Vi forbinder hans værk med det mørke og mærkelige, det uforklarlige og mareridtsagtige. Men David Lynchs oeuvre har for mig altid emmet af varme og ømhed, og tabet har altid presset sig på som en af de mest underkendte subtekster i hans film.
Lynch er mange ting, og lad os med det samme få etableret, at han ikke kun er filmmand. Siden hans tragiske død, den 15. januar få dage før hans 79-års fødselsdag, er det strømmet ind med kærlighedserklæringer og mindeord, og alle handler de om filmskaberen. Den højhårede »Jimmy Stewart from Mars«, som Mel Brooks kaldte ham, der gennem sine mange spillefilm skabte nogle gådefulde universer, man kunne synke ned i og drømme med på.
Alt dette er rigtignok Lynch. Men Lynch er også meget andet. Han begyndte som tegner og kunstmaler, og senere skabte han alt fra lamper til lyduniverser, musik- og multimedieprojekter. Han havde sit eget kaffe-brand, han lavede koncertfilm, reklamer og musikvideoer, og så skabte han de mest vidunderlige og absurde kortformater til YouTube og sociale medier.
På en måde var han faktisk den første youtuber. Hans nu populære vejrvideoer startede i al fald som et eksperiment på hjemmesiden davidlynch.com, hvor han også introducerede den surreale horror-sitcom ’Rabbits’, der senere blev en del af ’Inland Empire’, og hvor han interagerede med sine fans, som enhver moderne influencer ville tale med sine følgere.
Mødet med ’Twin Peaks’ som niårig
Det er svært kun at tale om én Lynch. For mig har han altid været mange ting, og mit liv har på mange måder kredset om ham og hans værk.
Jeg opdagede Lynch i 1990, i en alder af blot ni år. ’Twin Peaks’, der ved premieren på ABC havde lagt gaderne øde i april, kom til Danmark med nogle måneders forsinkelse i efteråret 1990. I mit barndomshjem i Tarup, en undseelig forstad til Odense, havde vi kun ét billedrørsfjernsyn, og den foretrukne kanal var oftest DR.
Min mor havde nok forestillet sig, at ’Twin Peaks’ville være den næste i rækken af gemytlige krimiserier a la ’Columbo’ og ’Hercule Poirot’, men det viste sig at være noget ganske andet. Lillebytematikken var øjeblikkeligt genkendelig – skønt de 51.201 indbyggere i lille Twin Peaks rimede mere på Næstved end på Tarup – og atmosfæren gjorde et øjeblikkeligt og uudsletteligt indtryk.
Jeg forstod næppe meget, men jeg fangede det, som Lynch altid selv har fremhævet som det vigtigste i sit værk: stemningen. Den kunne være lun og humoristisk, mild og hyggelig, bizar og decideret grufuld. Og skiftene mellem de forskellige stemninger og registre var særligt mærkbare. Skuespilleren Gary Hershberger har beskrevet brugen af »konkurrerende stemninger« som Lynchs mest iøjnefaldende signatur, og det kunne man forstå, selv som en niårig, der knap nok kunne engelsk, endsige finde Washington State på et landkort.
Jeg blev fast seer, og efter det 15. afsnit – der blev indledt af en fortællerstemme, som mindede forældrene i de danske stuer om, at ’Twin Peaks’ ikke var for børn – havde jeg daglige mareridt om serien. I en periode turde jeg ikke kigge mig selv i spejlet, når jeg skulle børste tænder før sengetid, og jeg havde gentagne drømme om den hvidhårede Leland, der kiggede på mig gennem værelsesvinduet.
Den uskyldige seer, der uforvarende vandrede ind i Lynchs mareridtsverden, blev snart til en regulær fan, der støvsugede de lokale biblioteker og videobutikker for alle hans værker, og som drømte om at besøge det virkelige Twin Peaks eller ligefrem bo i Lynchs verden.
Den amerikanske komiker Bill Hader har fortalt om sit første møde med ’The Elephant Man’, hvor en amerikansk biografgænger, uden klar forståelse for filmen og det virkelige forlæg, udbrød: »Kill her, Elephant Man!«
Jeg havde en lignende oplevelse med filmen. I skolegården talte de store drenge om ’Elefantmanden’ som en monsterfilm, og jeg blev i første omgang skuffet, da det viste sig, at filmen snarere var en smuk og tragisk skildring af fremmedgørelse, dehumanisering og tab. Titelfiguren var ikke det monster, jeg havde fået stillet i vente, og det monstrøse var snarere de mennesker, der behandlede John (Joseph) Merrick som sådan.
