’Quislings sidste dage’: Norges største landsforræder er et menneskeligt mysterie i sober efterkrigsfilm
Menneskers mørkeste sider er et af norske Erik Poppes yndlingsemner.
’De usynlige’ fra 2008 fulgte for eksempel en ung mands vej tilbage til samfundet efter en fængselsdom for barnemord, og ’Utøya 22. juli’ fra 2018 genskabte Anders Breiviks forfærdelige massakre, udelukkende set fra ofrenes perspektiv.
Med sin nye, niende spillefilm ’Quislings sidste dage’ stiller instruktøren nu skarpt på et andet traumefyldt kapitel i Norges historie.
I 1945 blev den norske politiker Vidkun Quisling dømt til døden for landsforræderi. Han spillede en central rolle, da Nazityskland invaderede landet i 1940. Her gennemførte han et statskup og erklærede sig selv for landsleder, såkaldt ministerpræsident, i spidsen af partiet Nasjonal Samling. Under besættelsen var han loyal over for nazisterne og bidrog til forfølgelse og deportering af norske jøder til kz-lejre.
’Quislings sidste dage’ følger ham fra arrestationen 9. maj 1945 til domfældelsen og henrettelsen, der fandt sted 24. oktober samme år. I disse måneder fik han tilbagevendende besøg af præsten Peder Olsen, der agerede sjælesørger for den dødsdømte.
Filmen er inspireret af dagbogsnotater fra virkelighedens Peder Olsen, som hans barnebarn, journalist Håkon Høydal, har gravet frem. Dette greb er ifølge Kristeligt Dagblad blevet kritiseret af norske fængselspræster, fordi Olsen i sin tid havde – og til stadighed har – tavshedspligt over for Quisling.
Heldigvis fremstår Erik Poppes film ikke sensationalistisk eller speget. Ligesom med ’Utøya 22. juli’ har instruktøren og manuskriptforfatterne Siv Rajendram Eliassen og Anna Bache-Wiig skabt en sober dramatisering af historien, der er mere interesseret i nuancer og refleksion end i rendyrket underholdning på andres bekostning.
Det dialogdrevne kammerspil bliver særligt båret af de to forrygende velspillende hovedrolleindehavere: Gard Bjørnstjerne Eidsvold som landsforræderen og altid fremragende Anders Danielsen Lie som fængselspræsten.
Undervejs i duoens mange samtaler forsøger både Peder Olsen og publikum at forstå det menneskelige mysterie Quisling – en stolt og idealistisk patriot, som langt hen ad vejen føler, han har gjort sit land og sit folk en værdifuld tjeneste.
Præsten finder dog frem til en sprække af tvivl hos sin samtalepartner. En tvivl, han ufrivilligt kommer til at spejle sig i. Under den nu overståede krig har han nemlig også selv, i mindre skala, handlet på bekostning af enkelte medmennesker for at beskytte sin egen familie.
Hovedpersonernes samtaler er til tider fængende, men de kører også nogle steder i ring, når Quisling vender tilbage til sit vante skjold af fornægtelse, idealisme og vrede paroler.
Selvom Poppe har piftet billederne op med en ret markant, rødgrøn colorgrading, kan ’Quislings sidste dage’ ikke undgå at fremstå en kende tør trods solidt håndværk. Samtaledramaet er ikke mindst tynget af en spilletid på næsten 2,5 timer, som føles en halv time for lang.
Trods den trættende længde (som formentlig kommer af, at filmen også bliver klippet til en serie) har Poppe skabt en ganske interessant refleksion over, hvordan man finder fred – som person, som land, som bøddel, som offer og som medansvarligt vidne.
Filmen fungerer også som en uhyggelig skildring af efterkrigstidens opgør. Quislings sidste dage var Norges første efter besættelsen, og først her fik man ifølge det historiske drama de første meldinger om, hvor omfangsrig nazisternes systematiske jødeudryddelse havde været.
Selvom man som publikum her i 2024 udmærket kender til holocausts grusomheder, løb det mig alligevel koldt ned ad ryggen i en scene, hvor domstolen i Oslo for første gang lægger vidneskranke til en overlevende, der detaljeret beskriver de iskolde massedrab i arbejdslejrene.
Disse blodige facts betyder langt fra, at Norges hævn over Quisling i sidste ende er sød. Ifølge humanisten Erik Poppe – og modsat Quisling-karakterens egne udtalelser i filmen – kan et drab på et andet menneske aldrig vendes til noget positivt. Det demonstrerer instruktøren med en afsluttende scene, der er voldsom, kølig og uden megen frelse.
Kort sagt:
Erik Poppes nye film om den norske landsforræder Vidkun Quisling og præsten Peder Olsen er velspillet og til tider ganske interessant. Desværre er det dialogdrevne efterkrigskammerspil også alt for langt.