han sig som voksenskuepiller, der kan give sine ældre medspillere kamp til stregen.
Hans samspil som straight man til Rhys Darby ‒ i en Darby Classic som en lidt usikker mand med et malplaceret positivt sind ‒ er konstant seværdigt. Som når Madigan forsøger at overbevise Josh om at søge ind på et skuespillerakademi med den største kompliment, han kan mønstre: »Du er ikke lort«.
Nok foregår filmen i 1981, men problematikkerne er tydeligt ment som et spejl af nutidens New Zealand. Efter flere års Jacinda-mania har landets nye regering blandt andet planlagt at tilbagerulle brugen af Māori-sproget, og vicepremierministeren har gået så vidt som at kalde Māori-folk for »ikke oprindelige«. ‘Uproar’ føles som en høflig fuckfinger til konservative politikere og de borgere, der føjer dem.
Da Josh noget tøvende deltager i et møde om demonstrationerne, hører han en ældre Māori-kvinde tale. I en scene, der perfekt indkapsler de faldgruber, som velmenende hvide aktivister ofte falder i, irettesættes hendes vrede af en aktivist, og hun fortæller passioneret de hvide tilskuere, hvordan hendes folk har lidt i fortiden, og det fortsætter i hendes nutid. Hendes vrede er berettiget.
Bagefter fortæller Josh hende, at han er ked af at høre, hvad hendes folk har gennemgået. »Søde, de er jo også dit folk«, svarer hun, og erkendelsen er malet over hans ansigt. For første ‒ men ikke sidste ‒ gang fortrød jeg mit valg af en ikke-vandfast mascara.
Med en hvid mor og afdød Māori-far har Josh sjældent overvejet sin egen position som ung Māori-mand ‒ og slet ikke at han kan sige fra over for den forskelsbehandling, han dagligt møder. Hans mor har med tre rengøringsjobs og en avisrute ikke meget tilovers for hans teaterdrømme eller nyfundne aktivistiske stil.
Deres konflikt skildres med enorm følsomhed for begges positioner. Man ser kun korte glimt af det tilflugtssted, som Josh finder i skuespillet. Det føles først frustrerende, men det gør hans sidste audition dét mere effektfuld. Den vises i sin helhed – og kulminerer i en haka med genial brug af lyd, der forbinder Josh til sine forfædre.
Minnie Driver spiller rollen som alenemor med lige dele kølighed og kærlighed. Særligt rørende er det, når Josh forsøger at få historien bag et billede af dem, der hænger i garagen. Først fortæller hun smilende om de sange, han spillede på sin guitar, men haster så ud af garagen, da det bliver for følsomt.
Disse scener kunne i mindre kompetente hænder hurtigt resultere i en noget heavy oplevelse. Men som i førnævnte Taika Waititis tidlige værker balanceres de hårde samtaler med masser af tør humor og elskværdigt kejtede karakterer.
På den måde bliver noget så niche som en 80’er-rugbyturnering på den anden side af kloden universel.
Kia ora!
Kort sagt:
Savner man Taika Waititi, fra før han gik helt Hollywood, er ’Uproar’ med tør humor og masser af og på hjerte en værdig afløser.