’Blitz’: Eminente scener rager op i Steve McQueens ujævne krigsfilm med Saoirse Ronan
Der åbnes for vandet, og en brandslange får liv, springer op og slår en brandmand bevidstløs. Slangen slynger sig rundt, vildt og hvæsende, mens andre brandmænd kommer farende og kæmper for at få bæstet under kontrol.
Det er en mesterlig start på Steve McQueens Anden Verdenskrigs-drama ’Blitz’, om London i starten af krigen, hvor indbyggerne hver nat frygtede endnu en regn af bomber.
Brandmændene fejede murbrokker op om dagen og kæmpede mod den evige ild om natten. Den løbske slange, der før hjalp mod flammerne, er pludselig blevet en del af kaskaden af trusler. Det er London som byen, der også kunne blive ødelagt af indre strid og menneskelig fejlbarlighed, selvom den ydre trussel var den mest åbenlyse.
I denne smuldrende verden møder vi niårige George (Elliott Heffernan), der bor med sin bedstefar (den britiske musiklegende Paul Weller) og mor Rita (Saoirse Ronan). Drengen bliver sendt på landet, evakueret sammen med hundredvis af andre London-børn. »Jeg hader dig«, kommer han til at sige til sin mor, fordi han ikke vil væk fra hende. På toget driller de andre børn ham. Georges far er sort, og George er begyndt at opleve, hvordan hans lysbrune hud skiller ham ud fra de fleste englændere.
Det er typisk omkring niårsalderen, at børn går fra magisk tænkning og legeverdener til voksenverdenens realiteter. For børn fanget i de voksnes krige kan det blive en brat overgang. George vil tilbage til sin mor og hopper af toget.
Det bliver starten på en Dickens-agtig rejse tilbage til London, hvor hans mor på et tidspunkt finder ud af, at George aldrig kom frem. Undervejs møder George en skurkagtig type kaldet Albert, spillet af Stephen Graham, som vil have ham til at stjæle smykker i ly af bombernes kaos. Albert kunne lige så godt hedde Fagin, hovedskurken fra Dickens’ ’Oliver Twist’.
Der er adskillige eminente scener i ’Blitz’, blandt andet en snigende uhyggelig skildring af før og efter bombningen af Café de Paris, en virkelig hændelse, hvor den festklædte overklasse ellers følte sig sikker i de underjordiske haller. Hans Zimmers strengeinstrumenter knirker og skriger som Pendereckis i ’The Shining’.
Desværre føles det som lommer af velfungerende scener, der aldrig samler sig til dramatisk tyngde. Forstyrrende flashbacks rev mig ud af fortællingen, og de mange karakterer, som George og Rita møder i deres søgning efter hinanden, forsvinder ofte igen uden at bidrage synderligt.
Historien udspiller sig som baner i et WWII-computerspil, bare uden samme naturlige indlevelse, som når man selv sidder med controlleren i hånden.
Steve McQueen – manden bag ’Hunger’, ’Shame’ og ’12 Years a Slave’ – vil for meget i ’Blitz’. De gode intentioner om både at fortælle om sammenhold, racisme, klasseskel, fattiges vilkår, kærlighed trods forskellig hudfarve, kvinder på arbejdsmarkedet, ukuelighed og englændernes evne til at »Keep Calm and Carry On« ender som en ufokuseret rejse.
Man ser altid en krigsfilm i en krigstid i et andet skær. Måske ville jeg i fredstid være mere tilbøjelig til at tilgive filmen de mange klichéer og klodsede moralske pegefingre. Måske er jeg blevet kyniker.
Heldigvis lykkes Steve McQueen selv i denne mindre vellykkede film stadig med at skabe mindeværdige scener fuldt på højde med det bedste fra for eksempel Sam Mendes’ krigsfilm ’1917’.
Det er ikke en film om håb i en håbløs tid, men en film om det, der er værd at knuge sig til, når alt ramler omkring dig.
Kort sagt:
Seværdig, informativ og pletvis gribende, men de mange bomber i Steve McQueens ’Blitz’ burde have rystet mig mere.