Det mest grufulde ved filmen var det rå og industrielle lydspor, skabt af Lynch-kendingen Alan Splet, og filmens smukke afslutning pegede på et af Lynchs mest vedholdende, men ofte oversete, motiver: tabet. I billedet ses morens ansigt, der forsikrer Elefantmanden og seerne om, at intet reelt dør. Alt er en cyklus.
Den tabte uskyld
Fra ’Twin Peaks’ og ’Elefantmanden’ gik turen for mig til ’Blue Velvet’, ’Wild at Heart’ og ’Eraserhead’. Men det var med filmen ’Twin Peaks: Fire Walk With Me’ – forløberen til ’Twin Peaks’ om de sidste syv dage i Laura Palmers liv – at jeg for alvor mistede uskylden.
Den amerikanske kritiker Vincent Canby mente, at ’Fire Walk With Me’ lignede den dårligste film nogensinde, og herhjemme kaldte Berlingskes anmelder Ebbe Iversen den en »travesti«. Men jeg var hooked. Ingen film havde før gjort så stort og grufuldt indtryk på mig, og intet værk har haft en så omfattende betydning for mig og mit (professionelle) liv.
I et portrætprogram til DR2, der udkom få år efter kanalens genudsendelse af ’Twin Peaks’, sagde filmanmelder Søren Høy, at ’Fire Walk With Me’havde taget mystikken og charmen ud af ’Twin Peaks’. Nu var det mestendels en »gyser om incest«. Jeg er måske i én forstand enig, men på et mere fundamentalt plan er jeg ganske uenig. ’Fire Walk With Me’handler måske nok om incest, men den er en ekspressiv rejse ind i et plaget sind og et forsøg på at forstå den kvinde, som i serien kun var et ciffer.
Hvem var hun egentlig, og i hvor høj grad var tv-seriens version af Laura Palmer blot et udtryk for andre menneskers tanker og forestillinger?
Efter ’Fire Walk With Me’ vidste jeg, at jeg ville læse filmvidenskab. Hvis man ikke kunne kravle ind i David Lynchs hjerne eller bo i hans universer, kunne man vel dyrke hans værker og gøre denne dyrkelse til en potentiel levevej. Det der startede som en fascination, blev efterhånden til en regulær besættelse, og hans værker blev nydt, diskuteret og dissekeret med en regelmæssighed, der kunne minde om instruktørens eget liv.
Lynch havde for vane at gøre de samme ting igen og igen. I en lang periode besøgte han dineren Bob’s Big Boy hver dag, på et regelmæssigt tidspunkt og altid med den samme bestilling. Med faste vaner, mente Lynch, kunne man sætte hjernen fri til at drømme, og man behøvede ikke tænke over ligegyldige ting.
Mel Brooks har også fortalt mig, at Lynch aldrig skiftede sit outfit, da han arbejdede på ’The Elephant Man’ (det var komikeren og produceren Mel Brooks, der efter Lynchs debut med ’Eraserhead’ gav ham en chance som instruktør på en større og mere højprofileret film), og skuespilleren Virginia Madsen har fortalt mig, at det samme gjorde sig gældende under optagelserne til storfilmen ’Dune’.
Da jeg for nyligt havde en session med mine amerikanske studerende og David Lynch selv, spurgte en af de studerende, hvordan Lynch ville definere fiasko. Hertil svarede han: »Fiasko er for mig, når du vil begå selvmord, og efter ‘Dune’ mistede jeg den kreative control og ville begå selvmord«.
Det er velkendt, at Lynch ikke havde final cut på sin famøse filmatisering af ’Dune’ fra 1984, der blev tilklippet efter filmselskabets forskrifter, til stor fortrydelse for instruktøren. Men Lynch genså filmen i 2024 med sin faste producer Sabrina Sutherland, og selv han kunne se, at filmen har sine kvaliteter og en vis charme.
Denis Villeneuves moderne filmatisering af ’Dune’ er måske mere klassisk vellykket, men Lynchs film var ikke præget af CGI-effekter og moderne teknologi. Det var en håndværkers storværk, præget af praktiske effekter og imponerende set designs. Flere hundrede statister bidrog til filmen, som blev optaget i Mexicos varme, og Lynch havde en lang række skuespillere i søgelyset til hovedrollen som Paul Atreides.
Everett McGill, kendt som Big Ed i ’Twin Peaks’, skulle bistå ved de forskellige auditions, og Tom Cruise var, ifølge McGill, en af de unge skuespillere, der bejlede til rollen. Lynch valgte dog den uprøvede Kyle MacLachlan, der senere blev en fast del af The Lynch Mob, og MacLachlan har for nyligt takket Lynch for tiltroen med en smuk kærlighedserklæring til den nu afdøde mentor.
