’Munken og geværet’: Er demokrati at foretrække, når man er verdens lykkeligste land? Smuk film stiller spørgsmålet
Bhutansk film var indtil for ganske nylig et ubeskrevet blad internationalt.
Men i 2022 sikrede landet sig historiens første Oscar-nominering for Bedste Internationale Film med Pawo Choyning Dorjis charmerende feelgood-fortælling ’Skolen ved verdens ende’, hvor en skolelærer med en drøm om at blive sanger får smag for det simple liv i bjergene som underviser i en lille landsby.
Nu er Dorji tilbage med ’Munken og geværet’, som fik premiere sidste år på de velansete festivaler i Telluride og Toronto og var landets Oscar-kandidat ved den seneste version af prisuddelingen, dog uden at score en nominering.
Ligesom sidste gang leverer Dorji en smuk film i de endeløst indbydende bhutanske omgivelser, men ’Munken og geværet’ graver samtidig spadestikket dybere med historien om, hvad der sker, når bhutanernes livsgrundlag pludselig rystes af et koncept, vi ellers skatter højt i Vesten: demokrati.
I 2006 abdicerede den daværende konge i Bhutan og gav plads til, at landet kunne blive demokratisk. Det sælges som en gave til borgerne i landsbyområdet Ura, men bliver mødt med skepsis, for demokrati er jo sådan noget, de har ovre i Indien, hvor de »kaster stole efter hinanden«, som de siger.
Jorji dvæler tålmodigt ved naturen, landsbyen og befolkningen i brede indstillinger, så man hele tiden mindes om de pæne og trygge rammer, som befolkningen færdes i, men som nu forandrer sig.
Pludselig skal lokalbefolkningen nemlig undervises i, hvordan man stemmer gennem et prøvevalg, hvor borgerne enten kan stemme blåt for frihed og lighed, rødt for industriel udvikling eller gult – »kongens farve« – for konservativ bevarelse.
I en af filmens mest komiske sekvenser bliver en menneskemængde instrueret i, hvordan de skal opføre sig til et rally – ved at dele sig op i to grupper, der råber ad hinanden, som om de vil slås.
»Hvorfor lærer I os at være uhøflige?«, spørger en dame forundret. Og man kan godt forstå hende. For hvad udretter det nye system egentlig ud over at skabe konflikt mellem folk, som ikke havde meget at skændes over før i et land, der har været verdensberømt for at være klodens lykkeligste?
Jorji fremstiller her et interessant paradoks, som især bliver medrivende behandlet hos den politiske entusiast Choephel (Choeying Jatsho) og hans familie. Han støtter det røde parti og er ikke på talefod med sin svigermor, da hun agter at stemme blåt.
Hans kone Tshomo (Deki Lhamo) er også frustreret over hans politiske engagement, fordi det skaber splittelse i familien, og bedre bliver det ikke, når det også begynder at gå ud over deres lille datter Yuphel (Yuphel Lhendup Selden).
For selvom demokrati samler os om at bruge vores stemme, kan det samtidig splitte os. Uforstående over for kritikernes uforståenhed argumenterer en udsendt repræsentant med, at »folk i andre lande er villige til at dræbe hinanden for den her rettighed«. Men er det nu også en god ting?
Det er svært ikke at tænke på de antidemokratiske bevægelser rundt omkring i verden, særligt i USA, som instruktør Dorji da også har et indgående kendskab til. Han gik selv på universitetet i Wisconsin og fletter således parallellen til USA ind i sin fortælling.
Den amerikanske våbenentusiast Ron (Harry Einhorn) rejser nemlig ind i landet for at få fingrene i et antikt gevær, hvis bhutanske ejer »ikke aner, hvor meget det er værd«. I et tydeligt billede på den amerikanske våbenkultur og vestlig konsumerisme er Ron overbevist om, at alt kan købes for penge.
Tingene kompliceres, da Ron, ledsaget af hans guide og oversætter Benji, må se sig slået ved målstregen i kampen om geværet af en munk, hvis mester har bedt ham om at skaffe to våben, før fuldmånen rammer om et par dage, med et mistænkeligt budskab om, at der skal »rettes op på tingene«.
Det placerer kløgtigt et stort spørgsmål i starten af filmen, som skaber underliggende spænding, mens handlingen udspiller sig over de næste dage, og der løbende tælles ned til fuldmånen, som man ved bliver skæbnesvanger.
Ron og Benji må gøre, hvad de kan for at overtale munken til at afgive våbnet, og det er underholdende at følge deres klodsede fremfærd. Dette satiriske islæt balanceres fint med den mere seriøse udforskning af Choephels familie, om end jeg personligt nok helst havde opholdt mig mere hos sidstnævnte.
Trådene flettes dog elegant sammen, når fuldmånen (og prøvevalgdagen) rammer, og vi endelig får opklaret, hvad munkemesterens plan med våbenet er, og hvad der skal rettes op på.
Her får alle karakterer noget at tænke over.
»At være demokratisk er at være moderne«, lyder det på et tidspunkt fra en valgansvarlig. Og selvom det kan runge sandt for vores vestlige ører, sætter Dorji med ’Munken og geværet’ påstanden i et vedkommende, mere tvetydigt lys.
Kort sagt:
’Munken og geværet’ er et smukt og charmerende indblik i Bhutans møde med demokratiet, som samtidig går kærligt, kækt og kritisk til vores vestlige værdier.