MacLachlan har fortalt mig, at Lynch formentlig så sig selv i den unge skuespiller. De har den samme hjertelige måde at hilse på, at de ofte klapper i hænderne sammen i en beslægtet begejstring. Elementer, der senere blev en charmerende del af FBI-agenten Dale Cooper i ’Twin Peaks’.
Helt ned i mørket
I slutningen af 1990’erne var min besættelse total.
Med Sunshine Noir-trilogien ’Lost Highway’, ’Mulholland Drive’ og ’Inland Empire’ havde Lynch for alvor overvundet mig.
Det er umuligt at glemme Robert Blake, der i rollen som Mystery Man i ’Lost Highway’ siger: »We’ve met before, haven’t we?«
Blakes rolle havde tydelige mindelser af Ingmar Bergmans ’Det syvende segl’, og i det hele taget genlyder flere Lynch-værker af filmhistoriens store enere: Bergman, Buñuel, Hitchcock, Godard og Fellini. Afslutningsreplikken fra ’Mulholland Drive’– »silencio« –minder til forveksling om slutningen af Godards ’Le mepris’, og andre scener i filmen vækker mindelser af Bergmans ’Persona’ og Vardas ’Cléo de 5 à 7’.
Men Lynch er ingen Tarantino. Hos Lynch er der ikke tale om finurlige og implicitte referencer, som man skal forstå for reelt at fange Lynchs værk. Skuespilleren Justin Theroux, der spillede Adam Kesher i ’Mulholland Drive’, har fortalt mig, at man snarere skal forstå Lynch som en »svamp«. Lynch var oprigtigt fascineret af sine omgivelser og sine medmennesker, og med en barnagtig nysgerrighed sugede han alle indtryk til sig.
Uden nødvendigvis at kende sine egne inspirationskilder eller huske, hvor idéerne egentlig kom fra.
Skuespilleren Richard Green har da også fortalt mig, at hele hans tale som The Magician i ’Mulholland Drive’ formentlig var inspireret af et teaterstykke, som han lavede i 1970’erne, dengang hvor Green første gang mødte David Lynch og skuespillerne Catherine Coulson og Jack Nance, der begge kom til at tegne nogle af Lynchs mest ikoniske karakterer.
På det tidspunkt var Coulson og Nance et par, og fiskeren i ’Twin Peaks’, Pete Martell, der konstant klager sig over sin kone »Caaatherine«, var efter alt at dømme en direkte reference til forholdet mellem netop Jack Nance og Catherine Coulson. I selvsamme periode så Lynch den unge Green på scenen i det lokale teater, og instruktøren var tryllebundet af den grønne teaterskuespiller og den magiker, som han fremmanede på de skrå brædder.
Det var i samme periode, at Lynch skabte den ikoniske figur Kævlekvinden fra ’Twin Peaks’. De første ideer til karakteren kom under arbejdet på spillefilmen ’Eraserhead’og den tidlige kortfilm ’The Amputee’, og Lynch lovede, at Catherine Coulson mange år senere ville få lov at spille The Log Lady i en tv-serie.
Meditationen og den modne Lynch
På samme tidspunkt begyndte Lynch at meditere. Paul McCartney, Ringo Starr og den skotske folkesanger Donovan havde fået færten af Transcendental Meditation i 1960’erne, og Lynch lod sig inspirere af de tre musikere, der siden skulle blive hans nære venner.
I 1973 begynde Lynch at meditere, og det siges, at han ikke missede en meditation i 50 år.
McCartney, Starr og andre prominente musikere som Moby og Eddie Vedder begyndte at støtte The Lynch Foundation, der søger at udbrede TM i de amerikanske skoler, og Donovan begyndte at indgå et tættere og mere kunstnerisk samarbejde med Lynch. Et samarbejde, der fortsatte helt til instruktørens død.
Jeg selv er også blevet introduceret til TM, men det skyldtes et mere pudsigt tilfælde. Efter i en årrække at have studeret Lynch og skrevet om hans film i diverse artikler og opgaver deltog jeg i et møde mellem TM-talsmanden John Hagelin, den daværende danske forsvarsminister Søren Gade og netop David Lynch.
Jeg havde snydt mig ind som en del af pressen, og endte med at stille Lynch et par spørgsmål, der kom til at danne grundlag for en artikel, og som også blev vist i nyhederne. Lynch gav dog ingen konkrete svar, og da jeg naivt spurgte til forholdet mellem den milde og varme instruktør og de mørke, mareridtsagtige film, replicerede han tørt: »If you want to send a message, go to Western Union!«
Dengang troede jeg aldrig, at jeg skulle have mere med TM at gøre, og Lynchs manglende interesse for at tale om film frustrerede mig.
Men jeg blev klogere.
I sommeren 2024 blev jeg kontaktet af en mand ved navn Daniel Nearing, og før jeg vidste af det, var jeg blevet ansat på det amerikanske filmprogram DLMFA (David Lynch Master of Film and Arts). En uddannelse på kandidatniveau dedikeret til David Lynch og baseret på TM som en del af sit pædagogiske fundament.
Jeg fik pludselig et mantra, lærte at dykke ned i de dybe bevidsthedslag og fange de store fisk. Måske med en vis skepsis, men hvad gør man ikke for at komme tættere på sin store helt?
I efteråret 2024 havde jeg således min første session med David Lynch og mine amerikanske studerende, og vi endte forløbet, som jeg vil afslutte denne afsked: med en påmindelse om, at Lynchs værk ikke kun er mørke og mærkværdighed, gru og galskab.
Frygten for at tage afsked
I hans værker er der også en stor varme og en ægte interesse for det menneskelige liv, og i hans senere film og tv-serier – fra ’The Straight Story’ til ’Twin Peaks: The Return’ – ser vi også en reel undersøgelse af aldring og tab.
Alvins genforening med sin bror i slutningen af ’The Straight Story’– de to brødre spilles af de uforlignelige og nu afdøde skuespillere Richard Farnsworth og Harry Dean Stanton – er et af de stærkeste øjeblikke i nyere film.
Og i det 15. afsnit af den gamle ’Twin Peaks’ handlede en af de mest rørende og voldsomme sekvenser om netop død og tab, og her blev sangen ’The World Spins’ af Angelo Badalamenti, Julee Cruise og David Lynch en smuk indramning af dette tema: »Love / Don’t go away / Come back and stay / Forever and ever / Please stay«.
Endnu stærkere blev temaet om aldring og tab i den nye ’Twin Peaks’, der havde premiere på Showtime og Cannes-festivalen i maj 2017. Jeg var naturligvis på første parket, udsendt som akkrediteret filmjournalist i Cannes, og havde kun ét mål for øje: Jeg ville være den første til at fange billederne fra det nye Lynch-værk.
I ’Twin Peaks: The Return’ sørgede skaberne for at indføje en række små mindetaler og rørende momenter for de skuespiller, der døde før, under og umiddelbart efter produktionen. Fra Don Davis og David Bowie til Warren Frost og Catherine Coulson. Coulson, der havde kræft og vidste, at hun skulle dø, insisterede på at optage en scene i sit eget hjem. En scene, hvori Coulson i rollen som The Log Lady taler om døden og »the fear of letting go«.
Denne scene var blandt de mest rørende øjeblikke i den nye ’Twin Peaks’ og mindede fansene om deres frygt for at give slip. Som fan skulle man give slip på sine forestillinger om, hvad ’Twin Peaks’var, og som del af Lynch-miljøet skulle man give slip på en række af de karakterer og mennesker, der havde lagt billeder og stemme til ens ungdom.
I retrospekt lignede scenen også en moden instruktørs meditation over døden. Måske handlede scenen ikke kun om Coulson og Kævlekvindens frygt for at give slip, måske handlede den også om instruktørens frygt for aldring og afblomstring.
Det er ikke til at sige, men én ting er sikker: David Lynch er her ikke længere, og vi er mange, der ikke er klar til at give slip. Hans død rystede store dele af kunstens verden. Han virkede så levende og foretagsom – helt til det sidste – og man anede, at han havde flere værker i sig.
Men midt i sorgen skal man huske, at David Lynch lever videre igennem sit værk, der vil blive ved med at vække fascination og undren hos de næste mange generationer. Og man kan måske finde trøst hos moren i den sidste del af ’Elefantmanden’: »Never. Oh, never. Nothing will die«.
Eller som Lynch selv udtrykte det i et tweet fra 2009:
»These bodies come to an end; But the vast embodied Self is ageless, fathomless, eternal«.
– Bhagavad Gita, 2:18
Andreas Halskov er ekstern lektor ved Aarhus Universitet og Maharishi Universitetet i Iowa, hvor han underviser i David Lynch på filmprogrammet DLMFA. Herudover er han forfatter til Lynch-bøgerne ’Paradoksets kunst’ og ’TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama’, og i øjeblikket arbejder han på en ‘oral history’ om David Lynch, baseret på samtaler med godt 200 af Lynchs faste samarbejdspartnere. Han har også udgivet adskillige artikler, interviews og videoessays om David Lynch i diverse dagblade og tidsskrifter samt til bloggen Det røde rum, og senere på året er han del af holdet bag en engelsk David Lynch-festival.